Hvad med elverpiger?

At læse med grønne øjne

Hvad stiller man som læser op med elverpiger?

Læsestrategi: Nyd dem!

 

Hvad gør man med et univers, der strider mod ens virkelighedsopfattelse?

Læsestrategi: Lev dig ind det!

 

Hvad nu, hvis man synes, elverpigen er et symbol?

Læsestrategi: Argumentér for det.

 

Hvordan finder man ud af, hvad hun symboliserer?

Læsestrategi: Vær åben over for mulighederne og glem ikke de grønne.

 

Definitioner

Definition: Symbol: en konkret ting, der er interessant i sig selv, men også åbner for flere overførte betydninger (en elverpige).

Definition: Tegn: en konkret ting, der kun har én mening og kun er relevant i sin henvisende funktion (et stopsignal).

Definition: Symbolsk fortælling: kompleks fortælling.

Definition: Allegorisk fortælling: entydig fortælling, der skal ”oversættes” efter en-til-en-metoden. (”Lille trille lå på hylde, lille trille faldt ned fra hylde. Ingen mand i hele land lille trille hjælpe kan”. Giver kun mening, hvis ”lille trille” forstås som et æg.

Definition: ”Forfatteren”: Jeg bruger anførelsestegn, fordi en folkevise kan være digtet af en  forfatter, en sanger eller en nedskriver, eller fordi alle tre kan have medvirket.

Alle disse udtryk kan forklares på hundrede forskellige måder. Jeg bruger dem som her defineret.

 

Læsning af folkeviser

Mangetydighed er et kvalitetstegn ved de bedste folkeviser. Man ødelægger sin læseoplevelse og teksten, hvis man kun ser én betydning. En historie fra det virkelige liv:

Da min søn i 1970’erne og 1980’erne gik i folkeskole og gymnasium, udviklede han den faste overbevisning, at dansklærere ikke kan lide drenge. I alt fald kunne han ikke lide dem. Da klassen i 2.G nåede til folkeviserne, og læreren insisterede på at tolke efter firser-Freud- metoden, stod min søn helt af. Han sad og kiggede ud ad vinduet (der var jo ikke mobil dengang), mens de flittige piger skrev deres noter. Men min søn var også pragmatiker. Ved eksamenstid bad han mig om et lynkursus i ”overfortolkning”. Så fortalte jeg ham, hvad han skulle sige om ”German Gladensvend”, og han fik en fin karakter i dansk.

 

”Elverskud”

Folkevisen ”Elverskud” (DgF 47) er en af de mest kendte og mest fortolkede folkeviser. På dansk foreligger den i 7 opskrifter. Undtagen A har alle omkvædet ”Men dansen den går så let gennem lunden”, A’s omkvæd lyder: ”Hvad hjælper det vi kvider [sørger]”. Handlingen i A er kort fortalt, at hr. Oluf møder nogle dansende elverpiger, da han rider ud for at besøge sin fæstemø [forlovede]; i andre opskrifter for at indbyde til bryllup. En elverpige vil med dyre gaver lokke ham med i dansen, men han afslår; elverpigen slår og forbander ham, og han dør, netop som han kommer hjem. Familien vil gifte bruden med en af Olufs brødre, men det vil hun ikke. Hun dør af sorg, da hun ser Oluf på ligbåren.

 

For pålydende

Opskrift A er bygget op som en modsætning mellem et lokkende farligt elver-univers, (str. 2 nævner misvisende ”dværge”), og et velordnet riddermiljø. Begge miljøer er skildret med stor sans for karakteriserende detaljer. Elverpigen lokker med underfulde gaver: en hest, der kan løbe til Rom og tilbage igen på en time, en guldsadel, en usårligheds-brynje og et sværd, hvis lige ikke er set. Hun optræder som en høvisk og indbydende jomfru og er meget rig; hendes vindebroer og bænke er af guld. Hun vil kun have en enkelt dans (ikke ”bjergtage”). Først ved Olufs afvisning kommer hendes dæmoni frem.

 

Riddermiljøet er velordnet og tro mod traditioner. ”Forfatteren” har givet personerne individuelle karaktertræk. Den døende Oluf er omsorgsfuld; han beder brødrene modtage bruden godt, underforstået at en af dem må gifte sig med hende. Slægten arrangerer brylluppet sådan, at bruden først på vej til brudesengen får at vide, at Oluf er død, og at en bror kommer til hende i hans sted. Moderen snakker opmuntrende til den dødssyge Oluf (”så mangen bliver syg, de dør ikke af”, str. 22), og hun stikker bruden den nødløgn, at Oluf er på jagt og derfor ikke deltager i brylluppet (”Både med høg og så med hund,/ da er hr. Oluf i rosenslund”, str. 40). Bruden er en klog og selvstændig pige, hun spørger, hvorfor kirkeklokkerne ringer, hvorfor Oluf ikke er til stede, hun bliver krænket over, at han foretrækker jagt for hende, hun siger fra over for det arrangerede bryllup, hun kysser inderligt den døde og hun dør af sorg. En ”liden smådreng” er her, som i mange folkeviser og i ”Kejserens nye klæder”, den, der siger sandheden.

Det er et forunderligt fantasi-univers, som man kan give sig selv lov til at opleve, hvis man følger den gode, gamle læsestrategi: ”Willing suspension of disbelief” 1). Det er også et sørgeligt univers. Omkvædet ”Hvad hjælper det, vi kvider” understreger moll-tonen.

”Elverskud” er udgivernes titel. Den hentyder til forestillingen om, at pludselig død skyldes, at man er blevet skudt af elverfolk.

 

Kunst

Man kan også som læser glæde sig over en kunstner, der kan sit håndværk. DgF 47A er konstrueret med sans for både helhed og detaljer. For de læsere, der kender genren, kommer dertil gensynsglæde med de kendte formler: ”Behold du selv”, (til elverpigen str. 14), ”Min kære moder, I tager min hest,/ min kære broder, du hente mig præst” (bemærk, at Oluf siger ”I” til moderen og ”du” til broderen, str. 21), ”Sildig om aften, der røg [tusmørke] faldt på” (str. 43), ”Ret aldrig skal jeg den dag leve” (str. 48). Hertil kommer korte formler som ”under ø”, ”ganger grå”, ”liden smådreng”, ”rosenslund”, ”liljevand” og hele den særlige folkevisegrammatik, bl.a. gammel dativ-form af substantiver (”ad bjerge”), n-former af adjektiver (”hviden kind”) eller ig-former af adjektiver eller adverbier (”sildig”), efterstillet adjektiv (”ganger grå”), omvendt ordstilling (”alle gik klokker, som de var ny”), foranstillet bestemthedsform (”den jomfru”), intransitivt verbum med genstandsled (”Jeg vil ride mig”).

Der var tidligere tradition for at betragte folkeviserne som simple og amatøragtige viser, digtet af folket selv (deraf navnet). Villy Sørensen opretholder mærkeligt nok denne opfattelse: ”Den folkelige fantasi, der især adskiller sig fra den kunstneriske ved at ytre sig mindre nuanceret og mere ubehjælpsomt” (indledningen til artiklen ”Folkeviser og forlovelser” i Digtere og dænomer, 1959, 1965 udg. s. 157).

 

En naturlig forklaring

Læser man med grønne øjne, ser man, at ”Elverskud” som så mange andre folkeviser også kan opfattes som en fortælling om menneskets forhold til naturen. I et sådant perspektiv er det en speciel form for tåge, Oluf rider ind i. I fantasien kan den se ud som dansende elverpiger, men den naturlige forklaring er en anden: Ved aftenstid eller tidlig morgen kan varm luft fra jorden mødes med kold luft fra himlen, og så kan der lige over jorden opstå en mælkehvid tåge i menneskehøjde. Det er farligt at ride ind i denne yndige tåge; man kan forvilde sig og drukne i mosen. Tågen kaldes også for ”mosekonens bryg”. A-opskriften af ”Elverskud” begynder sådan:

 

Hr. Oluf rider om otte,

men lysen dag ham totte [syntes].

(DgF 47A, str. 1).

 

”Otte” er den meget tidlige morgen før solopgang; det var på det tidspunkt, munkene sang ”ottesang”. Oluf er altså forblændet af den specielle tåge. Det er halvmørkt, men det forekommer ham at være højlys dag. Han rider ind i tågen og kommer til skade eller drukner i mosen.

 

Fra og med B-opskriften fra slutningen af 1600-tallet har omkvædet til ”Elverskud” lydt sådan:

”Men dansen den går så let gennem lunden”. Dette meget kendte omkvæd kan have mange betydninger ud over, at det umiddelbart er en smuk naturskildring. Det kan i al almindelighed være et udtryk for riddermiljøets dans udenfor, i naturen. Det kan også være elverpigedans (bemærk letheden). I begge tilfælde fortsætter dansen uanset en individuel skæbne som Olufs, i første tilfælde som en optimistisk forestilling om, at livet og livsglæden går videre, i andet tilfælde som et grumt udsagn om, at naturen er ligeglad med menneskeskæbner.

 

En psykologisk forklaring

Villy Sørensen mener, at ”Elverskud” stammer fra mytisk tid, hvor dæmonerne repræsenterede ”det absolut ufortolkelige”, mens ”Harpens kraft” (DgF 40) er yngre, fordi refleksionen er sat ind, og dæmonerne fortolkes som angst for seksualiteten. Jeg er ikke overbevist om Villy Sørensens opfattelse af forskellen på de to viser; men jeg mener han han ret i, at jo mere direkte man tolker elverpiger og andre dæmoner, des yngre er visen.

Derimod mener jeg, Villy Sørensen tager fejl, når han anser ”Elverskud” som udtryk for ”det absolut ufortolkelige”, selv om der er psykologi i visen. Han skriver:

”Oluf stilles over for det absolut ufortolkelige og bukker under for det, men for hans kærlige moder og hans trofaste fæstemø er hans død det ufortolkelige; moderen forsøger at holde sandheden skjult for fæstemøen, –  da det ikke mere er muligt, volder den deres død. Elverskud rummer både et mytisk og et psykologisk drama” (Digtere og dæmoner (1959, 1965 udg. s.168). Villy Sørensen skelner således mellem Oluf (”det absolut ufortolkelige”) og moder og fæstemø (”det fortolkelige”). Jeg ser lidt anderledes på det:

 

I min tolkning forstår Oluf udmærket elverpigens seksuelle tilbud; de lyder i A-opskriften sådan:

 

”Hør I, hr. Oluf, hin blide,

hvort lyster I nu at ride?”

 

”Jeg vil ride mig under ø

og tale med min fæstemø”.

 

Den jomfru rækker hånd fra sig:

”Alt skal I først, hr. Oluf, danse hos mig”.

 

Hr. Oluf, vil I love [elske] mig,

så rige gaver da giver jeg dig”.

(DgF 47A, str. 4-7).

 

Elverpigen vil kun have en slags polterabend med Oluf (”Alt skal I først, hr. Oluf, danse hos mig”), men dens seksualitet er åbenlys (”vil I love mig”). Oluf afviser:

 

”Behold du selv alt dit guld så rød,

jeg vil hjem til min fæstemø”.

(DgF 47 A, str. 14).

 

Hr. Oluf er i A-opskriften slet ikke interesseret, men i alle de andre opskrifter har han lyst til elverpigen, men afslår af moralske grunde:

 

”Slet ikke jeg tør, og slet ikke jeg må,

I morgen da skal mit bryllup stå”.

 

De sene opskrifter fra 1800-tallet (C, D, E og F) er særdeles tydelige i deres skildring af hr. Olufs seksuelle lyster, (han hedder Ole nu), f.eks,:

 

Ridder Ole han danser med lette,

han danser dem alle trætte.

 

Hr. Oluf han danser så længe

han danser dem alle til senge.

(DgF 47C, str. 5 og 6).

 

I D-opskriften danser Ole, så han får blod i støvlerne, og moderen er udmærket klar over, at han har været hos elverpigerne. Han bortforklarer sin dødelige tilstand med, at hesten snublede over en lindegren.

 

I A-opskriften kan Oluf således forstås som en retskaffen ung mand, der ikke er interesseret i sidespring, men han er som alle andre i sin slægt traditionsbunden.

Fæstemøen er anderledes. Hun er ikke bare klog og ærekær, men også en social mønsterbryder. Hun vil ikke ind i et arrangeret fornuftsægteskab:

 

”Ret aldrig skal jeg den dag leve,

jeg skal to brødre min tro bortgive”

(DgF 47A, str. 49).

 

Fæstemøen vil gifte sig af kærlighed. Det tragiske i visen er, at den retskafne Oluf dør uden at have forstået, hvilken pige han går glip af. Han tror, han gør det så godt ved at ordne hendes forsørgelse. Han ved ikke, hvad kærlighed er. Man kan måske forstå hans død (som Villy Sørensen kalder ”meningsløs”, altså ”absolut ufortolkelig”) som en psykologisk reaktion: Oluf magter ikke at vende tilbage efter mødet med elverpigen. Selv om han ikke er faldet for hendes forførelseskunster, har alene indblikket i den dæmoniske seksualitets verden for altid ødelagt hans tilhørsforhold til det velordnede riddermiljø.

 

Hellig vandalisme

Der er et lag til i denne komplekse folkevise. Villy Sørensen er kort inde på det i Digtere og Dæmoner (1959/1965 s. 183), hvor han nævner kristendommen. En engelsk forsker 2.) har brugt udtrykket ”Hellig vandalisme” om det fænomen, at en ny religion fortrænger og ødelægger den forrige religions værdier. Den gamle nordiske religion (som vi kalder ”mytologi”) var, så vidt jeg har forstået, en naturreligion, hvor solen var den centrale guddom (jf. Solvognen), og hvor naturlige drifter har været opfattet som  – naturlige. Det er kristendommen, der har dæmoniseret dem og gjort dem til elverpiger, trolde, nøkker, havmænd og dværge.

”Elverskud” er i A-opskriften en tydelig kristen folkevise. Oluf ønsker sig præst, da han skal dø (str.  21), og dødsklokkerne ringer senere over ham ( str. 26). DgF 47A kan være digtet af en ”forfatter”, der har villet fremstille de fatale følger af seksuel lyst. Samme ”forfatter” kan have ønsket at fremme den kristne kirkes forsøg på at modarbejde tvungne ægteskaber; derfor har han (hun) fremstillet fæstemøens autentiske kærlighed som idealet.

 

Noter

1. ”Willing suspension of disbelief”. Digteren Samuel Taylor Coleridge (1772-1834) i sin Biographia literaria (1817).

 

2. Alexandra Walsham: The Reformation of the Landscape: Religion, Identity, and Memory in Early Modern Britain and Ireland, Oxford University Press 2011.

 

Kilde, billede på forside: Gratis billede fra;

https://pixabay.com/da/photos/skyer-t%c3%a5ge-%c3%b8-natur-udend%c3%b8rs-vejr-1850093/