Der er ca.100 år mellem Virgils hyrdedigte og Lukas-evangeliet. De to tekster har da også nogle fælles temaer, ikke mindst forestillingen om et guddommeligt barn, der vil indlede nye og bedre tider.
Alligevel er Lukas-evangeliet noget helt andet. Et paradigme-skift har fundet sted. Skaberkraften, udviklingskraften, livskraften placeres ikke længere i naturen, men i den kristne Gud. Min hensigt er ikke at komme med en teologisk analyse af Lukas-evangeliet, heller ikke en udtømmende litterær analyse. Jeg vil læse blot læse grønt og undersøge, hvad man ad den vej kan få at se.
Natur som stedsbetegnelse
”I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt” (2,8); ” Engang da Jesus stod ved Genesarat Sø” (5,1); ”og ført af Ånden var han ude i ørkenen i 40 dage” (4,2), ”Jesus kom forbi nogle kornmarker” (6,1); ”I de dage gik han engang op på bjerget for at bede” (6,12); ”og han stod stille på en slette” (6,17). Naturen i Lukas-evangeliet fungerer som oplysning om, hvor Jesus opholder sig. Døgnets tider fungerer på lignende måde som tidsangivelse: ”Da det blev dag” (6,13); ”Ved solnedgang kom alle” (4,40); ”Da dagen var ved at gå på hæld” (9, 12).
Disse steds- og tidsbetegnelse giver omridsene af det miljø, Jesus færdes i: bjerge, sletter, søer og hertil forskellige byer og landsbyer. Intet af det har nogen anden funktion. Jesus betragter ikke en smuk solopgang, han underviser ikke i naturen som fødekilde, og han lærer ikke disciplene at takke for Guds skaberværk. Naturen har ingen egenfunktion, den taler ikke, føler ikke, lever ikke med, har ingen erfaring og ingen iboende styrke. Magten kommer et andet sted fra: ”Og han havde kraft fra Herren” (5,17).
Naturen som allegori
Jesus er som prædikant kendetegnet ved sin brug af ”lignelser”, dvs. fortællinger, der betyder noget andet end pålydende. I en række af dem indgår naturen, således lignelsen om Huset på klippen (6,47-49), Sædemanden (8,4-15), Lyset i stagen (8, 16-18), Stormen på søen (8,22-25), Figentræet uden frugt (13, 6-9), Senepsfrøet og Surdejen (13, 18-21), Det mistede får (15,1-10). Nogle lignelser handler fortrinsvis om mennesker, således Den barnhjertige samaritan (10, 25-37), Den rige bonde (12,13-21).
Disse lignelser tegner billedet af det hverdagsliv, Jesus færdes i, og den natur, der omgiver ham. Man ser i glimt vingårdene, kornmarkerne og frugttræerne; men ingen af disse steder eller situationer er i teksten til for deres egen skyld: de skal henvise til noget andet. Lignelsen om Sædemanden er således ikke undervisning i så-teknik. Den skal fortælle noget om, hvorledes forskellige mennesketyper modtager Guds ord, når de hører det. Jesus’ lignelser er allegorier; de bruger noget gammelt og velkendt til at pege hen på noget nyt og anderledes.
Også isolerede naturelementer bruges hyppigt som noget, der skal forstås i overført betydning: solopgangen fra det høje (1,78), et lys til åbenbaring for hedninger (2,32), øgleyngel (3,7), frugttræ (3,9), lam iblandt ulve (10,4), ild (12,49), ræv (13,32), høne, kyllinger (13,35), ”For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal menneskesønnen vise sig på sin dag” (17,24).
Noget af alt dette er blevet til sentenser: ”Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvormed skal det da blive salt igen?” (14, 33-34). ”Hvor ådslet er, dér vil også gribbene flokkes” (17,37). ”Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige” (18,25).
Hele dette allegoriske og metaforiske niveau bidrager til at gøre den synlige verden til et gennemgangsled til den usynlige gudsverden. Jesus kan også direkte undervise i den måde at tænke på:
Når I ser en sky trække op i vest, siger I straks: Der kommer regn! og det gør der. Og når I ser, at det blæser fra syd, siger I: Det bliver varmt! Og det bliver det. I hyklere, jordens og himlens udseende forstår I at tyde; hvorfor forstår I så ikke at tyde denne tid?
(Luk 12, 54-57).
Citatet handler om at se og opfatte tegn. Jesus bebrejder sine tilhørere, at de kun interesserer sig for naturfænomener som vejrvarsler og ikke forstår de tegn, Gud sender.
Mirakler
Mirakler er brud på naturlovene. Jeg mener ikke, man kan tale om mirakler i Virgils hyrdedigte (jf. min blog ”Grøn overraskelse” , 23.1.2021). Naturen har i hyrdedigtene en indbygget kraft til at lade sådanne ”umulige” ting ske. Jesus udfører derimod mirakler. Han har guddommelige kræfter, der overgår og behersker naturen. I Lukas-evangeliet får han en storm på havet til at lægge sig (8,22-25). I Matthæus-evangeliet kan han gå på vandet (Matt 14, 22-33).
Det er dog først og fremmest menneskets natur, Jesus kan herske over. Lukas-evangeliet er fuldt af hans helbredelses-mirakler: lamme går, blinde ser, vanvittige bliver normale, forkrøblede lemmer bliver sunde og stærke. Det største mirakel er overvindelsen af døden. Jesus opvækker døde mennesker og står selv som det ultimative mirakel op af graven.
Miraklerne forbindes i Lukas-evangeliet med andre niveauer af usynlige kræfter. Jesus ser således sig selv som opfyldelse af en forudsigelse, og selv kan han se fremad i tiden, f.eks. Peters fornægtelse: ”Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale tre gange i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig” (22, 34).
Miraklerne forudsætter tro på, hvad man ikke kan se eller erfare med nogen af de andre sanser. De mange mirakler i Lukas-evangeliet viser mennesker, som opfylder dette krav, bl.a. fortællingen om kvinden, der i 12 år har lidt af blødninger: ”Hun nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe, og straks ophørte hendes blødninger […] Men Jesus sagde: ”Der var en, som rørte ved mig, for jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig” […] Han sagde til hende: ”Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” (8,44-48). Sådanne kræfter har naturen ikke i Lukas-evangeliet.
Medlevende natur
Der er dog nogle rester i Lukas’ tekst fra en tid, hvor naturen havde selvstændigt initiativ og levede med: ”Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe” (19,40). ”Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!” (23, 30).
Men solen, der ved Jesus’ død holder op med at skinne, er netop ikke en sådan rest fra en anden tid:
”Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem” (23, 44-45).
Der står ganske vist ikke i teksten, at Gud lader dette ske. Men det giver ifølge konteksten ikke mening, at naturen og tempelforhænget af sig selv viser denne deltagelse. Det giver heller ikke mening, at Betlehemsstjernen (i Matthæus-evangeliet) af egen drift sætter sig på himlen. Det må tværtimod læses som endnu et udtryk for, at i Lukas-evangeliet udgår kraft og initiativ fra Gud. Han kan bruge naturen, som han vil.
Den grønne vej
Den grønne vej gennem Lukas-evangeliet viser den fundamentale forskel til Virgils hyrdedigtning. Den understreger også, at der er mere end forskel på spil. Der er også kulturkamp. Selv det blide julekapitel viser på en måde kløer. Den gamle Simeon synger i sin lovsang, da han har set det spæde Jesusbarn i templet:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger.
(Luk 2,29-32).
Det ”lys”, der så smukt giver den gamle Simeon fred, er et metaforisk lys. Det angiver, at der nu er kommet en ny universel verdensanskuelse (”for alle folk”); for hedninger (som Virgil) ligefrem en ”åbenbaring”. En sådan har hyrdedigteren ikke bedt om.
Billede:
Wikipedia, billede: “Brooklyn Museum – Jesus Stilling the Tempest (Jésus calmant la tempête) – James Tissot – overall.jpg”
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!