Ordet ”ecojustice” (økologisk retfærdighed) skal være opstået i 1970’erne. Begrebets hovedprincip er overbevisningen om, at ikke-menneskelige livsformer har en værdi, der er uafhængig af menneskers behov for dem.
Selma Lagerlöf
Selma Lagerlöf (1858-1940) kendte ikke begrebet ecojustice, men hun brugte det diskret. Økokritkere har for længst læst Gösta Berlings saga (1890) og Niels Holgersens vidunderlige rejse (1906-1907) med grønne øjne. Jeg vil i det følgende se på nogle af Selma Lagerlöfs julefortællinger med særligt henblik på begrebet ecojustice.
Gudsfreden (1898)
Den højt respekterede storbonde Ingmar Ingmarson går juleaftensdag i skoven efter friske birkeris
til badstuen, hvad ingen andre på den store gård har tid til. Han overfaldes af en voldsom snestorm og farer vild. Med mellemrum må han hvile sig. Da trøster han sig med at tænke på alle detaljer i den storstilede begravelse, han vil få. Provsten vil oplæse hans hæderværdige levned i kirken, der vil være sølvplade på kisten, forberedelserne til gravøllet vil tage uger, og et mægtigt ligtog vil følge ham til kirken. Ingmar Ingmarson rejser sig igen og igen i snestormen, men til sidst falder han i en bunke grene og synker derfra lige ned i en bjørnehule. Bjørnen snuser til ham, men lader ham være, og han sover lunt og godt. Midt under den fortsatte eftersøgning næste dag kommer Ingmar Ingmarson uskadt hjem. Han foranstalter straks en stor bjørnejagt og drager til skovs med sine sønner. Sidst på dagen kommer den ældste søn hjem og meddeler, at faderen er død. Bjørnen kom farende ud af sin hule, stilede direkte mod ham, slog ham til jorden og forsvandt ind i skoven. Hustruen og sønnen går til provsten og bestiller en simpel hverdagsbegravelse uden nogen form for pragt, ingen levnedsbeskrivelse, ingen sølvplade, intet gravøl, intet ligfølge.
Realistisk set er det en novelle om juleforberedelser og en gammel storbondes uforsigtighed. På det religiøse niveau handler fortællingen om synd og straf. Den gamle hustru læser i Bibelen om den barmhjertige samaritan, mens mændene går på bjørnejagt i skoven, og det er hende, der over for provsten formulerer ønsket om den ydmyge begravelse som en slags bod fra de efterladtes side: ”Men om julen har Gud sat fred mellem dyr og mennesker, og det stakkels dyr holdt Guds
bud, men vi brød det, og derfor er vi nu under Guds straf”.
Oven i disse niveauer løber en fortælling om ecojustice. Ingmar Ingmarson følger den gammeltestamentlige opfattelse, at mennesket skal herske over andre levende væsener og regere verden efter sine behov: ”Thi det er jo så, at bjørnen er det en mands pligt at fælde, hvor og når han træffer den. Det kan ikke gå an at spare en bjørn; thi før eller senere får den dog smag på kød, og da sparer den hverken dyr eller mennesker”. Det fortælles også, at Ingmar Ingmarson i sine yngre dage har sat snarer op for dyrene og fældet løs i skoven. Efter den gamle lov handler han i ét og alt ret og rimeligt. Men bjørnen følger en anden lov. Den er ikke sendt af nogen og giver af egen drift Ingmar Ingmarson det dræbende slag. Naturen selv sørger for ecojustice. Dette kan kombineres med skildringen af snestormen: ”På samme tid var vinden endelig blevet færdig med det, den hele dagen havde arbejdet på. Den havde revet sneen løs fra skyerne, og nu kom den farende op igennem skoven med et langt slæb af sne efter sig”.
Selma Lagerlöf har personificeret stormen og derved givet naturen selvstændighed. I en anden passage ser stormen ud til bevidst at drille: ”Ingmar Ingmarson havde lige bukket sig ned mod jorden og skåret et birkeskud af, da vinden kom farende fuldt ladet med sne. I samme øjeblik den gamle rejste sig op, blæste vinden en hel dynge sne i ansigtet på ham”.
Der er den særlige pointe ved denne fortælling, at Gud ifølge juleevangeliet (Luk 2,14) ikke har sat fred mellem dyr og mennesker julenat, kun mellem mennesker. Esajas (11) har en profeti om fred mellem dyr og mennesker; men den handler ikke om julen. Jeg har ledt og søgt efter Selma Lagerlöfs kilde til ændringen og også spurgt teologer. Vi har ikke fundet den. Derimod har professor i teologi Carsten Bach-Nielsen venligt
oplyst mig om, at der ifølge Jyske Lov (1241) og Skånske Lov (mellem 1202 og 1216) var stærkt forhøjede straffe for mord, overfald, røveri m.m. i julen. Der står ikke noget om dyr. (Bach-Nielsen henviser til Ellekilde 1943, s. 152-154).
Foreløbig vil jeg derfor lade Selma Lagerlöf selv have opfundet den særlige ecojustice for julenat, som bjørnen følger i ”Gudsfreden”.
Legenden om juleroserne (1905)
Handling: Røvermor ser en dag sit snit til at smutte igennem den åbne klosterport til Abbed Hans’ berømte klosterhave. En lægbroder vil jage hende væk, men den gamle abbed kommer til og viser stolt rundt. Røvermor er interesseret, men hævder at hun kender en langt smukkere have, nemlig den der hver julenat blomstrer op i skoven. Lægbroderen tror ikke på det, men abbeden aftaler med Røvermor, at han vil komme juleaften for selv at se. Til aftalt tid rider han af sted med den uvillige lægbroder; en røverdreng viser dem til røverhulen, hvor de hviler ud til midnat. Da de bliver ført ud i skoven, er der stadig dyb sne og mørk nat, men langsomt kommer lys og varme, den dejligste have blomstrer frem, og dyr og fugle leger med deres unger. Det bliver skønnere og skønnere, himmelsk lyd og engle er på vej ned, og abbeden er henrykt. Men lægbroderen opfatter det hele som et blændværk lavet af Satan, og da en due sætter sig på hans skulder, beder han den om at gå ad helvede til. Straks forsvinder al herligheden, og den gamle abbed falder død om af sorg.
Retfærdigheden har mange niveauer i denne fortælling. Overordnet er der tale om en kollektiv guddommelig straf for lægbroderens vantro. Julehaven forsvinder. (Selma Lagerlöf har også i romanen Antikrists mirakler (1897) behandlet det tema, at det kan være svært at se forskel på Kristus og Antikrist). Men der er i ”Legenden om juleroserne” også en kristelig forløsning. Abbeden har i sin dødsstund grebet om en julerose; den bringes til hans have i klostret og vokser og blomstrer. Sin vane tro har Selma Lagerlöf indlagt en pagt: Biskop Absalon har lovet abbeden, at Røverfar vil få frihedsbrev (han er dømt fredløs), hvis abbeden kan skaffe ham en blomst fra julehaven. Julerosen skaffer hele røverfamilien frihed, og lægbroderen lever resten af sit liv som eremit i den forladte røverhule. Det er et vigtigt retfærdighedsprincip i fortællingen, at det er røvere, julehaven viser sig for, og disse bliver genindsat i det menneskelige samfund, en parallel til, at Jesus på korset lovede den gode røver en plads i paradis. Især Røvermor er skildret som den værdige synder. Hun er stor og stærk og grov, lader sig ikke anfægte og intet byde, men hun har hjertet på rette sted. Det viser sig bl.a. i en lille detalje, da abbeden og lægbroderen ankommer til hulen: ” Kom ind, I derude!”, råbte Røvermor uden at rejse sig. ”Og tag hestene med ind, at de ikke skal omkomme i nattekulden” (min kursivering).
Skildringen af julehaven er den mest udførlige, jeg kender, af utopien om fred mellem dyr og mennesker. I Selma Lagerlöf udformning bliver den som i ”Gudsfreden” henlagt til julenat. Røverbørnene leger med harrekillinger, løber om kap med krageunger, snor en hugorm om hals og arm. Røverfar driller godmodigt en bjørn, og en ræv napper Røvermor i kjolen for at vise hende sine unger. Omkring dem flokkes fugle og dyr, korsnæb hopper om på træernes grene, flagspætten hakker på en træstamme, en flok stære, der kommer sydfra, slår sig ned i en grantop for at hvile, vildgæs og traner synger højt oppe i luften, bogfinkerne bygger rede, og egernunger leger mellem grenene. Rundt om det hele vokser yndige blomster frem, lys- og varmebølger skyller gennem skoven, og englene er på vej. Det ”grønne” perspektiv forstærkes af, at det er en skov, Selma Lagerlöf har valgt som det visuelle sted for utopiens udfoldelse, hun kunne have taget en kirke, et rådhus, en markedsplads eller en kostald.
”Legenden om juleroserne” er i 2016 genudgivet med smukke illustrationer af Esben Hanefelt Kristensen.
Flugten til Ægypten (fra Kristuslegender 1904)
En lille familie er på flugt til Ægypten; de flygter fra Herodes, der vil dræbe alle jødiske drengebørn under to år for at undgå, at der – som profeteret – vokser en konkurrerende konge op. Familien er kommet af sted over hals og hoved og har hverken mad eller drikke med. Faderen og moderen fortvivler, men barnet beder en stor dadelpalme bøje sig, så de kan spise af dens frugter. Selma Lagerlöf giver ikke familien navn, men den er let at genkende. Det særlige ved fortællingen er, at fortælleren det meste af vejen træder tilbage og lader palmen fortælle. Læseren overraskes straks i andet afsnit ved denne konstruktion, der begynder således:
”Som nu denne store palme stod i sin ensomhed og skuede ud over ørkenen, fik den en dag øje på noget, der bragte dens vældige bladkrone til forundret at vugge frem og tilbage på den smalle stamme. Ude ved ørkengrænsen kom to ensomme mennesker vandrende. De var endnu i den afstand, hvor kameler ikke ser større ud end myrer, men det var ganske sikkert to mennesker. To, der var fremmede i ørkenen – thi palmen kendte ørkenfolket – en mand og en kvinde, der hverken havde vejviser eller lastdyr eller telt eller vandsæk.
”Sandelig”, sagde palmen til sig selv, ”disse to er kommen hid for at dø” (mine kursiveringer; palmen ser først barnet, da familien er kommet nærmere).
Selma Lagerlöf bruger her personifikation, den teknik som fra tidernes morgen er blevet brugt til at få den ikke-menneskelige natur til at optræde som fortællingens aktive instans. Hun lader også palmen, som mennesker gør det, tage fejl i store eksistentielle spørgsmål (jf. Ingmar Ingmarson i ”Gudsfreden”). Palmen mærker fortællingen igennem en underlig bevægelse i sine blade og forstår den som et varsel om de tre menneskers død. Effektfuldt lader Selma Lagerlöf bevægelsen variere og stige, den starter som en susen og ender som en orkan. Først til sidst forstår palmen, hvem der spilles dødsmelodi for: ”Det er ikke for nogen af disse mennesker”.
Selma Lagerlöf har sat et andet af sine litterære greb i spil: kontrakten, pagten, vilkåret, eller hvad man nu vil kalde det. Palmen, der er over tusind år gammel og så høj, at den kan overskue hele ørkenen, husker på, at det var Dronningen af Saba, der lagde den dadelkerne, hvorfra den er vokset op. Hun vædede den med sine tårer, da hun skiltes fra Kong Salomon for at drage tilbage til sit eget rige. Hun udtalte, at palmen ikke ville dø, før den så en konge større end Salomon. Palmen og alle ørkenfarere tror derfor, at palmen ikke kan dø.
Jeg har tidligt i min barndom fået denne fortælling læst højt, og jeg husker, hvordan jeg løb rundt i haven og klappede på træerne for at få dem til at bøje sig. Siden har jeg læst fortællingen flere gange, men først nu ser jeg, at ikke Jesusbarnet, men palmen kan være fortællingens hovedperson.
Hvorfor skal den dø? Dens krone er visnet, næste gang nogle ørkenfarere kommer forbi.
Flere af elementerne i denne fortælling har Selma Lagerlöf taget fra Jesu Barndoms Bog (en mirakelsamling fra første århundrede e.Kr.): flugten til Ægypten, løver og røvere, der ikke angriber den lille familie, den truende sultedød, Jesusbarnet der får et frugttræ til at bøje sig. Men palmen, Kong Salomon og Dronningen af Saba er ikke med i Jesu Barndoms Bog. Om dem fortælles i Bibelens Første Kongebog 10, 1-13; men der er ingen palme og ingen kærlighedshistorie.
Hvad opnår Selma Lagerlöf ved at kombinere de to fortællinger og selv digte lidt til?
Et forslag kunne være, at understrege, at Gud har magt over naturen. Man kan også palmen som
repræsentant for den kultur, der går under med kristendommens komme. En passage i fortællingen kunne underbygge det:
”Men hvad var dette, hvad var dog dette? Palmebladene susede, som om en orkan for igennem dem, og der gik gysen på gysen gennem den høje stamme. Og palmen følte, at den lille havde magten. Den kunne ikke modstå ham”.
Eksemplet viser, hvad det er, ecocriticism kan. Den kan åbne nye perspektiver, når den flytter naturen fra opmærksomhedens udkant til dens centrum. Den barnligt blide Kristus-legende viser sig da at indeholde elementer, der kan forstås som kommentar til et kulturskifte, eller ligefrem som kristendomskritik.
HENVISNINGER
Primærlitteratur
Lagerlöf, Selma: ”Gudsfreden” (1898) og ”Flugten til Ægypten” (Fra Kristuslegender 1904) er citeret fra Legender og Fortællinger I, dansk oversættelse ved Elisabet Grundtvig og Ida Falbe-Hansen, Det nordiske Forlag, København 1899. ”Legenden om juleroserne” (1905) er citeret fra samme udgave II.
Sekundærlitteratur
Burbery, Timothy, J.: ”Ecocriticism and Christian Literary Scholarship”, i Christianity and Literature 2012, Volume 61.2, s. 189-214.
Clark, Timothy: Literature and the Envirronment, Cambridge University Press, 2011.
Ellekilde, Hans: ”Vor danske Jul gennem Tiderne”, Gad, København 1943.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!