Jomfruen i fugleham

(At læse med grønne øjne)

 I 1959 udgav Villy Sørensen (1929-2001) artiklen ”Folkeviser og forlovelser” (i bogen Digtere og dæmoner). Han fokuserede her på ”forlovelses-situationen”, dvs. det tidspunkt i livet, hvor mennesket går fra barndommens uskyld ind i seksualitetens verden. Han viste, at i denne overgangssituation står dæmonerne på spring for at kaste mennesket ud i angst og ulykke. Villy Sørensens synspunkter fik umådelig stor betydning for opfattelsen af folkeviserne. De holder stort set stadig. Men man kan tilføje andre perspektiver; f.eks. grønne. Folkeviserne er ikke allegorier, hvis fortælling kan oversættes led for led til noget andet end det, der står. De bedste viser er kompleks kunst, hvori mange betydninger krydser ind over hinanden.

 

Jomfruen i fugleham

”Jomfruen i fugleham” er en ofte tolket folkevise. Opskriften (dvs. versionen) DgF 56C i Danmarks gamle Folkeviser er citeret sidst i artiklen her.  Der findes i alt 6 opskrifter, 57A-57F. Uanset hvilken version, fortolkerne vælger, peger de alle på psykologiske konflikter mellem  hr. Nilaus og den omskabte jomfru: hun flygter, og han vil ikke give sig selv. Om ”Jomfruen i fugleham” skriver Villy Sørensen bl.a. : ”Den uforløste er angst for kærligheden som netop kunne forløse den – den form for dæmoni som Kierkegaard kaldte ”angst for det gode”. Villy Sørensen ser den flagrende fugl som ”et ypperligt symbol på den knibske jomfru der i panik unddrager sig elskerens efterstræbelser”. Elskeren må lære ”at skære braden af sit bryst: den elskede vindes kun gennem en smertelig indre proces” (3. oplag 1965, s. 175). Jeg er ikke uenig i denne læsning. Men der kan også være noget andet på spil.

 

En anden lidenskab

I C-opskriften starter fortælleren med at fortælle om en vidunderlig skov. Den har de andre opskrifter ikke. De begynder enten med, at jomfruens fader rider ud for at finde sig en ny kone, eller med at jomfruen straks fortæller om stedmoderens omskabelser. C-opskriftens vidunderlige skov har de smukkeste træer, de skønneste dyr og en syngende nattergal. Det er den dejligste skov, man har hørt om. Fortælleren bruger tilmed Jeg-ved-genren for at understrege det helt usædvanlige (om Jeg-ved-genren: se min blog 17. maj. 2020). Nilaus Erlandssøb er besat af fuglen. Han vil have den, koste hvad det vil.  Han tilbringer tre dage med forgæves jagt, han sætter fælder i træer og på stier, han vil hugge lindetræet om, hvor fuglen sidder, og han er villig til at ofre sit eget liv.  Han er drevet af lidenskab. Men hvilken?

 

Nilaus har ikke ytret ønske om at finde en pige, og han ved ikke, at fuglen er forvandlet, i modsætning til opskrifterne  A, B, D og E, hvor fuglen jages af pigens kæreste, der kender til omskabelsen. Med mindre man vil tillægge Nilaus en ubevidst erotisk drift, er han ikke ude på kærlighedseventyr. Han er jæger og har hørt om den vidunderlige skov (”Det spurgte [hørte] Nilaus Erlandssøn,/ som dyren’ var vant at bede [jage]”, str. 4). Han vil have endnu et jagttrofæ.  Hans lidenskab er jagt og magt. Han kan repræsentere menneskets voldelige tilegnelse af naturen. Han lader sin hest få guldsko på. Hans rigdom styrker hans magtposition. Lægger man en erotisk lidenskab ind i jagten, holder Nilaus ikke for en Mee-too-kritik.

 

Vendepunktet

Det hele vender med det stykke kød, Nilaus skærer ud af sit eget bryst. Tolkningens største udfordring er dette mærkelige sted, der tricker med sin ufortolkelighed. Hvad er det Nilaus gør? Det psykologiske svar har Villy Sørensen givet. Et religiøst svar kunne pege på den Jesus-lignende ofring af eget blod. Et grønt svar kunne være, at Nilaus tæmmer en vildfugl ved at fodre den, altså endnu en bemægtigelse.

 

Og hvad med fuglen? Først flygter den, så spiser den menneskekød med en rovfugls lidenskab: ”Hun flagred med sine vinger, hun lod vel om/ fuld ondt var braden at miste” (str. 12), dvs. fuglen vil ikke gå glip af den steg. Nattergale spiser ikke kød og slet ikke menneskekød. Vi er langt ude over det realistiske og dybt inde i det symbolske. Hvad er det for en lidenskab? En kamp for identitet? En altopslugende erotik? En hævn over jægeren? Det bliver ikke nemmere, hvis man sammenligner med folkevisen ”Nattergalen” (DgF 57), der har en lignende fortælling, men her fanger jægeren fuglen med magt. Den omskaber sig til en række andre dyr. Så stikker jægeren sin kniv i fuglen, og den bliver til en kvinde. I F-opskriften af ”Jomfruen i fugleham” omskabes pigen først til et sværd, så til en saks, så til en hind. Hinden bliver til en ung pige ved at løbe op på siden af ridderens hest.

 

The great chain of beeing

Der er ingen tvivl om, at nogle folkevisesangere har været fascineret af begrebet omskabelse. Det har tiltrukket dem, at et levende væsen kunne transformeres fra det ene led til det andet i ”The great chain og being”, der øverst har Gud og engle, så menneske, dyr, planter og sten. Den romerske digter Ovid (47-17 f. Kr.) lod i sine Metamorfoser rask væk mennesker forvandles til dyr, planter eller sten.  ”Jomfruen i fugleham” ligger i forlængelse af den tradition. Som regel opfattes det som en degradering at gå fra menneske til dyreskikkelse. C- opskriften piller ved den opfattelse. Der er glimt af den forestilling, at det er bedre eller godt nok at være dyr. Nilaus vil have en nattergal, men får en pige. Det er ok for ham. Men det var fuglen, han var ude efter. Nattergalen har det godt i skoven og flygter fra mennesket. Siden bliver den glad for genskabelsen til menneske. Det er, som om værdierne skifter fra visens første til dens sidste del. I ”Nattergalen” (DgF 57) ligger der i mange strofer stor energi i nattergalens afslag til forskellige tilbud fra menneskets side. Den kan tale og siger ligefrem, at den har det bedst i naturen. Også denne vise ender dog med glæde over den genvundne menneskeskikkelse.

 

Omskabt tekst

Det er ikke bare personer, der kan blive omskabt i folkeviserne. Det kan teksterne også; det hører så at sige genren til. Hver ny sanger forvandler med sine ændringer hele fortællingen, enten sangeren forandrer bevidst eller ved forglemmelse. C-opskriften af ”Jomfruen i fugleham” føjer problematikken om menneske og natur ind i forholdet mellem mennesker. Især tre ændringer er afgørende – hvis det da er ændringer og ikke originalen: Visen indledes med stroferne om den dejlige skov med de dejlige dyr; Nilaus Erlandssøn ved ikke, at nattergalen er en forvandlet pige, modsætningen vild versus tam formuleres direkte i ord: ”du får ikke af vilden fugl,/ uden du haver tammen brad”.  De andre opskrifter har modsætningerne: liden falk-tamme brad; vilden fugl-blodige brad; vilden fugl- en brad; denne fugl-tammen brad. F har slet ingen brad.

Forholdet menneske-natur er ikke sexet, som det hedder med et moderne plusord. Men det er væsentligt.

 

TEKSTEN

Jomfruen i fugleham (DgF 56C)

1. Jeg ved vel, hvor en skov hun stander,

hun står foruden under fjord;

der gror inde de fejreste [smukkeste] træ,

som nogen mand haver hørt.

Så vinder en svend sin jomfru (omkvæd).

 

2. Der gror inde de fejreste træ,

som man kalder silje [piletræ] og linde;

der spiller [leger] inde de ærlige dyr,

som man kalder hjorte og hinde.

 

3. Der spiller inde både hjorte og hinde

og andre dyr så skønne;

der synger så liden en nattergal

udi en lind så grøn.

 

4. Det spurgte Nilaus Erlandssøn,

som dyren’ var vant at bede [jage],

han lader sin ganger med det røde guld sko,

og did rider han at lede.

 

5. Did red Nilaus Erlandssøn,

så såre [meget] monne han lange [længes];

der var han i dage tre,

han kunne ikke fuglen fange.

 

6. Så satte han snaren på alle de træ,

som fuglen var vant at være;

den fugl blev i sin’ øjen snar [hurtig],

han måtte hende dog ombære [undvære].

 

7. Han satte snaren på alle de stier,

som fuglen var vant at gange;

den fugl var i sin’ øjen så snar,

han kunne hende ikke fange.

 

8. Han tog øksen i sin hånd,

han ville det træ nederfælde;

der kom den mand, der skoven åtte [ejede],

han skød sin skaft imellem.

 

9. ”Hugger du neder min fædrene skov,

og gør du mig den vælde [vold],

jeg lover dig, Nilaus Erlandssøn,

så dyrt skal du det gælde”.

 

10. Det da mælte [sagde] den skønne jomfru,

hun stod på højen tinde:

”Ungersvend vil du lyde mit råd,

da skal du fuglen vinde.

 

11. Hør du, favren [smukke] ungersvend,

og vil du lyde mit råd:

Du får ikke af vilden fugl,

uden du haver tammen brad [kød]”.

 

12. Han skar braden af sit bryst,

han hængte det på lindekvist,

hun flagred med sin’ vinger, hun lod vel om

[kunne godt lide],

fuld ondt var braden at miste.

 

13. Det da var den liden nattergal,

hun fik den blodige brad;

så blev hun til skønneste jomfru,

der måtte på jorden gå.

 

14. Jomfruen under linden stod

i silkesærk hin røde;

ridderen tog hende i sin arm,

de klaged hverandre deres nød.

 

15. Ridderen tog hende i sin arm,

klapped hende ved hviden kind;

”Sig mig, allerkæreste min,

hvem voldte sorgen din?”

 

16. ”Jeg sad mig over min faders bord,

jeg legte med roser og liljer;

min stedmoder kom der gangendes frem,

det var ikke med hendes minde [billigelse].

 

17. Så skabte hun mig til en liden nattergal,

bad mig ad skoven flyve;

min’ syv møer i ulvelige [ulveskikkelse],

bad, de skulle fuglen rive”.

 

18. Jomfruen under linden stod,

slog ud sit favre hår.

Der kom løbendes hendes tjenestemøer,

som før i ulvelige var.

 

19. Nu haver Nilaus Erlandssøn

forvunden båd’ angst og harm;

nu sover han så gladelig

udi den jomfru hendes arm.

Så vinder den svend sin jomfru.

 

kilde til billede: nattergal, gratis billede Pixabay