Erindringsglimt fra besættelsen og befrielsen

De sorte mørklægningsgardiner sad på en trærulle, der for enderne havde en metalpind. Den skulle placeres i en metaldims, som sad på væggen. De to ting passede ikke altid sammen, og rullegardinet faldt med stort rabalder ned og tog potteplanterne i vindueskarmen med. Fra besættelsestiden husker jeg også jordskokkerne. Vi havde et helt hegn af dem på den ene side af haven i lærerboligen på Testrup Højskole. Vi fik jordskokkesuppe, kogte jordskokker, stegte jordskokker, mosede jordskokker, pandevarmede jordskokker, ovnvarmede jordskokker, brasede jordskokker, jordskokkegratin, revne jordskokker og snittede jordskokker. Der gik hen ved 50 år bagefter, før jeg opdagede, at jordskokker faktisk smager godt.

Min far (Erik Dahlerup) holdt kaniner, og jeg havde frakke, kyse og muffedise af hvidt kaninskind. Om søndagen havde jeg og min søster Ulla (senere også Drude) søndagskjoler på. Vinterkjolerne bestod af grønne nederdele syet af vævede bordtæpper fra højskolen; de hvide bluser var af uldent stof. På benene havde vi lange strømper, strikkede af såkaldt ”russergarn”. Det kradsede frygteligt. En søndag smed jeg mig på mine forældres seng og nægtede at blive klædt på. ”Kvindehysteri”, sagde min far, og så tog jeg søndagstøjet på. Om sommeren vi havde ”gardinkjolerne” på om søndagen, min mor også. De var syet af gamle gardiner, lyst gule med rødbrune tværstriber. Jeg havde nogle flotte sandaler, lavet af fiskeskind, som min faster havde givet mig. Skællene lyste i solskin.

Den 16. marts 1945 kom nogle tyske officerer for at bese Testrup Højskole, der var en af de 110 større skoler, der var udset til lejr for de civile østtyskere, der var flygtet eller var blevet evakueret pga. de fremrykkende russiske tropper. Min far ville ikke give hånd til den tyske officer, der førte ordet, og var siden i fare. Han sov hver nat et nyt sted hos naboer i Testrup og omegn. Til sidst måtte vi flygte. Vi kørte en nat i taxa til mine morforældre i Sønderjylland (Erik Appel og Herdis Høgsbro Appel), der havde den store gård ”Ellehus” som domæneforpagtning.1) Halvvejs på turen skiftede vi taxa på en øde landevej. Min yngste søster Drude, der kun var godt en måned, kastede op i bilen. Vi boede i tre måneder hos min morfar og mormor.

Da befrielsen kom, havde jeg fåresyge. Jeg lå i soveværelset ovenpå i den flotte messing-barneseng med ”guldtremmer” og ”guldkugler”. Min mor kom op og fortalte om befrielsen, som netop var blevet meddelt gennem radioen. Hun sagde, at det skulle fejres med æggesnaps. Jeg var for syg til at være med.

Men næste morgen, da tyskerne skulle trække sig tilbage, sagde min mor, (der var historiker), at det var en ”historisk begivenhed”, og den skulle jeg overvære. Så sad jeg med mit fåreskæve ansigt på bagagebæreren, da hun tidligt om morgenen cyklede til Tønder. Undervejs så vi, hvordan der kl. 8 blev hejst danske flag på de tomme flagstænger. Disse flagstænger og disse flag er det eneste, jeg husker fra cykelturen. I Tønder deltog vi i en forsamling på førstesalen i et stort hus. Fra mødet husker jeg kun én ting: nogle linjer fra den sang, der blev sunget:

 

de har alle det værste tilbage,

thi end lever Den Gamle af Dage.

 

Om eftermiddagen var det min fars tur til at tage til Tønder. Han kom hjem og fortalte om engelske faldskærmssoldater, der var dalet ned fra himlen og blev båret i ”guldstol”. Det tog jeg meget bogstaveligt.

De tyske flygtninge blev på Testrup Højskole til 13. februar 1946, hvor de flyttedes til en samlingslejr i Århus. Sygeplejehøjskolen, der normalt havde 100 elever, fortsatte med stærkt reduceret elevantal, så længe de 140 flygtninge var der. Lærerboligen var blevet brugt som kontor; vi flyttede tilbage i juni 1945. De tyske flygtninge var mest gamle, forhungrede mennesker, men der var også fædre eller mødre med børn. Jeg legede svingfigur med nogle af dem på en græsplæne mellem lærerboligen og Højskolen. En 10-årig pige med lyse fletninger og blå kjole svingede mig rundt. Bedst husker jeg Fraulehrer, som vi kaldte en gammel mand, der tjente lidt ekstra ved at hugge brænde for mine forældre. Han var altid sulten, for madrationerne var små. Han bankede tit og ofte på vores dør og tiggede om mad: ”Frau Lehrer! Frau Lehrer! [Fru Lærer]”, sagde han bønfaldende, og så smurte min mor en madpakke til ham, indpakket i pergamentpapir og med en elastik om. To af de stærkere mænd blandt flygtningene gik hver morgen med en mælkekærre til Mårslet Mejeri og hentede to junger med mælk til deres medflygtninge. Efter nogen tid kom det frem, at de på vejen hjem havde drukket en stor del af mælken selv og fyldt jungerne op med vand fra åen.

Flygtningene fik nogle sparsomme lommepenge og kunne handle hos købmand Riis. Højskolen var ikke indhegnet, men der var vagtposter. Mit livs første moralske chok fik jeg, da jeg hørte en vagthavende dansk politibetjent sige ”sgu”. Politiet havde efter arrestationen i september 1944 stået i ophøjet stråleglans for mig. 2)

Jeg vil se på tre sange, der alle handler om forholdet mellem danskere og tyskere.

”Fæderne land! Ved den bølgende strand” (N.F.S. Grundtvig, 1848)

 

Fæderne land!

Ved den bølgende strand,

I den majgrønne lund,

Ved det dejlige sund,

Af de syngende vover omskyllet,

Sidder bleg du i sorgen indhyllet,

Dog for dig er det bedste tilbage,

Thi end lever Den Gamle af Dage!

(Tekst: N.F.S. Grundtvig i Danskeren 24. maj 1848.

Melodi: H. Nutzhorn 1863). 3)

 

Grundtvig trykte digtet i tidsskriftet Danskeren, som han udgav 1848-1851. Som sang gav digtet mening også ved befrielsen 1945. Men det vil være svært at synge i dag. Nutidige følelser skal til gengæld ikke hindre indsigten i en fortidig situation. Denne er ikke blot den såkaldt Første Slesvigske Krig i 1848, men også hele Grundtvigs folkelige projekt. Revolutionen i Paris i 1830 vakte national bevidsthed i andre lande, således også i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der fra 1700-tallet havde hørt under kongeriget Danmark, sidst bekræftet i 1814. De ønskede nu tilknytning til Tyskland og startede et oprør i marts 1848. Danmark var ikke forberedt på krig og måtte i hast stykke en hær sammen. Denne vandt de første slag, tabte ved Slesvig i april, men vandt så igen. Der blev våbenhvile i august 1848, uden nogen politisk løsning. Grundtvigs digt er trykt 24. maj, efter nederlaget i Slesvig 23. april. Om Grundtvigs holdning til krigen, som den gav sig udslag i hans taler i Rigsdagen, hvor han indtrådte 8. november 1848, skriver Flemming Lundgreen-Nielsen i Arkiv for dansk litteratur:

Krigen inspirerede ham til djærve og militært hasarderede meninger om Danmarks handlemuligheder, støttet på forestillingen om danskerne som Guds eget folk i ny tid. I det brændende nationalitetsspørgsmål var Grundtvig ejderdansk [tilhænger af en grænse ved floden Ejderen] til og med 1864, skønt han nu og da ytrede sig positivt om en sprog- og sindelagsgrænse et sted midt i hertugdømmet Slesvig.

Digtet ”Fæderne land” skulle indgive danskerne håb og trøst og vække den nationale bevidsthed. Det gav sig udtryk i et meget drastisk fjendebillede: ”De er fjender af sandhed og retten,/ De er fjender af kærligheds-ætten,/ De har alle det værste tilbage,/ Thi end lever Den Gamle af Dage”. Kærligheds-slægten er danskerne og Den Gamle af Dage er Gud (Daniels Bog 7.13 og 7.22). Her er Grundtvig i det militaristiske hjørne og vil vække kampgejst og fædrelandskærlighed. Hans folkelige projekt var dybere og bredere end det. Han ville udvikle og aktivere den politiske, nationale, demokratiske og kulturelle fællesskabsfølelse gennem oplysning, ikke blot i betydningen ”kundskab”, men eksistentielt som ”livsoplysning”, især gennem kristendom, nordisk mytologi, dansk historie, litteratur og sang. Højskolerne og andelsbevægelsen er resultater af denne oplysning. Det er også Grundtvig, der sagde ”Frihed for Loke som vel som for Thor” (Nordens Mytologi, 1832), og som skrev digtet ”Folkeligt skal alt nu være” med linjerne: ”Til et folk de alle hører,/ Som sig regne selv dertil” (”Folkeligheden” 1848). Det folkestyre, Grundtvig så for sig, havde plads til alle synspunkter. I ”Fæderne land” lagde han kun ét frem.

Fjendebilledet og Gudsbilledet i ”Fæderne land” satte sig fast i min erindring, da jeg som barn hørte sangen ved befrielsen. Andre har husket noget helt andet: ”Fra denne tid er også den navnkundige, med det mildere og blødere, men så dybe og inderlige Tonefald: ”Fæderne land/ ved den bølgende strand/ i den majgrønne lund…” (Hans Brun: Biskop N.F.S. Grundtvigs Levnedsløb, 1882, s. 291). Det er beskrivelsen af Danmark, Hans Brun hæfter sig ved. Man kan lægge mærke til gudsbilledet, der har flere nuancer end hævn og straf, bl.a. tryghed og bestandighed:

 

Måne og sol

Sidde løse på stol;

Som et lagen det går

Under alt hvad består;

Dog din ven sidder fast i det høje,

Over dig våger Forsynets øje!

Lad kun lovsang afløse din klage!

Thi end lever Den Gamle af Dage!

 

”Det haver så nyligen regnet” (Johan Ottesen, 1890)

 

Det haver så nyligen regnet,

det har stormet og pisket i vor lund.

Frø af ugræs [ukrudt] er føget over hegnet,

åg på nakke og lås for vor mund.

Årets løb har sin lov,

der blev lyst i vor skov,

ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.

(Tekst: Johan Ottesen 1890.

Melodi: Dansk folkemelodi).

 

Teksten er en allegori, dvs. at den fortæller ét, men betyder noget andet. Ud fra pålydende handler teksten om et uvejr med regn, storm og ukrudtsfrø. På naturplanet fortsætter sangen først optimistisk: Uvejr er naturens gang (”Årets løb har sin lov”), og ny skov spirer frem i lysningen, hvor de væltede træer stod. Men optimismen er kortvarig, alt bliver senere ødelagt.

Allerede i første strofe kommer den egentlige betydning frem: ”åg på nakke og lås for vor mund”; senere tales om ”vor ret”, spærrende pæle og lokkende løfter. Det er således klart, at der er tale om en undertrykkelses-situation.

”Vi” er imidlertid gennemført optimistiske: ”men regnen gav grøde”, ”stormen gjorde stærk”, ”For de gamle, som faldt,/ er der ny overalt”, ”ingen bliver træt”, ”kræfter fødtes for kræfterne som svandt”, ”nye stridsmænd skal her, /nye stridsmænd skal der”, ”Men endda er vi frejdige i hu”.

I forhold til Grundtvigs sang er det påfaldende, at der ikke her er en overordnet metafysisk instans, der styrer det hele og tager parti. Konflikten er blevet til en sag mellem ”vi” og ”de”. ”Vi” tænker imidlertid ikke på hævn, men påpeger, at ”de” har taget fejl: ”som de tro’de, at skoven alt var øde”, ”og de tro’de, at hjertebånd kan briste,/ og de tro’de; at glemmes kan vort ret”, ”de skal vide, de aldrig ser de sidste”.

Det fremgår ikke af teksten, hvem ”vi” og ”de” er, hvad det er for noget ukrudt, der er fløjet over hegnet, eller hvad der forårsaget forløbet undertrykkelse, optimisme, pessimisme, optimisme. Frem for alt, fremgår det ikke, hvorfor ”vi” har så god tid: ”Det har slet ingen hast for dem, som tror”.

”Det haver så nyligen regnet” er en lejlighedssang, der har sprængt sin aktuelle situation og blevet en generel modstandssang. Men den oprindelige lejlighed er vigtig til forståelse af teksten.

Efter 1864

Efter krigen i 1864 blev den gamle toldgrænse ved Kongeåen gjort til statsretslig grænse mellem Danmark og Tyskland. Sønderjylland, Slesvig og Holsten var herefter indlemmet i Tyskland. Et løfte om folkeafstemning angående nationalt tilhørsforhold blev ophævet 1878. Der blev ført en hård fortysknings-politik. Fra 1876 blev tysk administrationssprog (med en lille overgangsperiode) fra 1878 blev det skolesprog i halvdelen af timerne og fra 1888 eneste skolesprog, undtagen i religion. Danske privatskoler blev lukket. Alle lærere, præster og politikere skulle aflægge ed til den preussiske konge. Nægtere blev afskediget. Det medførte en ”edsstrid”, idet nægternes modstandere hævdede, at det havde været bedre, at de var blevet på deres poster i stedet for at blive erstattet af tyske embedsmænd. En række sange blev forbudt, og fra 1895 var det ikke tilladt at bruge ordet ”Sønderjylland”.

Som modvægt stiftedes 1880 Sprogforeningen, der opbyggede danske bogsamlinger og udgav Den blaa Sangbog med danske sange. I løbet af 1880’erne oprettedes forsamlingshuse, hvor en ny mødeform slog igennem med foredrag, oplæsning, sang fra Den blaa Sangbog og kaffebord. I 1887 stiftedes Studenter Samfundets Sønderjyske Samfund, kaldet 4S. En af hovedmændene bag oprettelsen var Johan Ottosen.

Johan Ottosen

Johan Ottosen (1859-1904) var historiker og lektor ved Efterslægtselskabets Skole (1885-1899). Han udgav Lærebog i Nordens Historie til Brug for den højere Undervisning (1893). Bogen kom i 11 udgaver indtil 1936. Hans hovedværk er Vor Historie (1901-1904). Ifølge Vagn Skovgaard-  Petersen (i Den Store Danske) er det særlige ved Johan Ottosen som historiker, at han tog sociale og kulturelle forhold med, og at hans bøger havde mange illustrationer. Han var medstifter af Studenter Samfundet (1882) og oprettede med støtte fra historikerne A.D. Jørgensen (1840-1897, også rigsarkivar) og H. V. Clausen (1861-1937) Studenter Samfundets Sønderjyske Samfund, 4S (1887). Vagn Skovgaard-Petersen skriver om Johan Ottosens artikler og foredrag om Sønderjyllands-spørgsmålet følgende:

 

Det lykkedes herigennem at vinde forståelse i liberale kredse i kongeriget , bl.a. hos Georg Brandes, for det synspunkt at kernen i nationalitetskampen ikke var den historiske ret, men en demokratisk ret til selvbestemmelse.

(Vagn Skovgaard- Petersen i Den Store Danske, min kursivering).

 

Johan Ottosen var også aktiv i skolereformen 1903, der bl.a. betød indførelse af mellemskole (mellem folkeskole og gymnasium), oprettelse af nysproglig studenterlinje og pigers adgang til gymnasiet. Han var medlem af Folketinget for venstre 1901-1903. Man må konkludere, at Johan Ottosen set i forhold til sin samtid var en meget progressiv personlighed. Han skrev én eneste sang, ”Det haver så nyligen regnet”, i anledning af nogle sønderjyders besøg i København i 1890.

”Det haver så nyligen regnet” igen

På baggrund af disse oplysninger må man forstå ”vi” som sønderjyderne, ”de” som de tyske myndigheder, og ”frø af ugræs” som den påtvungne tyske kultur. Den pessimisme, der i str. 1 slår ind i optimismen, kan opfattes som mismodet efter ophævelsen af løftet om folkeafstemning.

Den mærkelige ro i teksten må være udtryk for Johan Ottosens ”relative ret”. Han opfordrer med sin sang ikke til oprør, krig eller andre spontane udslag af vrede. Han opfordrer derimod til at tro på, at de, der føler sig danske i sprog og national identitet med tiden vil blive officielt anerkendte som danske. Det er fastholdelsen af denne identitet, der til sidst vil føre til sejr. ”Thi som årene randt/ sås det: båndene bandt,/kræfter fødtes for kræfterne, som svandt”. Sangens sidste tre linjer lyder: ”–  viger ej ud af spor,/ for vi kender det ord:/ Det har slet ingen hast for dem, der tror”. Folk rejste sig ofte op, når de sang dem.

”Det haver så nyligen regnet” blev Sønderjyllands ”nationalsang”. Den blev selvfølgelig forbudt, og i Den blaa Sangbog blev der med de ”hvide sider” markeret, hvor de forbudte sange skulle have stået. Den manglende tryktekst gjorde ikke noget, for folk kunne sangen udenad. Hvis tysk politi ville gribe ind, når sangen blev sunget, kunne sønderjyderne i øvrigt svare, at de ikke sang den forbudte sang, men derimod en uskyldig folkelig vise på samme melodi, med samme begyndelse og med flere tekstsammenfald. Snedigt tænkt af Johan Ottosen. Tysk politi kunne ikke dansk nok til at høre forskel. Den folkelige vise handler om en ung pige, der græder af kærestesorg (”Jeg kan se på de øjne så klare/ at du haver fornyligen grædt”). Den elskede lover dog til sidst at gifte sig med hende. Begge sange stod i Højskolesangbogen til og med 17. udgave.

Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 blev ”Det haver så nyligen regnet” genbrugt. I den situation skiftede betydningen: ”vi”  blev danskere i hele kongeriget, ”de” blev tyskerne, og ”ugræsset” blev nazismen. Også ”Fæderne land” blev genbrugt, hvad jeg som nævnt oplevede som barn. Man kan sige, at Grundtvig fik ret: Tyskland havde efter 1945 ”det værste tilbage”.

”Det haver så nyligen regnet” (Sigurd Barrett. 2019)

 

Det har været et vildt og voldsomt regnvejr,

og det drypper fra træerne endnu.

Frygt for andre har hersket på vor egn her,

fremmedhad sprængte tillids bånd itu.

Det gi’r lysere vejr,

når man rummer enhver

og har folket og sammenholdet kær.

(Sigurd Barrett 2019).

 

Grænseforeningen henvendte sig for ikke så længe siden til Sigurd Barrett og bad ham skrive en sang til brug i grænselandet, hvor situationen nu er anderledes end i 1848, 1890 og 1845. Han valgte at bruge den gamle sangs melodi og mange af dens ord, men drejet i en anden retning. Ordet ”ugræs” er væk, og om ”vi” og ”de” hedder det senere i teksten: ”Vi er os, de er dem, men vi er sammen”. Læg mærke til Sigurd Barretts mundrette nutidssprog, hvor ”de træer” er blevet til ”træerne”, hvor det er lykkedes at få ”et vild og voldsomt regnvejr” ind i rytmen, og hvor ”regnvejr” humoristisk rimer på ”egn her”.

Den nye sang har udløst protester; nogle talte om ”censur”. Sigurd Barrett og Grænseforeningen har udtalt, at den nye sang ikke skal udstøde den gamle. Begge sange kan synges – også ved samme møde. Den gamle ”nationalsang” fastholder traditioner og følelser, som nogle ikke vil undvære, den nye sang viser veje, som andre foretrækker. Sådan kan det gøres. 4.)

HENVISNINGER

  1. 1) Domænegård: Gård, som tyskerne efter 1864 opkøbte og udlejede billigt som led i deres fortyskningsprojekt. Efter Genforeningen blev disse gårde opkøbt af staten og forpagtet ud.
  2. 2) Mine kilder til årstal og andre tal vedrørende de tyske flygtninge på Testrup Højskole stammer fra Mårslet … her hvor vi bor. Episoder i Mårslet sogn fra besættelsesårene 194045, Mårslet Sogns Lokalhistoriske Forening, 1994. Resten er mine egne erindringer. Jeg gør opmærksom på, at Mårslet-bogens oplysning om min leg med de østtyske flygtningebørn stammer fra mig, ikke omvendt.
  3. 3) Citater er sat med moderne retskrivning.
  4. 4) Ud over de i brødtekst og noter anførte kilder har jeg brugt følgende hjemmesider: Jørgen Ebert, Grænseforeningen og BibZoo. Jeg har forresten haft Johan Ottosens Vor Historie fra min tidligste ungdom og flittigt brugt den. Men jeg har ikke før nu forbundet ham med ”Det haver som nyligen regnet”.

 

Kilde: billede: Pixnio

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *