Grøn overraskelse

Grøn overraskelse

 Det er første gang, jeg har læst en tekst, der så gennemført har naturen på det øverste plan, og på alle de andre. Virgil (70-19 f. Kr.) skrev sine hyrdedigte (Ekloger) år 40, og har således skrevet i en kultur, der ikke har kristendommen som overbygning. Det samme gælder mange andre tekster, bl.a. hele den klassiske græske og romerske litteratur, men disse hyrdedigte er noget for sig. I min sidste blog skrev jeg om Ekloge 4; her gælder det alle ti. Sekundærlitteraturen er enorm; jeg har læst et lillebitte hjørne af den. Jeg er ikke klassisk filolog og må holde mig til oversættelser. Ud fra de forudsætninger vil jeg skrive lidt om, hvad der gjorde indtryk, da jeg i efteråret første gang læste disse hyrdedigte, som jeg har lært om i litteraturhistorien, men ikke fået læst før da. Jeg læser med grønne øjne og fortæller lidt om, hvad jeg har set.

Scenen er nogle hyrder, der synger om politik, digtning og kærlighed; de kappes som regel om at være bedst. Det er sjældent, en fortæller fører ordet. Det er hyrderne selv, der drager naturen ind i alt, hvad de oplever, tænker, føler, glæder sig over, sørger over, raser over, spøger med og driller hinanden med.

Da verden blev til

I ekloge 4 bliver der skuet fremad mod en guldalder og en vidunderdreng. I ekloge 6 synger hyrden Silenus om verdens tilblivelse og en række fortidsmyter. Jeg citerer overalt efter Karen Glentes oversættelse (2013). Silenus’ sang vækker glæde:

 

For han sang om, hvorledes jordens, luftens og vandets første kim

var blevet ført sammen i det store tomme rum,

og ligeledes den flydende ild;

og hvorledes alt samledes af disse første elementer

og verdens unge kreds formedes af sig selv.

Så begyndte jorden at blive hårdere og at lukke Nereus [havmand] inde i havet

og lidt efter lidt at give tingene form.

Og om, hvorledes jorden med forbløffelse så den nye sol lyse

og regnen falde fra skyerne, der var steget op.

Da først begyndte skovene at rejse sig

og nogle få dyr at løbe omkring på de uforstående bjerge.

(6. ekloge, Glente 2013, s. 76).

 

Baggrunden for Virgils skildring er Lucrets læredigt De rerum natura om verdens tilblivelse og opbygning. Lukrets (ca. 98-55 f. Kr.) var påvirket af Epicur (341-270 f. Kr.); denne mente, at universet bestod af atomer og var blevet til gennem disses indbyrdes forbindelse, jf. i citatet ovenfor, at ”verdens unge kreds formedes af sig selv”. Bemærkelsesværdige er her udsagnene , ”at jorden med forbløffelse så den nye sol lyse”, og at de første dyr løber omkring ”på de uforstående bjerge”. Karen Glente skriver, at Silenus synger ”med en indlevelse i den stolthed og undren, den [verden] måtte føle, da den var ny og endnu ukendt for sig selv” (2013, s. 80). Naturen er i dette univers den kraft, hvoraf hele kosmos har udviklet sig. En engelsk oversætter af eklogerne, C. Day Lewis, skriver, at han sætter 6. ekloge højest: ”der er en storslået passage om Skabelsen, der minder os om, at Virgils største ambition, hvad han fortæller os i Georgia, var at blive naturfilosof” (1963, s. 8). Der er nu netop ikke tale om Skabelse, men om Tilblivelse.

Der er guder i Virgils ekloger, men om dem gælder det samme som om Lukrets, de har med Karen Glentes ord ”ingen betydning og ingen interesse for menneskene, men lever deres eget uafhængige liv” (s. 30).

 

Naturlig overnatur

Det er naturkraft, der gør, at de enkelte naturelementer kan opføre sig på måder, vi ville kalde ”overnaturlige”. Men pointen er, at alt dette netop er naturligt. Det er naturens egne kræfter, der er på spil. Derfor sker det, da Silenus synger sig sang, at man kunne ”se fauner og vilde dyr danse i takt/ og de hårde ege bevæge deres kroner” (s. 76). Derfor sker det ved profetien i ekloge 4 (jf. min blog ”Helligt, grønt, menneskeligt”), at ”alt glædes ved århundredet, der skal komme” (s. 63), og alt lever med. Når vidunderdrengen er født, vil ”vuggen af sig selv frembringe yndige blomster” (s. 61), og når guldalderen indtræffer, behøver landmanden ikke slide, for det hele vokser og gror af sig selv. Man behøver heller ikke mere farve fåreulden; den farver sig selv, der vil hænge druer på tornebusken, og der vil dryppe honning af de hårde egetræer (s. 62). Det ville man måske kalde mirakler, men et mirakel defineres som brud på naturens love. Det er det ikke her; det er et overskud, en emanation af naturkraft. Det er også vigtigt, at der, hvad Karen Glente gør opmærksom på, ikke er tale om besjæling som under romantikken. Der bliver ikke hældt nogen sjæl i naturen; den har sjæl og bevidsthed selv.

 

Samtale og samarbejde

Derfor kan menneske og natur tale sammen og arbejde sammen. Hyrderne kan sige: ”Vov jer ikke for langt frem, I får!” (s. 57), ”Også I, skove, fjern jer” (s. 109); ”kvæg gå hjem, I har græsset nok, gå hjem, hvis I har skam i livet” (s. 87). Det kan forstås som realistisk snak fra en hyrde til hans fåreflok. Men en hyrde kan bede kilderne, græsset og jordbærtræet om at holde midsommersolen borte fra kvæget” (s. 87), en anden kan lære laurbærtræet sine sange (s. 78) og en tredje kan bede vindene bære hans sang op til guderne (s. 55). Hasselbuske og bække kan anvendes som vidner (s. 68), og en fortvivlet hyrde kan bruge naturen i en selvdestruktiv adfærd: ”Jeg har sendt søndenvinden ind blandt mine blomster/ og drevet vildsvin ud i mine klare kilder” (s. 49). Mennesket kan også simpelthen forbinde sin identitet med naturen. ”Jeg er Daphnis i skovene” ønsker en til sin gravskrift (s. 69), ”Også guderne har boet i skovene” (s. 49).

Omvendt kan naturen henvende sig til mennesket: ”selv kilderne, selv disse haver kaldte på dig, Tityrus” (s, 42), ”hele lunden besynger dig” (s. 75).

Naturen viser sin deltagelse ved glædelige som ved sørgelige begivenheder. ”Selv de skovklædte bjerge kaster jubelråb mod stjernerne” (s. 70). Ved Daphnis død skete det, at ”intet firfodet dyr drak af bækken eller rørte engens græs” (s. 68), ”endog de puniske løver jamrede over din bortgang” (s. 68). Omvendt glæder naturen sig, da Dapnis efter sin død står ved Olympens tærskel: ”Da gribes skovene og det dyrkede land og Pan og hyrderne og dryaderne af fryd./ Ingen ulv tænker på at overliste fårene, intet net på at bedrage hjortene” (s. 70). Der hersker således fred mellem dyrene i glædesstunder. Ved vidunderbarnets fødsel (s. 61) vil kvæget ikke frygte løverne.

 

Naturen som målestok

Når noget skal måles, er naturen målestokken:

 

Sicilianske muser, lad os besynge noget lidt større!

Buske og lavtvoksende tamarisk [buskart] glæder ikke alle;

hvis vi synger om skove, skal skovene være en konsul værdige (s. 61).

 

Litterær kvalitet måles i natur. Letbenet litteratur kaldes for ”busk”, mens storslået litteratur er en ”skov”. Og storslået er emnet netop i 4. ekloge, nemlig profetien om den guddommelige søn, som konsul Pollio vil få.

Efter samme model kan byen Rom beskrives: ”Men denne by har rejst sit hoved lige så højt over andre byer/ som cypresserne over de bøjelige snebærbuske” (s. 42). I litterær terminologi er der tale om sammenligning. En sådan figur kan mange ting. Den kan f.eks. vise et fællesskab eller en lighed mellem forskellige elementer. Og når der hele tiden sammenlignes med det samme, nemlig noget med natur, viser det noget om sammenligningsleddets centrale status.

 

Særligt i øjnefaldende er sammenligninger med stigende vægt (gradation). Hyrderne bruger især denne figur, når de skal skildre deres kærlighedskvaler:

 

Frygtelig er ulven for staldene, regnen for de modne frugter,

stormen for træerne, for mig Amaryllis’ vrede (s. 56).

 

Den glubske løvinde jager ulven, ulven selv geden,

den lystige ged den blomstrende kløver,

Corydon dig, Alexis! Enhver drives af sin lyst (s. 49).

 

Menneske og natur gøres ligestillede. Eller som det direkte siges; ”Den samme kærlighed fortærer kvæget og kvægets herre” (s. 57). Naturen lever med i hyrdernes kærlighedskvaler: ”nu smiler alting: men hvis den smukke Alxis/ forlader disse bjerge, vil du se selv floderne tørre ud” (s. 88); ”hvis min Phyllis kommer, vil hele skoven grønnes,/ og Jupiter stige ned i rigeligt af den frugtbare regn” (s. 88).

 

Kunst og natur

Intenst forbundet er menneske og natur, når det kommer til kunst:

 

Jeg vil berette om hyrderne Damons og Alphesiboeus’ muse –

da de kappedes i sang, glemte kvæget i beundring at græsse,

losserne blev tryllebundet, og floderne ændrede deres løb og stod stille” (s. 91).

 

Som alt andet har forskningen endevendt forholdet mellem kunst og natur i Virgils ekloger. Flere har set et magtforhold, hvor civilisation står over for natur, og hvor mennesket må kæmpe sig fri. Kun i kunst kan mennesket beherske naturen. Jeg synes nu ikke, dette er fremtrædende. I citatet her er ”tryllebundet” nøgleordet. Mennesket er ikke ude på at beherske, og naturen er ikke behersket; den holder bare pause af ren og sker beundring. Naturen er musikalsk, og den tryllebindes tit. Når den gamle hyrde Askra spillede ”kunne han bringe de knejsende asketræer ned fra bjergene” (s. 77); ”Sange kan trække månen ned fra himlen”, hedder det et andet sted (s. 94). Mennesker og natur kan forenes i forventning: ”Med din snak spænder du mine forventninger endnu mere./ Og nu er hele havfladen tavs i venten på dig” (s. 103). Men diverse urter kan være farlige; af dem kan der brygges elskovsdrik og endnu farligere: ”jeg har ofte set Moeris ved hjælp af dem forvandles til ulv/ og gemme sig i skovene/, ofte har jeg set ham kalde sjælene op fra gravens dyb/ og flytte det såede korn fra en mark til en anden” (s. 95).

Der er mange nuancer, men dette univers er fuld af sang, både hyrder og natur synger: ”selv buskadset lader nu sange lyde” (s. 70).

Mange forskere lader sangen og dermed digtningen være hovedsagen i eklogerne, således Saunders 2008), der kan påvise et væld af allusioner og citater til og fra andre digtere i eklogerne. Et sådant fokus på det litterære aspekt er ifølge en forskningsoversigt fra 2008 en af de nyere hovedtrends; en anden er ideologiske undersøgelser (Volk 2008, s. 4-5). Den økologiske retning er i 2008 ikke slået igennem som en hovedtrend.

 

Besværgelser

Ved forskellige lejligheder kommer hyrderne med besværgelser, løfter, gåder, ordlege, og hver gang bruger de naturen i deres ordmagi. Tityrus kunne have sagt: ”Jeg vil aldrig glemme ham”, men i stedet inddrager han naturen og siger bl.a.: ”Før vil letfodede hjorte græsse i luften/ og havets bølger efterlade fiskene nøgne på bredden […] end hans ansigtstræk udslettes fra mit hjerte” (s. 43). Menalcas kunne nøjes med ”altid”, men mere overbevisende lyder det: ”Så længe vildsvinet elsker bjergenes toppe, og fisken flodernes vand,/ så længe bierne lever af timian og cikaderne af dug,/ vil din kult, dit navn, din pris altid findes” (s. 70). Umuligheder kan udtrykkes således: ”Lad nu ulven af sig selv flygte for lammene,/ lad de hårde ege bære gyldne æbler, elletræet blomstre med narcisser/, tamarisken svede den fede rav af sin bark,/ og lad ugler kappes med svaner” (s. 93), ”og lad ham tillige bruge ræve som forspand og malke bukke” (s. 56).

En gåde kan lyde: ”Sig, i hvilke egne […] himmelrummet ikke strækker sig videre end tre alen” (s. 57). Karen Glente giver i sin kommentar svaret: ”udsigten fra bunden af en brønd giver tre alen himmel” (s. 60). Jeg kender sådanne besværgelser og gåder fra eddadigte, folkeviser og eventyr. Men de var altså også hos Virgils hyrder.

 

Realisme

Det mest overraskende er hverdagen. Senere hyrdedigtere, der har efterlignet Virgil, er blevet beskyldt for at lave glansbilleder. Ofte med rette. Nogle mener også, at Virgil selv præsenterer søndagshyrder i konstrueret idyl. Det er ikke min opfattelse, heller ikke C. Day Lewis. Han skriver i forordet til sin oversættelse, at hyrdedigtning i dag betragtes som en meget kunstig digtning, som mangler oprigtighed, men:

 

Virgil var ikke en hofdigter eller en byboer med romantiske ”eskapistiske” ideer om det enkle liv på landet. Han var selv landmand, født på en gård nær ved Mantua, og levede selv senere et tilbagetrukket liv i Syditalien. Hans sympati med naturen er en landmands sympati, baseret på erfaring, ikke på idealiserende ønsketænkning (Lewis 1963, s. 7).

 

Det er her ligegyldigt, om Virgils realisme udgør en faktuel beskrivelse af hyrdeliv omkring 40 f. Kr., eller han selv producerer et billede af livet på landet. Hovedsagen er, at læseren får en række små glimt, der tilsammen giver et realistisk miljø. Eksemplerne er talrige. Her er et par af dem. Hyrden Corydon synger, mens han går i kærlighedstanker:

 

Nu søger kvæget den kølige skygge, nu skjuler tjørnehækken de grønne firben,

og Thestylis knuser duftende urter, hvidløg og timian, til høstfolkene,

der er udmattede af den fortærende hede;

men mens jeg vandrer i dine [den elskeskedes] spor under den brændende sol,

lyder fra krattet kun de hæse cikader.

(Ekloge 2, Glente 2013, s. 47).

 

Det er detaljerne, der skaber den troværdige helhed. Her er de samlet; men i eklogerne forekommer en masse spredte detaljer om hyrdernes liv, der tilsammen støtter den overbevisende hverdagsskildring. Corydon vil lokke den unge Alexis til sig og tilbyder ham udover en fløjte også ”to vilde gedekid, som jeg har fundet i en ikke ufarlig dal,/ deres skind har endnu hvide pletter” (s. 48). Corydon har åbenbart snuppet nogle hjemløse gedekid; pletterne på deres skind kan ses som en detalje, der gør helheden troværdig (”det uendeligt små i det uendeligt store”, som Georg Brandes sagde). En anden hyrde bebrejder Corydon, at han kun har kærlighed i hovedet, kun er halvt færdig med at beskære sine vinstokke og ikke laver noget nyttigt som at flette ”noget af vidjer og bløde siv” (s. 49). Hverdagsmad ser man i Tityrus replik: ”Du kunne dog blive her i nat og hvile ud på et leje af grønt løv;/ jeg har modne æbler, bløde kastanjer og masser af skørost” (s. 44). Et erindringsglimt kan se sådan ud: ”Jeg så dig, da du som lille pige med din mor samlede dugvåde æbler i vor indhegning […] Jeg gik allerede i mit trettende år, /kunne allerede nå de spinkle grene fra jorden” (s. 92). Læseren får også at vide, at der er forskel på fløjter, en rigtig er ”sat sammen med voks af flere rør” (s. 52), at man driver kid med en hibiscusstængel (s. 48), at man skal beskytte sarte myrteplanter mod kulden (s. 85), at de afvænnede lam skal lukkes inde (s. 85), at man skal finde en afløser til at passe de græssende kid, mens man spiller og synger (s. 67), at gevinsten til den vindende sanger udgøres af naturalier, f.eks. et ”vilsvinehoved med strittende børster, ”en fuldvoksen hjorts forgrenede gevir” (s. 86).

 

Mælk er et centralt element i dette univers. Det kunne der skrives en hel afhandling om. Mælk er tegn på frugtbarhed, sundhed og livskvalitet og optræder utallige steder. Man kan være ”rig på kvæg og på snehvid mælk” (s. 47), en god malkeko kan være præmien i en sangerdyst: ”to gange om dagen kommer den til mælkespanden, to små ernærer den ved sit yver” (s. 53). En uopmærksom ejer kan opleve, at mens han er fraværende ”malker en fremmed vogter fårene to gange i timen,/ udsuger dyrene og unddrager lammene deres mæl” (s. 51). Mælk er en fornem offergave: ”To bægre med skummende frisk mælk/ og to krukker fed olivenolie vil jeg stille dér til dig [Daphnis] hvert år” (s. 70).

 

Det er også karakteristisk, at Virgil lader hyrderne bruge omskrivninger, der understreger naturbilledet. De siger ikke ”nu bliver det snart nat”, men ”fra hustagene i det fjerne stiger røgen allerede op,/ og skyggerne fra de høje bjerge bliver længere” (s. 44), og bogens slutord: ”Gå, geder, gå mætte hjem! Aftenstjernen stiger” (s. 109).

Det er tydeligt, at Virgil giver plads for æstetik i sit hverdagsunivers. Hør her, hvordan en hyrde skaber stemning for sang:

 

Så syng da her, hvor vi har sat os i det bløde græs,

Nu spirer kornet på alle marker, nu blomstrer alle træer.

Nu grønnes skovene, nu er året smukkest.

(Ekloge 3, Glente 2013, s. 54).

 

Politisk realisme

Eklogerne er imidlertid komplekse. Virgil giver også plads for politisk og social realisme. Det ses allerede i første ekloge i samtalen mellem slaven Tityrus og den frie bonde Meliboeus. Slaven kan blive tilbage i sit kære vante hyrdeliv, mens bonden bliver tvangsforflyttet for at give plads til krigsveteraner. Det giver baggrund for Meliboeus’ klager. I dem indgår kærlighed til den natur og det landliv, han nu må forlade; han frygter oven i købet at blive deporteret til et andet land:

 

Mon jeg nogensinde om mange år vil genfinde fædrelandet,

og dér efter en tid se ud over mit rige: en fattig hytte med tag af græstørv,

og glæde mig over nogle aks.

En gudløs soldat vil få den jord, som jeg har opdyrket,

en barbar dette korn.

(Ekloge 1, Glente s. 44).

 

I Jens Christian Grøndahl Dage som græs (2020) har den unge oprører taget sin fars Bucolica (et andet navn for Virgils hyrdedigte) med ud i skoven, og til fordel for bådflygtningene fra Afrika maler han på et skilt slagordet: ”VORES KORN TIL BARBARERNE” (s. 116, se min blog ”At læse med grønne øjne”, 29.11. 2020).

I drømmen (4. ekloge) om vidunderdrengen og en ny guldalder ser hyrderne en løsning på alle de kvaler, borgerkrigen efter mordet på Cæsar medførte. På det sociale niveau opstår i eklogerne det mærkelige forhold, at det er slaven, der føler sig fri, fordi han kan blive hos ”sine” får og geder.

Slutning

Virgils ekloger har givet mig både overraskelse og glæde. Jeg har læst med grønne øjne og samlet de spredte træk til et helhedsbillede. Den gode læseoplevelse forstærkes af Karen Glentes oversættelse. Hendes kommentarer viser, at hun har et vågent øje for samspillet mellem natur og kunst i eklogerne.

Som jeg viste i min forrige blog, har evangelisten Lukas flere temaer, som han kan have overtaget fra Virgil eller fra fælles kilder: Det guddommelige barn, hyrderne, jomfruen, profetien.

Men én ting ”glemte” Lukas at få med.

 

Henvisninger

I sekundærlitteraturen skriver man snart Virgil, snart Vergil.

Glente, Katren: Vergils hyrdedigte. En oversættelse og en læsning af Karen Glente, Multivers

Klassiker, København 2013.

Leach, Eleanor Winsor: Vergil’s Eclogues. Landscapes of Experience, Cornell University Press,

Ithaca og London 1974.

Lewis, C. Day: The Eclogues of Virgil, translated by C. Day Lewis, Jonathan Cape, Thirty Bedford

Square, London 1963.

Saunders: Buccolic Ecology. Virgil’s Eclogues and the Environmental Literary Tradition,

Duckworth, London 2008.

Volk, Katharina: ”Introduction: Scolarly Apperoaches to the Eclogues since the 1970s”, i Katharina

 

Kilde, billede: Pixabay, Natur Kvinder Hyrde – Gratis foto på Pixabay