(At læse med grønne øjne)
Harpens kraft (DgF 40)
”Harpens kraft” står centralt i Villy Sørensens artikel om ”Folkeviser og forlovelser”. I visen frygter bruden Blidebro, som hun skal ride over ved sit bryllup. Om denne bro skriver Villy Sørensen: ”[D]en mystiske bro som han [trolden] skjuler sig under kan bedst betragtes som overgangen fra en tilstand til en anden, fra ugift stand til ægtestand. Og denne overgang er ikke så blid som broens navn – Blidebro – kunne lade formode” (1965-udg. s. 165). Om trolde og elverpiger skriver Villy Sørensen: ”Dæmonerne lurer ikke på mennesket i tide og utide, de træder først frem når det står i en særlig, kritisk situation – ”forlovelsessituationen” (s. st. s. 164). Læst i dette perspektiv handler ”Harpens kraft” om en ung kvinde, der er angst for seksualiteten. Hendes brudgom, hr. Vellemand, prøver ved forskellige foranstaltninger at berolige hende, først da han griber til noget personligt, at spille harpe, lykkes det ham.
Realt og overført
I en symbolsk tekst er der to niveauer, et realt og et overført. Det reale niveau udgøres af det, der står i teksten, og det behøver ikke at være realistisk. Læseren kommer til det overførte niveau gennem associationer; disse udløses som regel gennem signaler i teksten. I ”Harpens kraft” tales om ”brud” og bryllup”, og ud fra disse signaler giver det mening at tolke teksten som en fortælling om angsten for at gå fra ”ugift stand til ægtestand”.
I tekster af litterær kvalitet har begge niveauer imidlertid deres egenværdi, og det reale niveau er ikke bare noget, man kan springe over. Det gør Villy Sørensen, når han skriver, at brudens angst for Blidebro er ”uden rimelig grund” (s. 164). Det ser jeg anderledes på.
Jeg tager udgangspunkt i DgF 40A. Teksten er let tilgængelig på google og gengives derfor ikke her. Dog skal man være opmærksom på, at opskrift A’s mellemkvæd og omkvæd i de fleste tilfælde er erstattet med B’s. A´s eget mellemkvæd lyder: ”Så grøn er alle de løv”, og omkvædet er ”Med runer så skulle man gille [bejle]”. A´s mellemkvæd kan passes ind i sammenhængen, men omkvædet med runer er tydeligt en fejlplacering.
Destruktivt vand
På tekstens reale plan er bruden bange for at drukne. I nogle versioner siger hun det direkte: ”Jeg græder mere for Blide Bro:/ der druknede mine søstre to” (40B, str. 6, 40D, str. 5; 40C, str. 7). Vandet kaldes i A for ”striden strøm”; i C ser Vellemand sin brud ligge på ”havsens bund” (str. 13), og trolden kaldes ”havtrold”. Da bruden i A-opskriften er faldet i vandet, kommer denne strofe:
”Jomfru rakt’ op sin hvide hand [hånd]:
”Min ædelig Herre, hjælper mig til land!” (str. 19).
Vandet er altså så dybt og bredt, at bruden hverken kan vade eller svømme ind, og Vellemands 212 riddere og svende kan heller ikke stille noget op. Vandet er ikke til at spøge med. Trolden kan forstås som en personifikation af de destruktive vandmasser. Det viser sig, at han er ligeglad med pigerne. Han søger kun magt:
Hr. Vellemand, Vellemand, tag din Mø!
Du lad mig selv volde [herske over] mit vand under ø (str. 30).
DgF 40D præsenterer trolden i ynkelig afmagt: ”og trolden lå på vandet og græd” (str. 17). Trolden kan minde om den Leviathan, der i Det gamle testamente holdt til i urhavet og kæmpede med Gud om herredømmet. Der er al mulig grund til at frygte dette vand.
Det kan nævnes, at farefuldt vand er et motiv i mange folkeviser, og druknedøden forekommer ofte, f.eks. ”Alle da sank de kongens mænd/ neder for striden strøm” (DgF 88A, str. 6). Bemærk, at ”striden strøm” synes at være en genkommende formel. Skibsforlis kan skildres sådan:
Den første bølge, den havfrue kaste på [skibet],
synder da gik både sejl og rå.
Den anden bølge, den havfru skød,’
silkesejl i havet flød ( DgF 43 str. 10 og str. 11).
Trolde og havfolk kan i de nævnte eksempler ses som negative personifikationer af vandets kraft. Personifikationerne kan engang have været positive. I alt fald kan man i DgF 69, ”Kæmperne på Dovrefjeld”, se naturkræfternes repræsentanter omtalt som kæmper; der er 12 i alt:
Den første han kunne vende vejret med sin hand [hånd],/
Den anden han kunne stille det rindende vand.
Det bør noteres, at de negative vand-personifikationer kan tillægges erotisk kraft, således f.eks. i ”Agnete og havmanden” (DgF 38) og ”Nøkkens svig” (DgF 39). Mennesker kan blive ”vand-tagne”, lige som de kan blive bjergtagne. (Herom en anden gang). Anlægger man det perspektiv på ”Harpens kraft”, er bruden ikke bange for trolden, men tiltrukket af hans dæmoniske seksualitet. Jeg ser nu ingen signaler i teksten pege i den retning.
Orpheus
”Harpens kraft” indledes i DgF 40A med en samtale mellem brud og brudgom. Hun græder; han spørger, om der er noget i vejen med ham. Det benægter hun. Denne samtale signalerer, at visen ikke handler om problemer mellem mennesker, men om magtbalancen mellem menneske og natur. Naturen har destruktiv magt, men visens pointe er, at mennesket kan beherske og tryllebinde den:
Han legte [spillede] alt så liste [med kunst, med forstand],
der rørtes ikke fugl på kviste.
Han slog harpen så såre,
det hørtes over alle de gårde,
Barken sprak ud af egetræ,
og hornet af det bøvendes fæ [brølende kvæg].
Barlen sprak ud af birke,
og knappen ud af Marikirke.
Så slog han harpen af harme,
sin brud ud af troldens arme.
Så slog han harpen til bunde,
den trold mått’ op fra grunde.
(DgF 40A, str. 21-26).
Vellemands beherskelse af naturen har flere facetter. Han tilintetgør den negative naturkraft, han får den positive til at lytte eller til at gå ud af sin vanlige form. Rundt omkring i folkeviserne findes sådanne strofer om beherskelse og tryllebinding af naturen. I ”Elverhøj” (DgF 46A) tryllebinder en elverpige vandet med sin sang:
De stride strømme de stilledes derved,/
som før var vant at rinde:
den lille små fisk i den salte slet [hav],
han stilledes alt med sin finde (str. 7).
Ingen steder passer sådanne strofer om menneskemagt så godt som i ”Harpens kraft”. Det er umiddelbart betagende strofer, men de er også kulturelt ladede tekststumper, som giver ekstra dimensioner til de lyttere og læsere, som genkender dem. Til Vellemand og hans harpespil har folkevisens forfatter lånt to centrale træk fra sagnskikkelsen Orpheus i græsk mytologi. Med sit vidunderlige lyrespil kunne han tæmme vilde dyr, få bjerge og træer til at danse og floder til at stoppe deres løb. Hans unge hustru Eurydike blev stukket af en slange og døde. I sin fortvivlelse opsøgte Orpheus underverdenen for at få hende tilbage. Dødsguden Hades blev så charmeret af hans spil, at han gav Orpheus lov til at føre Eurydike op igen til livet og verden – på den ene betingelse, at han ikke vendte sig om undervejs. Det gjorde han selvfølgelig, og Eurydike forsvandt for evigt ned i de dødes rige.
Orpheus spiller med i ”Harpens kraft”. Derved kommer også folkevisens happy ending til at træde stærkere frem. For Vellemand stilles ingen betingelser for at tilbageerobre den elskede. Hans beherskelse af natur og død er absolut.
Poetisk rasen
Vellemand slår harpen ”af harme”. Det kan betyde, at han er vred, men det kan også være udtryk for det klassiske begreb furor poeticus, digterisk rasen, poetisk galskab, dvs. en kunstnerisk kraft af umådelig styrke. En sådan har Orpheus og folkevisens Vellemand. Man kunne tillægge denne rasen en guddommelig indflydelse eller inspiration. Det fremgår ikke klart, om Vellemand har en sådan inspiration. Gud hjælper ham ganske vist, men det er med at dræbe trolden: ”Hr. Vellemand han sit sværd uddrog,/ Gud hjalp hannem, det han trolden i stykker hug” (str. 31). Også i musik kan en kunstnerisk rasen forekomme. Odysseus stopper sine mænds øren til og lader sig selv binde til masten, da de sejler forbi sirenerne, der gør sømænd vanvittige med deres sang, så de drukner. En lignende forestilling findes om Lorelei, en undersøisk klippe i Rhinen, der i folketroen blev til en lokkende kvindes sang. Saxo fortæller om ”en mester i toneleg”, der kommer til Erik Ejegods kongsgård. Musikeren hævder, ”at strengeleg kunne hidse mænd til afsindig vildskab; så mægtig var den kraft der boede i harpen, at hver den, der stod hos og hørte dens klang, blev helt ude af sig selv.” Trods alle sikkerhedsforanstaltninger bliver kongen så rasende af at høre musikken, at han slår fire mænd ihjel” (Jørgen Olriks oversættelse 1908, bog III, s. 88f).
I ”Harpens kraft” sættes menneskets magt over naturen så at sige på prøve. Vellemand forsøger sig først med håndværk og får bygget en bredere bro. Det hjælper ikke. Læg mærke til den fine detalje: ”Hendes ganger blev skred med femten søm,/ neder sank den jomfru for striden strøm” (str. 15). En hest skal have i alt seksten søm i sine sko. Et søm er altså tabt eller aldrig sat i. Ren menneskestyrke duer heller ikke, 200 svende og 12 riddere kan ikke beskytte bruden. Men harpen kan. ”Harpens kraft” giver sit bidrag til en lang og fortløbende diskussion fra antikken og langt op i tiden om menneskelig kreativitet (techne på græsk) og dets magt i forhold til naturkræfterne. Om det har blandt mange andre den tyske filosof Hans Blumenberg (1920-1996) skrevet et klogt og informativt kapitel: ”Imitation of Nature: Toward a Prehistory of the Idea of the Creative Being” (i bogen History, Metaphors, Fables,1957, genudgivet 2020).
”Harpens kraft” kan læses som en folkevise om seksualangst. Men den lukker op for langt flere tolkninger.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!