Definition

Dødedansen var et vægmaleri på kirke- eller klostermure. De legemsstore figurer fremstillede Døden og en række stands- og alders- repræsentanter, som den opfordrede til at indtræde i dødedansen. Tekstbånd viste Dødens dialog med hver enkelt person. Genren opstod i forbindelse med Den sorte død omkring 1350. Fra slutningen af 1400-tallet blev Dødedansen også trykt som illustreret bog, og tekstbåndene blev udvidet til vers. Undertiden er Dødedansen blevet opført som skuespil.

Dødens tiltale til personerne var ofte en kritik, hvis grundlag var Verdensdommen (Matt 25, 31-46). Personernes reaktion var anger, klage eller bøn om udsættelse. Præster kunne placeres som indledning og afslutning på danserækken, hvor de prædikede om dødsforberedelse og bod. Døden dansede selv, og dødninge kunne danse mellem personerne. Døden og dens hjælpere spillede på forskellige musikinstrumenter. Flere kunstarter, maleri, tekst, musik, dans og skuespil var således repræsenteret i Dødedansen. Genren var udbredt over hele Europa.

Dødedansen var kunstnernes reaktion på Den sorte død, som udryddede en tredjedel af Europas befolkning. Den startede som et digt, men en eller anden skabte den form, som gik sin sejrsgang over hele Europa. Nogle berømte Dødedanse skal omtales her: den franske Danse macabre, vægmaleri 1424-1425, bog 1485, suppleret 1486 med Danse macabre des femmes; Der Heidelberger Totentanz, 1485; Der Lübecker Totentanz, Marienkirche i Lübeck 1463 (eller 1466), tilskrevet Bernt Notke (ca. 1440-1509); Der Berner Totentanz, malet 1516-1519 på kirkegårdsmuren til dominikanerklostret, tekst og billede udført af Niklaus Manuel (1484-1530).

 

Dommen

Umiddelbart er budskabet ligetil: Døden kommer uventet og gør ikke forskel; den henter paven (den første i rækken) og spædbarnet (den sidste). Rent visuelt har den besked været til at få øje på med de legemsstore figurer anbragt på meget synlige steder som kirke- og klostermure. Men genren er kompleks, kunstnerne er forskellige, og kunst har ikke til opgave at bringe glasklare meldinger; den rammer i stedet dybt, mangfoldigt og indirekte. Overordnet kan man sige, at genren får sin dynamik i samspillet mellem kunstværket og den bagvedliggende katastrofe. Indadtil er der et samspil mellem tekst og billede.

Døden henter og dømmer. Dens vurderingsgrundlag er som nævnt Verdensdommen (Matt 25, 31-46), hvor Jesus skiller fårene fra bukkene: ”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise osv.” versus ” For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise osv”. Der er tydeligt tale om gerningsretfærdighed, og kritikken koncentreres om manglende omsorg for de fattige, embedsforsømmelse, luksus og hovmod. Kritikken rammer især samfundets højest placerede. Dødedansen vender den tunge ende opad. Det er den generelle tendens, men hver Dødedans har sine egne nuancer. Eftersom gejstlige stort set var de eneste, der kunne skrive, har genren rummet mulighed for gejstlig selvkritik såvel som kritik af andre. Tiden er altid dødsøjeblikket, og stedet er som regel vejen til graven. I skuespil har man kunnet se himmel og helvede i hver sin ende af scenen.

 

Dansen

Hvorfor skal de personer, Døden henter, danse? En ekspert på området, Reinhold Hammerstein, 1) har fortolket dansen som tvang og sammenlignet den med de kæder og reb, de fordømte på middelaldermalerier er bundet med, når de føres til helvede. Men det mærkelige er, at Døden selv danser. Dansens art varierer fra kunstner til kunstner og kan være rolig, vild, humoristisk, erotisk, aggressiv eller adræt. Til dansen hører musik. Hammerstein har påpeget, at Døden ofte spiller på larmende og uharmoniske instrumenter som sækkepibe, hakkebræt, triangel, fløjte eller blærepibe. Der kan også indgå forvrængede instrumenter, som slet ikke ville kunne spille. I alle de nuancer, dans og musik har, indgår det hovedtræk, at Døden optræder som det modsatte af, hvad begrebet død indebærer. Strategien kan kaldes den omvendte verden. 2)Døden har overtaget livsfunktionerne og er ofte mere levende end de (endnu) levende. Af udseende kan den være en uhyggelig skeletfigur med rester af hud og hår, tomme øjenhuler og grinende kranium. Men den kan også være grænsesprængende grotesk eller ligefrem humoristisk.

 

Standsrepræsentanterne

Hver person i danserækken repræsenterer en stand eller en aldersgruppe. Tilsammen viser de, at Døden henter alle. Heri ligger genrens lighedsfunktion. Personerne er karakteriserede ved få og enkle attributter i form af klædedragt eller redskab: Paven har tiara, kongen en krone, lægen et uringlas, bonden en plov. Rækken af gejstlige og verdslige øvrighedspersoner er langt mere talrig end de lavere stænders repræsentanter. Der kan f.eks. være blot én repræsentant for håndværk og én for landbrug. I denne udvælgelse ligger for det første, at de magthavende tegner samfundet, men også at Dødens religiøse eller moralske kritik især rammer de højest stående. Kvinderepræsentationen udgør et særligt perspektiv. Danserækken har normalt kun ganske få kvinder: kejserinde, dronning, abbedisse, nonne, moder eller amme. Udvælgelsen viser, at selv om mænd og kvinder var lige over for Gud, døden og loven, var det mænd, der valgtes som repræsentanter for det almentmenneskelige. 3)

 

BERØMTE DØDEDANSE

 

Danse macabre

Den franske Dance macabre blev malet 1424-1425 som en fresko på kirkegårdsmuren i Cimetiere aux Saints Innocents i Paris [De uskyldige børns kirkegård]. Alle standsrepræsentanterne var mænd; teksten bestod af talebånd. Denne kirkegård blev brugt af 20 menigheder; den var i pesttid overfyldt, og de døde måtte hurtigt op af gravene og placeres i ”benhuse” for at give plads til nye døde. Kirkegården var et yndet udflugtssted med alle mulige forlystelser, og det var et yndet opholdssted for prostituerede.Freskoen blev ødelagt i 1529, men Dødedansen har muligvis set ud som på de billeder, bogtrykkeren Guyot Marchant (aktiv 1483-1505/1506) udgav i 1485, med replikkerne mellem Døden og standspersonerne anbragt som vers. Han gav bogen titlen Danse macabre; den blev populær og udkom i forøget udgave 1486. Døden er på billedsiden karakteristisk ved sin dans, sine kropsbøjninger og berøringer, og den har et bredt kraniegrin. Tekstens værdisæt er meget tydeligt, f.eks.: ”Gode gerninger formår meget for de døde”, ”Skyld og lån skal betales”, ”Thi Gud tilbagebetaler til rette pris”. Døden er i teksten hist og her sarkastisk: ”Dø må vi alle på grund af et æble”, og om lighedsprincippet siger den: ”Den fedeste rådner først”. Tekstforfatteren har moret sig med nogle sproglege: For ridderen bliver mødet med Døden ”et slag”, for juristen ”en proces”, for købmanden ”en handel”. Tre personer sender Døden til frelse: karteusermunken, præsten og eremitten; de har hver på deres måde forsaget verden. Stor tolerance viser Døden over for præsten: ”Gå videre præst, uden at synde for meget,/ jeg mærker, at I er tilgivet”.

 

Dance macabre des femmes

Guyot Marchants 1486-udgave var forøget med to ekstra kvindeskikkelser, og i 1492 udgav han en selvstændig Danse macabre des femmes. Samme titel havde et luksusmanuskript fra omkring 1500, med meget smukt udførte miniaturer: flotte kjoler, fornemme boliger, smukt landskab, malede sideranker på hvert billede, klare farver. Kunstneren var formodentlig Mester Philippe af Guelders (virksom 1498-1515). Kvinderækken i dette pragtmanuskript er imponerende og skal tydeligvis fremstille middelalderens mange kvindeerhverv og kvindetyper. Man finder: dronning, hertuginde, regentinde, ridderfrue, abbedisse, godsejerfrue, priorinde, debutant, borgerinde, enke, købmandskvinde, betjent-kone, jomfru, teolog, nygift, gravid, gammeljomfru, franciskaner-nonne, venlig kvinde, amme, hyrdinde, kvinde med krykker, landsbykvinde, gammel kvinde, sælgerske, prostitueret, badstue-opsynskvinde, pige, nonne, heks, brud, kammerpige, arbejdsformidlerske, religiøs hyklerske, nar. Kvinderækken har mange pointer. En kvindelige teolog med doktorhat er ønsketænkning. Der er tydeligt socialt sigte. Døden er hård i sin kritik af skøgen: ”Værdiløse kvinde, der lever i dødssynd”; men hun svarer: ”Hvis jeg var blevet ordentligt opdraget, så […]”. Der er fin realisme, også i teksten: ”Så sent som i går spiste jeg aftensmad på det grønne græs ved piletræet, hvor jeg lod min spurvehøg lege”, siger ridderfruen. Den lille pige beder: ”Pas på min dukke, mine fem sten og min smukke frakke”. Man ved ikke, hvem der har bestilt og bekostet pragtmanuskriptet, men man har gættet på magtfulde og kunstinteresserede kvinder som Margaretha af Østrig, regentinde af Nederlandene (d. 1530), eller Anne af Britannien (d. 1514). 4)

 

Der Heidelberger Totentanz

Der Heidelberger Totentanz (1488) har kun eksisteret som bog. Den er bemærkelsesværdig både på billed- og tekstsiden. Som tegning er Døden først og fremmest karakteristisk ved nogle små, muntre slanger, der bevæger sig rundt på og i dens krop. Døden bruger slangerne som hårbånd og armbånd, de snor sig lystigt rundt om dens ben og kigger ud allevegne fra dens skeletkrop. Døden kan nappe huen af en ung mand, tage brudens hovedpynt på, men også lege med en vejrmølle med en lille dreng. På tekstsiden er Døden interssant ved sit meget nuancerede forhold til personerne. Heidelberger-Døden har indsigt i Guds domme. Den ved f.eks., at kejseren bliver frelst, han har nemlig sørget for fred og retfærdighed i sine lande og sendes til graven med udsigt til evigt liv. Døden skelner mellem tre munketyper, en dårlig, en god og en ovenud god. Den sidste har levet et liv til Guds ære, og Døden tiltaler ham ”broder”, mens de andre tiltales ”munk”. Også sprogligt er Dødens henvendelser varierede. Til lægen siger han, at han har helbredt mange, men også taget livet af mange, og at han har forsømt sjælen. Til den unge mand hedder det: ”Din ungdom har bedraget dig, og dine lange håb har beløjet dig”. Alle de fordømte ser tilbage på deres liv i konjunktiv: havde jeg dog bare, hvis jeg bare havde været. Men de håber alle, at Gud vil forbarme sig, og de er varierede i deres reaktioner: Døden siger til tyven, at han for længst burde være hængt, men tyven overrasker ved sin gudhengivenhed: ”Eja, kære herre, Jesus Krist,/ du som før mig blev hængt/ og har lidt en smertelig død,/ hjælp mig tyv ud af al nød”. Spædbarnet ”siger”: ”A, a, a, jeg kan endnu ikke tale/ født i dag, og i dag må jeg rejse væk./ Jeg har endnu ikke lært at leve/ og skal dog så tidligt dø”. Heidelberger Totentanz slutter med Dødens opfordring til alle om at danse, og alle beder Jomfru Maria om hjælp. Forfatteren til denne Dødedans må have været et nuanceret og følelsesfuldt menneske.

 

Der Lübecker Totentanz

Denne Dødedans vil mange kende uden at vide det, for de kender talemåden ”at se ud som Døden fra Lübeck”. Der var tale om en billedfrise i legemsstørrelse i Marienkirche i Lübeck. Den tilskrives maleren Bernt Notke (ca. 1440- før 1509), der udførte den 1463 eller 1466. Frisen, der havde lidt under forskellige ombygninger af kirken, blev ødelagt ved bombningen af Marienkirche i 1943. Gerningsretfærdigheden er meget udtalt, bl.a. siger Døden til karteuser-munken: ”Du kan intet tage med dig undtagen dine gerninger, enten de er gode eller slette”. Denne Dødedans er tydeligt drejet i byborgerlig retning. Bybilledet var synligt i baggrunden, og borgmesteren var blandt de frelste pga. sit arbejde for byen, dog forudsiger Døden, at han må en tur i skærsilden først for sine bedragerier. Kropsarbejde regnes blandt gode gerninger. Til bonden siger Døden: ”Meget arbejde har du udført,/ Gud vil ikke afvise dig”.

 

Der Berner Totentanz

Denne dødedans er i tekst og billede lavet af Niklaus Manuel (1484-1530) fra Bern i årene 1516-1519. Han var maler, tegner, designer, forfatter og politiker. Hans dødedans var malet på dominikanerklostrets kirkegårdsmur og var 80 m lang. Den blev ødelagt i 1660, men er bevaret i kopi. Der er er 41 standsrepræsentanter, mange fra de lavere stænder og mange kvinder. Kunstneren selv er også portrætteret. Genren var, da billedet blev malet, så berømt, at fremtrædende borgere skal have betalt for at blive malet som en person i danserækken. Meget iøjnefaldende er billedsiden, der gør Døden yderst aggressiv. Den river hatten af pave, kardinal, hertug og ridder, den hiver eneboeren i skægget, kilder abbeden under hagen, tager kvælertag på den lærde doktor fra Paris, skubber domherren i hovedet, hiver kvinder og mænd i tøjet. Dertil kommer Dødens erotiske aggression: den griber bagfra datteren om brystet, den tager narren i skridtet, og i scenen med domherren holder den med en fræk bevægelse en trompet mellem benene. Selve Dødens figur overskrider mange grænser: Den kan f.eks. optræde som en gammel kvinde med langt flagrehår og hængende flaskeformede bryster. Dens bevægelser er både groteske og adrætte. Den springer helt op i skødet på paven, den spjætter med benet og rammer kejserindens kjole, den løfter benene højt, krummer sig sammen og strækker sig som de i datiden kendte ”mauriske dansere”. Den spiller på forskellige instrumenter, den er radmager, har grinende kranium og rester af muskler hængende rundt om på skelettet. Teksten er tydeligt protestantisk, værst går det ud over præsten, der får de centrale protestantiske anklager: Han har kun givet sig selv nadvervin, ikke menigheden, og han har gjort nadveren til et offer og ikke til et mindemåltid. Døden kommer krybende bagfra og på alle fire, mens maleren står og maler. Denne udbryder: ”Hjælp, eneste frelser, derom beder jeg dig”, altså ikke noget med at bede til Maria og helgener.

 

Danske Dødedanse

En dansk Dødedans med tekst og billeder kendes i et tryk fra 1550’erne, men kan dateres til 1536. På billederne ses personerne enkeltvis, danserækken er opgivet. Døden ses heller ikke sammen med personerne; den er i øvrigt lavet af genbrugsbilleder fra andre sammenhænge; enten rider den på en løve, bærer på en le eller graver med en spade. Teksten er rettet til, så den fungerer som protestantisk polemik i reformationskampen. Morsomt og overdrevet er kritikken af de katolske gejstlige, der alle som én erkender deres fejl. Paven har således aldrig læst Biblen, han taler med latinske brokker og påkalder Sankt Peter og Maria. Den eneste, der bliver frelst, er den protestantiske sognepræst. Stykket har været opført som fastelavnskomedie, og der er komiske portrætter af mange personer, bl.a. lejesoldaten, der taler plattysk, den beskidte bonde og studenten. Men der er også idealistiske passager om, hvordan enhver burde have været, og der er smukke bønner til Gud. I prologen gives belæring om døden. I forordet tales en del om tro. Forfatter og udgiver har ikke taget så tungt på det paradoks, at de bruger genrens gode gerninger som målestok for frelse og fortabelse, hvor de burde have fulgt den centrale protestantiske lære om frelse ved tro. 5) I Damark er bevaret nogle kalkmalerier fra 1500-tallet af Dødedanse i Nørre Alslev Kirke på Falster, i Egtved Kirke, i Jungshoved Kirke og i kræmmerkapellet i Skt. Petri Kirke i Malmø (dengang dansk). 6)

Perspektiver

Sammenfattende kan man sige, at genren som konsekvens af pesten opfordrer til dødsberedthed og selvransagelse, at den som overordnet referenceramme har kristendommen med dens opfordring til ydmyghed, godgørenhed, fromhed og ansvarsfølelse, og at dommen efter døden fremstilles som konsekvens af det levede liv. Men alt det er den faste ramme; inden for den placerer kunstnerne så mange forskellige udfoldelser og reaktioner hos Døden og standsrepræsentanterne, så mange forskellige kunstgreb, så mange forskellige følelsesniveauer, så mange omvendte situationer, at det er svært at sige andet, end at genrens tilbud til tilskuere og læsere er kompleks. På én gang sikker grund og meget stor åbenhed. 

Forbløffende er det gennem en simpel google-søgning at opdage, at Dødedansen helt op til nutiden har inspireret forfattere, musikere, malere og filminstruktører. Blandt forfattere finder man H.C. Andersen, Vagn Lundbye, Martin Andersen Nexø, Sophus Michaëlis og fra nutiden Morten Bracker. Der er tekstprøver på nettet fra disse bøger. Nogle følger den gamle Dødedans ganske tæt, nogle tager et enkelt motiv, nogle bare titlen som Strindberg i ægteskabsdramaet Dødsdansen (1900, uropførelse 1905). Urban Gad har i 1912 lavet spillefilmen Der Totentanz.

Dødedansen stiller indirekte det spørgsmål, om corona-pandemien vil kunne udløse en genre af lignende kunstnerisk format. Denne genre skulle i så fald omfatte en række kunstarter og slå stærkt igennem overalt i Europa. Den skulle ramme lige ind i det moderne menneskes hjertekule med et tilbud på, hvad et meningsfuldt liv og en meningsfuld død kunne være. Den skulle kunne opstille alment anerkendte vurderingskriterier for henholdsvis et godt og et dårligt liv. Den skulle kunne omfatte alle uanset social status, køn og alder. Den skulle være samfundskritisk og kunstnerisk kompleks og rumme alvor, sorg, gru, rædsel, humor, aggression, følsomhed og medmenneskelighed. Den skulle kunne tilbyde en tryg livs- og verdensanskuelse og samtidig være åben for alt muligt andet.

 

Time will show, om sådan en genre opstår.

 

HENVISNINGER

1): Hammerstein, Reinhold: Tanz und Musik des Todes, Francke Verlag, Bern og München 1980.’

2): Kiening, Christian: Das andere Selbst. Figuren des Todes in der Schwelle zur Neuzeit, Wilhelm Fink Verlag, München 2003, Kuper, Michael: Zur Semiotik der Inversion. Verkehrte Welt und Lachkultur im 16. Jahrhundert, Verlag für Wissenschaft und Bildung, Berlin 1993.

3): Glier, Ingeborg; ”Personifikationen im deutschen Fastnachtspiel des Spätmittelalters”, i Deutsche Vierteljahrsschrift für Literaturwissenschaft und Geistesgeschichte, bind 39.4, december 1965.

4): Pragtmanuskriptet er udgivet af Harrison, Ann Tukey: The Danse Macabre of Women, The Kent State University Press 1994. Med et afsnit om illustrationerne ved Sandra L. Hindman.

5): Jeg har skrevet om den danske Dødedans i Litterær reformation, 2016, s. 536-547.

6): Lind, Gregers M. og Græbe, Henrik: ”Dødedansen i Egtved”, Nationalmuseets arbejdsmark , København 1971; Præstgaard Andersen, Lise: ”Dødedans eller folkevisedans – hvad Jungshoved kirke gemte”, i : Lundgreen-Nielsen, Flemming og Ruus, Hanne: Svøbt i mår. Dansk folkevisekultur 15701700, bind II, C.A. Reitzel, København 2000, s. 463-497.

 

kilde: billede: “Dødedansen”, Wikipedia

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *