Hest betyder hest

At læse med grønne øjne

”Hest betyder hest”. Inspireret af Erica Fudge: Brutal Reasoning (2006, s. 4) har jeg formuleret denne læsestrategi. Andre ”læresætninger”, jeg har brugt i min blog, er ”At læse med grønne øjne”,  ”Naturen er ikke bare kulisse, men en central medspiller”, ”Alting hænger sammen med alting”, ”Mennesker er ikke de eneste levende væsener”. Det litterære bidrag til at øge vores økologiske bevidsthed er at tilbyde andre måder at læse tekster på.

 

”Hest betyder hest” er en meget udfordrende læresætning for tekstlæsning. Ud fra den kan man prøve at opfatte en teksts ikke-humane verden som – netop – en ikke-human verden i sin egen ret. Det er sværere, end man tror, fordi vi er så vante til at se naturen, herunder heste, som symbol for noget menneskeligt, ”som menneskehedens Andet, hvorved mennesket bekræfter sin status” (Fudge 2006, s. 2).

 

Problemet er, at naturen i en tekst kan være symbol; det kan også være, at den ikke er det. Jeg leder ikke her efter forfatterens hensigt, men efter hvad der i den foreliggende tekst giver bedst mening. Som en tommelfingerregel kan man jo prøve at give naturen en chance, før man begynder at ”oversætte” den. Som eksempel vælger jeg folkevisen om hesten Bedeblak.

 

Bedeblak (DgF 63)

 

1. Kejserens datter af Komme [?]

hun er en rosensblomme.

Så render han rask alt under skønne jomfruer [omkvæd].

 

2. Hun er sig en jomfru så god,

og hun sendte dannerkoningen bod [en gave].

 

3. Hun sendte hannem [ham] de foler fem.

Bedeblak var vænest [smukkest] af dem.

 

4. Hun sendte hannem de foler ni,

Bedeblak var vænest af alle de.

 

5. Bedeblak ville ikke på stalden stå,

uden han havde grimen af røde guld på.

 

6. Ingen ting ville han æde,

foruden løsset [renset] hvede.

 

7. Han ville ikke til vandet gå,

foruden hannem sad en kongesøn på.

 

8. Han ville ej heller drikke vand,

uden en kongesøn holdt spanden i sin hånd.

 

9. Kongen skulle udi ledingen [krig] fare,

dronningen og Bedeblak skulle hjemme være.

 

10. Allesammen til stranden båre [bar]

silkesejl, dertil guldåre.

 

11. Kongen styrer sin snekke fra land,

dronningen fulgte hannem til den strand.

 

12. Kongen sagde: ”Vogt nu land og rige bedst,

og Bedeblak ret allermest!”

 

13. Dronningen monne fra stranden gå,

ind til Bedeblak lod hun stå [stræbte efter].

 

14. Hun tog fra hannem det løsset hvede,

gav hannem ild og forgift at æde.

 

15. Bedeblak monne af stalden gå,

og ned ad stranden lod han stå.

 

16. Kongen sig tilbage så:

han så Bedeblak ved stranden stå.

 

17. Kongen talte til den styresmand:

”Du styrer den snekke til land!”

 

18. Kongen tren [trådte] der først på land:

Bedeblak lå død på hviden sand.

 

19. ”Var det ej synd, da skulle jeg lade sjunge,

og klokker for Bedeblak ringe.

 

20. Ja, havde jeg gjort det for mandemord:

da skulle jeg og lægge Bedeblak i kristen jord.”

 

21. Nu ligger Bedeblak i sorten jord:

kongen bliver aldrig dronningen god.

Så render han rank alt under skønne jomfruer.

 

Bedeblak er en hest

Her ligger den fristelse at læse denne folkevise som en fortælling om et ødipalt forhold mellem fader og datter. Det vækker moderens jalousi, og hun dræber datteren. I denne læsning vil kejserdatteren kunne ses som en forskydning for den biologiske datter og hesten som et symbol for datteren. Jeg vender tilbage til denne tolkning, men læser primært ”Bedeblak” (DgF 63) som en folkevise om en hest. Med udtrykket ”Forfatter” (i anførelsestegn) angiver jeg, at den foreliggende tekst kan være forfattet af såvel den oprindelige forfatter som af sangeren og af nedskriveren.

 

Bedeblak fremstilles som en ganske særlig hest. Den er en gave fra en kejserdatter til den danske konge. Omkvædet, der (når man har sunget visen), er blevet gentaget efter hver eneste strofe, understreger hestens karakter: ”Så render han rank alt under skønne jomfruer”. Bedeblak bevæger sig altså hurtigt og med holdning, og rytterne er smukke jomfruer. Kejserdatteren selv er en ”rosensblomme”. Der er således skønhed, selvbevidsthed og erotik omkring denne hest, (erotik defineret som en før-seksuel kropslig betagelse).

 

”Forfatteren” bruger figuren gradation til at understrege hestens skønhed. Gradation er en gentagelse med stigningseffekt. Havmanden bruger den, da Agnete vil forlade ham og deres børn: ”O tænk på de store og tænk på de små,/ ja tænk på det lille, som i vuggen lå” (”Agnete og havmanden”, DgF 38A, str. 27). Som regel er der tre led i gentagelsen, men i ”Bedeblak” kun to: kejserdatteren sender fem heste, Bedeblak er den smukkeste, kejserdatteren sender ni heste, Bedeblak er stadig den smukkeste.

 

Her kommer så et hul i fortællingen. ”Forfatteren” fortæller ikke, hvorfor kejserdatteren sender denne gave. Svend Grundtvig, der udgav DgF bind II i 1856, mener (s. 202), at visen er et fragment. Men ”hullet” kan også opfattes som et kunstgreb, hvorved oplysninger tilbageholdes, og der opstår et ”sort hul”, der udløser fortolknings-energi hos tilhørere/læsere. (Jeg har skrevet om folkevisernes mange litterære greb i Middelalder. Dansk litteratur, bind 2, s. 114-149). ”Forfatteren” af folkeviser bruger (i de gode viser) en tilbageholdt fortæller, der sjældent kommer med udlægninger eller vurderinger, men lader personernes følelser, tanker og hensigter fremgå af deres handlinger og replikker. Hvis hullet i visen om Bedeblak ikke er en fejl, men en litterær teknik, må tilhørere/læsere selv forestille sig, hvad kejserdatterens hensigt er: Skylder hun den danske konge en gave? Har hun politiske bagtanker? Vil hun giftes med ham? Vil hun have en affære med ham? Ved hun, at kongen er gift? Det ved tilhørere og læsere nemlig ikke på dette sted i fortællingen. Kejserdatterens handling antyder, at hun er en yderst selvstændig ung kvinde, måske enearving til et kejserrige, siden det ikke er hendes fader, der på hendes vegne sender hestene. Men ét er sikkert: Bedeblak er en yderst fornem gave.

 

Nu udvikler fortællingen sig sådan, at kejserdatteren forsvinder ud af fortællingen og ikke kommer igen. ”Forfatteren” går i gang med et nyt afsnit (str. 5-8), der udelukkende handler om Bedeblak og dens fornemme vaner. Bedeblak fremstilles ikke som en livløs tingslig gave, men som et selvstændigt levende væsen med en særdeles krævende opførsel. Der gives ingen oplysninger om, hvorfor Bedeblak er sådan. Tilhørere og læsere kan selv tænke over, om Bedeblaks kongelige vaner skal opfattes som resultat af hestens opvækst ved kejserhoffet eller som dens medfødte egenskaber. Men under alle omstændigheder svarer Bedeblaks krav til den rankhed, hvormed den ifølge omkvædet bevæger sig.

 

Næste handlingsblok (str. 9-12) viser gennem én eneste replik kongens kærlighed til Bedeblak: ”Vogt nu land og rige bedst,/ og Bedeblak ret allermest!” (str. 12). Igen bruger ”Forfatteren” en gradation: Hesten er det dyrebareste, kongen ejer, mere dyrebar end land og rige. Først nu introduceres dronningen. Hun må som kejserdatteren have en høj status, siden hun i kongens fravær kan optræde som rigsforstander.

Bemærk silkesejl og guldårer i kongens skibsudstyr; det danske hof er altså rigt og magtfuldt. Bedeblaks krav om kongelig behandling kan antyde, at hesten betragter sig selv som ligestillet.

 

Dronningen varetager ikke den betroede opgave at passe godt på Bedeblak. Hun giver den ild og gift at spise, umiddelbart efter at hun har fulgt kongen til hans skib på stranden (str. 13-14). Den destruktive og meget hurtige handling udlægges (selvfølgelig) ikke af ”forfatteren”; men der kan for tilhørere og læsere ikke være tvivl om, at dronningen skal opfattes som ond og/eller jaloux.

 

I den følgende del af fortællingen (str. 15-18) viser ”forfatteren” gennem hestens og kongens handlinger den gensidige hengivenhed mellem dem. Den dødsmærkede hest søger til stranden, hvorfra kongen er sejlet, og kongen får skibet vendt og sejler tilbage. ”Forfatteren” understreger kongens kærlighed eller hans bange anelser ved at lade ham gå i land som den første: ”Kongen tren der først på land:/ Bedeblak lå død på hviden sand” (str. 18). Den kommentarløse sammenstilling af kontrastfulde situationer er et karakteristisk greb i folkeviserne: ”Dronning Dagmar døde i liden Kirstins arm,/ der kongen red op ad stræde” (DgF 135A. Str. 15). En indledende kontrast-formel kan også bruges, når en person i folkeviserne skal have en ubehagelig besked: ”Her sidder du, konge! Drikker mjød og vin,/ Ribolt er rømt [flygtet] med datter din” (DgF 82, str. 36), ”Hil sidder I, jomfru Lucelille,/ I syr hr. Ebbe klæder;/ hr. Ebbe tjener i konningens gård,/ han spotter Eder og hæder [håner]” (DgF 354A, str. 4). Til skildringen af Bedeblaks karakter bruger ”forfatteren”, ligeledes ukommenteret, en anden modsætningsstruktur: kontrasten mellem den ranke og krævende hest i fortællingens første del, og den døende hest, der prøver at nå sin bedste ven.

 

Konges reaktion på Bedeblaks død (str. 19-21) uddyber forholdet mellem mand og hest. Stroferne 19 og 20 viser kongens sorg over, at han ikke kan oprette sjælemesse og lade kirkeklokkerne ringe for den døde Bedeblak, underforstået fordi Bedeblak er et dyr, og man ikke tillægger dyr en sjæl. Str. 20 er der gået kludder i; meningen kan være, at kongen ønsker, han kunne erklære Bedeblaks død for ”mandemord” og derved få hesten begravet i indviet jord på kirkegården. Kongens replikker er således udtryk for, at han tillægger hesten samme status som et menneske. I sidste strofe bringer ”forfatteren” fortællingens slutning: Bedeblak er død, og kongen tilgiver aldrig dronningen.

 

En vise om en hest?

Udfordringen for en læsning, der tager teksten for pålydende er følgende: Kan vi acceptere, at en folkevise handler om en hest? Er det fængende nok for os at høre om forholdet mellem et dyr og et menneske, eller må vi oversætte hesten til et menneske, før fortællingen bliver vedkommende for os? Kan vi respektere, at Bedeblak har egenskaber, som normalt er forbeholdt mennesker?

Jeg mener, det er muligt at svare ”ja” på alle spørgsmålene, men det kræver en læseteknik, der er grøn og historisk. Her kommer så en ny ”læresætning”: ”Take your time”. Hvis man haster igennem en tekst som denne, vil man sikkert ikke få meget ud af den. Man må tage sig tid og være opmærksom på alle de litterære greb, hvormed ”forfatteren” langsomt bygger hestens og kongens forhold op. Man må også indse, at der har været perioder i historien, hvor man har betragtet naturen, herunder dyr, som levende, tænkende, følende og medlevende; jf. min blog om Virgils hyrdedigte, ”Grøn overraskelse” (23.1.2021). Som eksempel kan jeg også henvise til, at Tycho Brahe (1546-1601) lod en medarbejder udarbejde nogle vejrudsigter (Astrologia 1591), hvori han fortalte, at man kan se vejrvarsler i dyrenes meget bevidste opførsel (jeg kursiverer): ”Giver uglen glad og lystig sang og lyd fra sig om aftenen, da venter hun tørvejr”,  ”da håbes hun [hønen] snart ende på regnen”, ” han [hejren] sidder sorrigfuld midt i marken”, ”da frygte de [småfuglene] for den store tilkommende kuld og frost”.

 

Hest med mere

Intet er i vejen for, at Bedeblak har en betydning ud over at være hest. Pointen i en grøn læsning er, at hesten under alle omstændigheder får lov til at være hest. Det er kun, når man slet ikke bemærker hesten eller straks oversætter den til et eller andet overført, at man læser antropocentrisk.

Er der da noget andet på spil end kongen og hesten? For min skyld må man gerne tage kejserdatteren og dronningen med og lave et seksuelt trekantsdrama ud af det. Der findes signaler i teksten, der kan pege i den retning. Der er imidlertid andre viser om Bedeblak.

 

Der findes kun én opskrift på dansk om Bedeblak, så der er ikke andre danske opfattelser at sammenligne med. Men Svend Grundtvig refererer to svenske og tre norske opskrifter, der fortæller andre historier. Den ene svenske vise tillægger Blakken (som hesten her hedder) samme fordringsfulde opførsel, men da kongen skal til Norge, vil hesten med, og da kongen tager til Island svømmer den efter. Kongen sover, da hesten ankommer, men vågner: ”Nu hører jeg lyden af min Blak”. Kongen går ud på højeloftsbroen, men da er hesten død af udmattelse: ”Var du fattig eller var du rig,/ Gud nåde den, [der] sit barn ser slig [sådan]” (min tillempede oversættelse). Blakken her er altså kongens barn, der er omskabt til hest og dør uden at blive menneske igen. I den svenske B-opskrift nægter Blakken at bære dronningen: ”Han vidste hende en troldkone være”. Resten er nogenlunde som svensk A. Af de norske versioner er en lang B-vise interessant for følgende strofer: ”Der sad tre kællinger under en sten,/ de skabte en fole [ung hest] af mandeben./ De skabte den fole og gav den navn,/ og Beierblakin så[dan] kaldte de ham”. Denne hest kommer til kongen og har de velkendte krav. Men den er også farlig; en mand udfordres til at ride på den, og hesten farer til helvedes port og derefter til himlens dør: ”Der syntes han, han havde været før”. Der følger en masse mere med, men også denne vise ender med hestens død.

 

Med disse svenske og norske viser åbner der sig helt andre lidenskaber end trekantsdramaets jalousi: mytologiske forestillinger om vidunderheste, gammel nordisk religion over for kristendom,  modermagt versus fadermagt, et barns kærlighed til sin fader, ondskabs forvrængning af et menneske, tragisk død – men under alle omstændigheder forholdet med menneske og hest.

 

Den danske vise om Bedeblak er særpræget ved, at den ikke behøver diverse former for magi. Den giver Bedeblak dens ligestillede værdighed uden at gøre den til en omskabt prins eller være blevet til ved heksekunst. Hesten Bedeblak er en hest.

 

Kilde, billede fra www.piqsels.com, https://www.piqsels.com/da/public-domain-photo-fldwy