Social energi

There can be no art without social energy

(Stephen Greenblatt)

Et møde på Hven

Historikeren Anders Sørensen Vedel (1542-1616) besøgte en dag i 1586 sin ven Tycho Brahe (1546-1601) på Hven. Det samme gjorde Frederik II’s dronning, Sophie (1557-1631). Men det blev stormvejr, og de måtte blive et par dage til. Dronningens hofmesterinde Beate Bille (1526-1605), der var Tycho Brahes mor, benyttede lejligheden til at fortælle om Vedels historiske studier, herunder hans indsamling af folkeviser. Dronningen blev interesseret og bad om en afskrift af viserne. Vedel var travlt optaget af sin historieskrivning, og Beate Bille måtte rykke flere gange. Endelig i 1591 fik dronningen, og med hende mange andre, ikke en afskrift, men en trykt bog med folkeviser, nemlig Hundredvisebogen. Paul V. Rubow skrev i sin udgave af bogen i 1926: ”Denne Udgave af Middelalderens poetiske Skat i Renæssancens Dage er som Begivenhed i Europas Litteraturhistorie en saadan Mærkværdighed, at vi Danske har Grund til med særlig Stolthed at henpege derpaa. Der findes hos de store litterære Nationer intet Sidestykke dertil” (1926, s. VI). ¹⁾

Folkeviser

De fleste er sikkert stødt på folkeviserne i skolen, måske ”Ebbe Skammelsøn”, ”German Gladensvend”, ”Torbens datter”, ”Elverhøj”, ”Harpens kraft”, ”Jomfruen i fugleham”, ”Dronning Dagmars død” eller ”Marsk Stig-viserne”. Det er en ganske bestemt genre, som især handler om kamp og kærlighed. Det var oprindeligt danseviser med en forsanger, der sang selve teksten, mens de dansende sang omkvædet. Stoffet kan være taget alle steder fra og også være selvopfundet. De fleste folkeviser har enkle firelinjede strofer (”folkevise-strofen”) med rim i anden og fjerde linje. Omkvædet har flere funktioner, det kan anslå en stemning, udgøre en fortællerkommentar eller være en naturbeskrivelse: ”Men linden hun løves”, ”Så træder hun duggen af jorden”, ”Men dansen den går så let gennem lunden”. Fortælleren kan træde tilbage og i stedet indsætte en dialog. Derved kan der opstå betydningsmættede ”huller”, fordi det ikke altid fremgår, hvad personerne mener med deres replikker. Det samme kan ske med personernes handlinger. Folkeviserne har en ganske speciel grammatik (jf. nedenfor) og er desuden karakteristiske ved deres mange formler, der går igen fra vise til vise, f.eks. ”Årle, om morgen, der dagen var lys”, ”red sig under ø”, ”han strøg sadel af ganger grå og lagde på ørs hin hvide”, ”ser sig ud så vide”. Gentagelser af forskellig slags er typisk for folkeviserne. En af dem er gentagelse af samme ord, men i forskellig grammatisk form (”drømte mig en drøm i nat”, ( polyptoton). Man kan også finde en gentagelsestype, der udgøres af sætninger af samme længde og samme slags indhold (isocolon). Mit yndlingseksempel er fra ”Hævnersværdet” (DgF 25), hvor hr. Peder bliver spurgt, hvor han har været. Han kunne have sagt ”allevegne”, men han siger:

Jeg har været så sønderlig,

alt som den sol hun nejer sig.

Jeg har været så vesterlig,

alt som den sol hun hviler sig.

Jeg har været så norderlig,

alt som den frost han fryser sig.

Nu er jeg her så østerlig,

alt som den sol hun lyser sig.

(DgF 25, str. 3-6).

Disse sungne (og dansede) fortællinger greb danske adelsmænd og -kvinder, mest de sidste, i 1500-tallet, så de begyndte at nedskrive dem i deres visebøger, hvor de også skrev nydigtede kærlighedsviser og salmer. Den første af dem var Hjertebogen, anlagt 1555 (dog uden folkeviser). Anders Sørensen Vedel var som sagt den første, der trykte folkeviser; han udvalgte nogle med historisk motiv: gamle kæmper, konger og riddere. ²⁾ Han havde planlagt også at trykke folkeviser med kærlighed som hovedmotiv, men fik det ikke gjort. Mette Gøye (1599-1664) udgav under titlen i Tragica (1657) folkeviser med sørgelig udgang. Peder Syv (1631-1702) udgav 1695 Danske viser med optryk af Vedels 100 viser + 100 til. Samtlige 539 folkeviser er udgivet i 12-bindsværket Danmarks gamle Folkeviser (forkortet DgF) i årene 1853-1976; den første udgiver var Svend Grundtvig (1824-1883), digterens søn.

Vedels problemer

Anders Sørensen Vedel dedicerede Hundredvisebogen til dronning Sophie og mindede hende om deres fælles besøg på Hven. I sin ”Fortale til læseren” satte han sig for at forklare, hvad der var det særlige ved folkeviserne. Men først måtte han forsvare sin udgivelse. Han var teolog og havde været hofpræst (1568-1581), han måtte derfor over for andre og sig selv slå fast, at Gud kommer i første række, og at salmer er vigtigere end folkeviser, da salmer ”have fast en højere gejst [ånd] og grund end vore gemene digt, efterdi de ere den Hellig Ånds indskud og forfatte [omhandler] Guds evige lov[prisning]” (s. 31a).

Også historikeren Anders Sørensen Vedel havde et problem, nemlig at folkeviserne ikke altid var korrekte i deres fortællinger om historiske personer. Vedel havde i 1575 oversat Saxos Gesta danorum til dansk, og i 1591 sad på sit Liljebjerg i Ribe og forsøgte at løse den kongelige opgave, han havde fået, nemlig at skrive en Danmarks-historie, der fortsatte, hvor Saxo slap. I Om den danske krønike at beskrive (1581) havde han allerede fremlagt principperne for sin historieskrivning: ”Thi sjælen og livet udi historien er sandhed”.

Men Anders Sørensen Vedel var ud over teolog og historiker også et renæssancemenneske, der kunne sprænge de ideologiske grænser, han selv accepterede.

Digterisk frihed

Man kan definere ”renæssance” som genfødelse af verdslige værdier. Ud fra den definition var udgivelsen af folkeviserne et renæssanceprojekt. Det giver sig meget tydeligt udtryk i Vedels fremførelse af alt det, folkeviserne efter hans mening kan.

Først og fremmest ser Anders Sørensen Vedel i dem noget, han havde lært af de klassiske romerske digtere, især Ars poetica af Horats (65-8 f. Kr.), nemlig den poetiske frihed:

Og dersom end nogen ville meget kives herom […], så ere dog viser ikkun viser, hvad man [end] gør af dennem [dem]. De ere hverken skrevne lov eller afsagte, beseglede domme, som enten løse eller binde noget synderligt, det store drabelige sager gælder på [hvad angår], men ere meste parten tidkort digt [digte til tidsfordriv], at hver må tage deraf det, hannem befalder [det, han synes om], uden hvis ellers findes at have en anden grund på andre steder.

(Anders Sørensen Vedel: ”Fortale til læseren”, Hundredvisebogen (1591), 1993, s. 36 a og b).

Citatet rummer en henvisning til Matt 16,19, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himlen (den såkaldte ”nøglemagt”): ”og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene”. Citatet viser, hvad Anders Sørensen Vedel med sit syn på folkeviser var op imod. Han frigjorde folkeviserne fra den religiøse og juridiske opfattelse, at ord skal henvise til sandheder eller realiteter. Folkevisernes ord er frie, de er ikke forpligtet på ”store drabelige sager”; de er digtet til tidsfordriv. Anders Sørensen Vedel vender i Hundredvisebogen gang på gang tilbage til denne frihed; han citerer også igen Horats, på latin og dansk: ”Poeter og maler[e] have lige frihed. Altid at digte hver efter sin sæd [måde]” (1993, s. 248b).

Digternes frihed var for Anders Sørensen Vedel også læsernes. I citatet ovenfor er det formuleret således: ”At hver må tage deraf det, hannem befalder”. En præst var vant til at docere den rette tolkning af en tekst, en historiker var vant til fortælle om fakta; Anders Sørensen Vedel overskred sit teologiske og historiske erhverv og lod folk tro og tænke, hvad de ville – når det drejede sig om folkeviser.

Glæde

Thi hvad kan give en ærligere eller sømmeligere tidkort [mere passende tidsfordriv] end sådanne smukke viser, som ere både så artige sammensæt og indeholde så sælsom eventyrske stykker. Når man dem ikkun læser, da drage de med magten et menneskes tanker fra al anden ulyst og melankoli. At jeg nu intet vil tale om den subtilige [fine] og søde melodi, som de sjunges med af dennem som vide tonen til dennem [dem], hvilket i sig selv fryder et menneskes hjerte, når de ellers kvædes med en ren kvindestemme eller stærk karlrøst.

(Anders Sørensen Vedel: Hundredvisebogen (1591), 1993 s. 32a og b).

Folkeviserne bragte for Anders Sørensen Vedel en glæde, der kunne fordrive melankoli, især når de kombineredes med melodi. Han fortsatte, at ”dersom nogen er glad, da forøge de hans glædskab udi ærlige gæstebud og samkvem”. Er man på vandring eller rejse til lands eller vands, kan folkeviserne være en rejsekammerat, og de kan trøste den, der ligger i sin sygeseng eller er i fængsel. Kort sagt, de kan fordrive den skadelige melankoli, der æder sig ind hjertet ”og fortærer det, som rust gør ved stål”.

”Herlige gamle danske gloser og ord”

Selv om folkeviserne kunne være upålidelige som kilder, havde de dog på fire områder historisk værdi, mente Anders Sørensen Vedel: De bevarer mindet om store bedrifter, om store personligheder, om kulturelle skikke og om gamle ord. Det sidste formulerede han sådan:

For det fjerde, dersom ingen anden årsag var til at læse disse gamle poetiske digt, var dette ene noksom, for sprogets skyld: Det er for de herlige gamle danske gloser og ord, for hin skønne sprog og runde tale og for den artige komposits og digt i sig selv.

(Anders Sørensen Vedel: ”Fortale til læseren”, Hundredvisebogen (1591), 1993, s. 34b).

Anders Sørensen Vedel blev simpelthen ”høj” af smukke, gamle ord. Sprogforskere har siden påvist, at han bevarede de gamle ord, han fandt i de håndskrevne viser, han lod trykke. Ikke nok med det, han kunne finde på at indsætte gamle ordformer, hvor han syntes, de manglede i kilderne. Blandt de mange eksempler på den folkevisestil, Anders Sørensen Vedel videreførte, kan nævnes: gammel dativform ved substantiver: ”ved strande”, ”på kviste”, n-former i adjektiver: ”grønnen hede”, (l)ig-former i adjektiver: ”jammerligen”, bydeform konstrueret ved foransat personligt pronomen og imperativ: ”I leder mig ud min ganger grå”, omvendt ordstilling: ”Op da stode de svende ni”, ubestemt substantiv: ”Årle om morgen”, efterstillet adjektiv: ”moder kær”, anticiperende [foregribende] pronomen: ”Da lo han dannerkonning”. ³⁾

En parallel

Det er de kommentarer, der er kommet frem i Phillip Fabers ”Morgensang” og hans og Mads Steffensens ”Fællessang – hver for sig”, der har fået mig til at tænke på Anders Sørensen Vedel og hans Hundredvisebog.

Der er samme glæde ved det, tekst og melodi kan tilsammen, samme blik for historiske scener, samme fryd ved smukke gamle ord (Phillip Faber: ”pog”, ”vang og vænge”, ”dynker” og ikke mindst Kronborg, der ”luder”. I tilgift kommer så alle de musikalske oplysninger i Morgensangen og alle de mange forskellige sangere i Fællessangen. Renæssanceadelen havde Hjertebogen. Phillip Faber peger på en ”hjertesangbog” inden i os, der består af de sange, der er sunget ind i os, da vi var børn. Den danske sangskat, siger han, består af alle disse hjertesangbøger og skifter hele tiden (16. maj 2020). Der er også kravet om politisk korrekthed i baggrunden, for Vedel af religiøs og historisk art, for Faber påstanden om højskolesangens patriotisme som en hindring for internationalt engagement. ⁴⁾ I fremtidens litteratur- og kulturhistorier vil Vedels Hundredvisebog og Fabers Morgensang måske stå, om ikke ved siden af hinanden, så i forlængelse af hinanden.

Social energi

I want to understand the negotiations through which works of art obtain and amplify such powerful energy

(Stephen Greenblatt)

Tilbage står spørgsmålet om, hvad det er, der gør, at tekster eller sange ved bestemte lejligheder kan aktivere store befolkningsgrupper. Jeg kan komme i tanke om følgende eksempler: Davids Salmer i klostrenes tidesang og privatpersoners tidebøger, Reformationstidens lutherske salmesang, Renæssanceadelens folkeviser og kærlighedsviser, krigssange fra 1848, Højskolesangen, Arbejderbevægelsens sange, Alsangen under besættelsen, 1970′ ernes kvindesange og nu Morgensang og Fællessang under corona-krisen.

Jeg kan godt lide den amerikanske litteraturforsker Stephen Greenblatts begreb social energi. Konkret har han i Shakespearean Negotiations (1988) anvendt det på Shakespeares skuespil, men han mener, det gælder al stor kunst og litteratur. Et værks gennemslagskraft beror på kombinationen af en kunstners geniale kreativitet og en kollektiv ”social energi”, der kommer fra alle, mænd som kvinder, uanset social og religiøs baggrund. Greenblatt taler om ”kollektiv produktion”, ”kollektiv skabelse”, og ”kulturel poetik”. Han definerer sit begreb ”social energi” således: ”Vi kan kun indirekte identificere energia [det græske ord] gennem dets effekt. Det manifesteres i visse verbale, lydlige og visuelle spors evne til at producere, skabe og organisere kollektive fysiske og mentale erfaringer”. Hans bog går så ud på at finde alle disse spor i datidens samfund: ”Spørgsmålet er, hvordan der kom så meget liv ind i tekster?” (1988, s. 2). Han går videre endnu og spørger, hvordan tekster med sådant liv i sig kan overleve sociale og historiske forandringer, med andre ord: Hvorfor kan Shakespeare stadig kan spilles?

Jeg synes, begrebet ”social energi” er et godt redskab til at forstå, hvorfor nogle kulturelle, kunstneriske eller politiske fænomener kan slå bredt igennem. Man behøver ikke finde svaret, det vil i hvert eneste tilfælde være komplekst. Mht folkeviserne er det således ikke den samme sociale energi, der lå bag renæssanceadelens, romantikernes og højskolernes interesse.

Men selve forestillingen om samspillet mellem et kreativt værk eller en kreativ idé og enorme folkelige kræfter, forklarer nogle ting for mig. Det er for tidligt at sige noget afgørende om, hvad der indgår i ”den sociale energi” bag den aktuelle Morgensang og Fællessang. Men Phillip Faber har i alt fald her i coronakrisen, i bogstavelig forstand, spillet ud med initiativ, musikalitet og personlig charme og har derved lukket op for værdier, som ikke kan folde sig rigtigt ud i et moderne, højteknologisk og travlt samfund: kreativitet, refleksion, ro, natursans, hjertesprog, livsglæde, fællesskabsfølelse, historisk bevidsthed, bevidsthed om, at man er i live og om, at man ikke altid kan være det.

NOTER

1): Hundredvisebogen er udgivet som faksimilitryk med indledning og noter af Karen Thuesen, C.A. Reitzels Forlag, København 1993.

2): Hele denne visekultur er behandlet i Flemming Lundgreen-Nielsen og Hanne Ruus (udg.): Svøbt i mår. Dansk Folkevisekultur 1570-1700, I- IV, C.A. Reitzel, København 1999- 2002. om Vedel s. 153-271, ved Lundgreen-Nielsen.

Jeg har selv skrevet om folkeviserne fra et litterært perspektiv i Pil Dahlerup: Middelalder II, Gyldendal, København 1998, s. 113-233.

3): Agerschou, Agnes: ”Vedels Forhold til de af ham benyttede Tekster, saaledes som det fremtræder i Hundredvisebogen”, Acta Philologica Scandinavica XV, 1941-1942, s. 253-321.

Akhøj Nielsen, Marita: ”Notitser om Anders Sørensen Vedels redigering af ældre dansk poesi”, i Flemming Lundgreen-Nielsen og Hanne Ruus (udg.): Svøbt i mår. Dansk Folkevisekultur 1570-1700, IV, C.A. Reitzel, København 2002, s. 133-151.

Akhøj Nielsen, Marita: Anders Sørensen Vedels filologiske arbejder I-II, UJDS, C. A. Reitzel, København 2004.

• Politikens leder ved mzt 2. maj 2020; jf. min kommentar i bloggen ”Lærker”
• Maj 2020.

kilde: billede: Wikipedia

Share on Facebook

Tweet

Follow us

Share

Share

Share

Share

Share