Helligt, grønt, menneskeligt

JULE-TOPMØDE

Ved juletid mødes tre supermagter til intenst samarbejde. De kommer fra hver sin magtposition. Gud hævder, at han har skabt universet. Naturen påstår, at den udviklende kraft ligger i den og er selvkørende. Mennesket mener, det har ret til beherske det hele. De gamle stridigheder er der endnu; men sammen har disse supermagter skabt den jul, vi kender på vore breddegrader. Gud lader sin søn føde, naturen sørger for vintersolhverv, og mennesket kommer med juletraditioner, kunst og kommercialisering. Mirakel, magi, forventning og utopi omgiver juletopmødet. Julen 2020 var ingen undtagelse, men den har meget tydeligt vist, at der bag samspillet mellem religion, natur og menneske ligger et indbyrdes modspil og en magtbalance, der over tid har ændret sig fundamentalt.

Jeg har valgt nogle (jule)tekster, hvor forholdet mellem Gud, natur og menneske er særligt tydelige. Jeg læser dem med religiøse, grønne og litterære øjne.

LUKAS-EVANGELIET

Kristendommen viser sig i julen fra sin milde, blide, velsignende, mirakuløse og fredfyldte side, ikke mindst i Juleevangeliet (Luk 2, 1-21) og i dets forspil Bebudelsen (Luk 1, 26-38). Gud mindsker afstanden mellem det guddommelige og det menneskelige ved at lade sin søn blive menneske. Han ændrer også på det sociale hierarki. Han giver ikke kongen og de rettroende jøder besked, men derimod fattige hyrder og hedenske vismænd (vismændene iflg. Matt 2-2). Gud åbner samtidig for fred mellem mennesker (Luk 2,14). Gud involverer også naturen. Han sætter en stjerne på himlen (Matt.2.2), lader sin søn føde mellem dyrene i en stald og julebudskabet forkyndes ude på en mark.

Men spændvidden i Bebudelsen og Juleevangeliet hos Lukas ligger i, at Gud samtidig opretholder sin suverænitet, sin afstand, sin fundamentale anderledeshed og sin suveræne beherskelse af såvel den menneskelige som den ikke -menneskelige natur. Han er ren ånd og ophæver den menneskelige biologis love. Han befrugter Maria gennem ord, skaber et moderbillede uden seksualitet og spalter mandsbilledet i en åndelig gud og en legemlig stedfar (Josef). Maria repræsenterer den menneskelige fornuft med sit spørgsmål: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”. Hun får den almægtige Guds svar: ”intet er umuligt for Gud” (Luk 1, 38).

I Lukas-evangeliet viser Gud selv, at noget fundamentalt nyt kommer med Jesus’ fødsel. Det markerer nogle oversættere ved at lade Juleevangeliet (Lukas 2,1) begynde med ordene: ”Men det skete i de dage”. Andre oversættere, der lægger vægt på kontinuiteten fra Det gamle testamente til Det nye, erstatter verdenshistoriens mest berømte ”men” med et ”og”. Luther valgte ”men”: ”Es begab sich aber”. Den danske 1948-oversættelse havde ”Men det skete i de dage”; 1992-oversættelsen skriver: ”Og det skete i de dage”.

Ekskurs

Nogle radikale feminister har kaldt ærkeenglen Gabriels besøg hos Maria for voldtægt (jf. Dahlerup 2009). Ifølge Politiken (5. januar 2021) har en irsk TV-station i en nytårssatire gennem en fiktiv oplæser meddelt, at ”den 5 milliarder år gamle mand er anklaget for at have forgrebet sig på en ung mellemøstlig indvandrer og har angiveligt gjort hende gravid mod hendes vilje”. Hertil er at sige, at Maria ifølge teksten vælger frit og afgiver en klar samtykkeerklæring: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” (Luk 1, 38). I den katolske bibel, Vulgata, lyder Ærkeenglens hilsen: ”Ave, gratia plena”, (”Vær hilset, fuld af nåde”). Det kunne Luther ikke lide, og han oversatte med ”Gegrüsset seist du, Holdselige [Huldsalige]”. Nogle protestantiske bibler forsøger på forskellig måde at undgå ”Ave Maria” og ”fuld af nåde”. I den danske 1992-oversættelse lyder det sådan: ”Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: ”Herren er med dig, du benådede”. I 1948 hed det: ”Vær hilset, du benådede”.

Jule-fiktion

Med alt dette forholder det sig imidlertid sådan, at vi ikke ved noget som helst om, hvordan den historiske Jesus’ fødsel foregik. Vi har det kun gennem Det nye testamentes senere beretninger. Det skriver Lukas selv i indledningen til sit evangelium, der er henvendt til en formodentlig højstående mand, Theofilus:

Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i (Luk 1,1-4).

Lukas er fuldt bevidst om, at han skriver på baggrund af nogle traditioner; han undersøger nøje disse og synes at mene, at han på den baggrund selv meddeler fakta, således at Theofilus gennem hans beskrivelse kan vurdere, om eller at det er sandt, hvad han tidligere har fået at vide.

For en litterær betragtning er Lukas’ Bebudelse og Jule-evangelium imidlertid fiktion; det fremgår af teksterne selv. Lukas lader en alvidende fortæller berette om situationer, hvortil der netop ikke har været og ikke kan have været øjenvidner. Ingen uden Gud, Maria og ærkeenglen Gabriel har således overværet Bebudelsen, og disse tre har ikke fortalt om den. Lukas lader tilmed den alvidende fortæller have indsigt i, hvad intet andet menneske kan vide, nemlig hvad Maria har tænkt og følt: ”Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde”.

Lukas’ kunst – for der er tale om fiktion af høj kvalitet – er imidlertid, at han lader sin fortæller opføre sig paradoksalt. Han gør ham alvidende, men lader ham samtidig tilbageholde viden. Om Maria meddeler han kun, hvad hun hedder, at hun er jomfru, og at hun er forlovet, ikke hvorfor hun er udvalgt til at føde Guds søn. Det må, som så meget andet, udledes af tekstens replikker og handlinger. Der opstår således nogle ”sorte huller”, som læserne selv må udfylde. Katolikkerne tager udgangspunkt i ”fuld af nåde”, dvs. på forhånd yndet af Gud. ”Fuld af nåde” er også udgangspunkt for Marias senere tilnavne: Himmeldronning, Barmhjertighedens Moder, Guds Moder, Havets Stjerne, Formidler (Mediatrix) og meget mere. Luther bruger metaforen ”tjenerinde” bogstaveligt og ser i Maria en fattig tjenestepige på 13 år; hun bliver for ham Guds moder uden egen fortjeneste. En del af fortællingens mystik kommer af denne fortæller, der ved så meget og fortæller så lidt. På sæt og vis minder Lukas-fortællingens alvidende fortæller om den Gud, han fortæller om. Det er et fornemt kunstgreb.

Samtidig er Lukas en kreativ fortæller, der af det abstrakte begreb ”inkarnationen” har skabt så visuelt stærke situationer som Bebudelsen, fødslen i stalden og hyrderne på marken. I mere end to tusind år har de inspireret billedkunst, litteratur og musik og sat sig fast som kulturel arv hos troende som ikke troende. Man kan sammenligne med det andet juleevangelium, Johs 1,1: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Det er teologisk dybsindigt, men ikke noget der fænger i kirken juleaften. Som barn blev jeg altid skuffet, når Johannes’ tekst var årets juleevangelium. Matthæus har heller ikke Lukas’ fantasi, han skriver bare, at Josefs forlovede blev gravid, uden at de havde været sammen, at Josef ville skilles fra hende, men at han i en drøm fik sagens sammenhæng forklaret af en engel. Til gengæld har Matthæus Hellig Tre Konger og Bethlehemsstjernen. Bibelselskabet skriver, at Lukas er historikeren blandt evangelisterne. Jeg vil tilføje, at han er kunstneren.

En anden fortælling om et guddommeligt barn og hyrder på marken føjer flere perspektiver til Lukas’ julefortælling.

VIRGILS 4. HYRDEDIGT

Vidunderdrengen

Den romerske digter Virgil (70 -19 f. Kr.) skrev omkring år 40 f. Kr. 10 hyrdedigte, såkaldte ekloger. I dem synger hyrder, mens de vogter deres får og geder ude på marken, om kunst, kærlighed og politiske forhold, som regel i kappestrid med hinanden. Den fjerde ekloge er særligt berømt, fordi den tidligere blev tolket som en profeti om Jesus’ fødsel:

Nu er den tid, Sibylle [spåkvinde] har nævnt; vi står ved dens udgang.

Frem som af moderskød går ny århundreders følge.

Retfærd kommer igen med de gamle livsalige dage.

Nyt spirer op, og spiren har rod i himlen deroppe.

Drengen, som fødes nu, med ham Jernalderen svinder.

Og fra ham går en gudeslægt ud over jorderig vide.

(Johannes Lofts oversættelse 1941), citeret efter old.thisted-gymnasium.dk, men med moderne retskrivning).

Virgil profeterer, at en ny tid vil komme. Om denne guldalder, der vil følge efter jernalderen, skriver han henvendt til drengen:

Dig allerførst, lille dreng, skal jord af sig selv dække op for;

Yppigt skal vedbenden slynges og baldrian spire omkring dig.

Calla vokser i flok om den lattermilde acanthus.

Fromt med yverne spændt smågederne møder til malkning,

Kvæget ryster ej mer af skræk for den mægtige løve.

Selv fra din vugge der skyder en krans af venlige blomster.

Virgil spår videre om de lykkelige tilstande, der vil følge, efter at drengen er bleve henholdsvis en stor dreng og en voksen mand, og han håber at leve længe nok til at følge hans bedrifter. Virgil ser samtidig for sig, at de nye tider vil fjerne den forudgående tids angst og fordærv, vil bringe tilgivelse for onde gerninger, få naturen til at blomstre af sig selv og bringe fred mellem dyrene. Han lader den nye tid begynde i stjernetegnet Jomfruen. 4. ekloge slutter med et rørende billede af mor og barn:

Smil, barnlille! Så ser din moder, at du hende kender!

Måneder ti en byrde du var og besværede hende.

Smil, lille barn! Thi den, der ej møder et smil fra forældre,

Aldrig han deler sæde og bord med gudinder og guder.

Virgil forestiller sig, at det gode forhold mellem mor og barn er en forudsætning for den guldalder, der vil følge med drengen og gøre ham værdig til en plads mellem guder og gudinder. Det er uvist, hvorfor Virgil regner et svangerskab for 10 måneder. Nisbet (2008, s. 185) tilføjer, at spædbørn skal være ca. 40 dage, før de smiler genkendende.Virgils vidunderbarn er i sandhed usædvanligt. Men man forstår, at nogle har kunnet se Maria og barnet i disse linjer.

Virgil har altså som Lukas et guddommeligt barn, hvis fødsel vil indlede nye tider; begge har også hyrder, noget med en jomfru og en medlevende natur. Hvordan kan det forklares?

Forunderlige profetier

Der er mange andre førkristelige profetier både i jødisk, hellenistisk og romersk tradition om en guddommelig dreng, som vil forårsage gyldne tider. Men især Virgil har mange fællesstræk med Lukas-evangeliet. Kirkefaderen Augustin (354-430) skal have været en af de første til at tolke 4. ekloge som en profeti om Jesus. Man har undret sig over, at jøder og hedninge forskellige steder fra og på forskellige tidspunkter har kunnet fremføre en profeti som ”synes være udsagt af samme mund […] og uden skygge af tvivl […] ud fra samme inspiration”, skrev den italienske digter Petrarca (1304-1374). Han fortsatte:

Ja, disse ord og tusind andre er blevet sagt om Kristus, længe før han blev født i kødet, og de blev gentaget omkring selve det tidspunkt, hvor han blev født for at vække menneskehedens tro på den sande og evige Søn af Gud.

(Petrarca: De otio religioso, (1347), her oversat efter Schearer 2002, s. 42).

Om specielt Vergils 4. ekloge og et lignende sted i hans Ænæide skrev Petrarca, at ganske vist så Virgil i drengen romerske helte, i Ænæiden således Caesar, men

Idet han hørte disse forvarsler og ikke stræbte højere op, fokuserede digteren på den romerske kejser, fordi han ikke kendte til noget større end dette; men havde det sande lys skinnet i hans øjne, ville han uden tvivl have henført disse tegn til en Anden.

(Petrarca: De otio religioso, (1347), her oversat efter Schearer 2002, s. 42).

Jeg kan huske, at jeg selv engang undrede mig over, at forfatteren til Davids Salme 22 ordret kunne formulere de ord, Jesus senere sagde på korset: ”Min Gud! min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”.

Hvordan kunne det lade sig gøre?

Svaret er enkelt. Jesus citerede Davids Salme. Det er Jesus, der ser tilbage, ikke David, der ser frem. Begrebet ”profeti” er litterært set en illusions-teknik, hvorved der byttes om på historiske forløb. I Det nye testamente er opfyldelsen af profetier et centralt eksistentielt og retorisk greb. Jesus forstår sig selv som én, der opfylder jødiske profeters forudsigelser, og for ham selv og hans tilhængere er netop denne opfyldelse en argument for hans legitimitet. Men sagen er, at spådommene fra førkristelig græsk og romersk tid ikke er spådomme om Jesus, og at de gammeltestamentlige jødiske Messias-profetier ifølge jødedommen endnu ikke er blevet opfyldt.

Virgils vidunderdreng

Virgil skrev i år 40 f.Kr. sin 4. ekloge til vennen Gajus Asinius Pollio (75 f. Kr.-4. f. Kr.), der netop var blevet konsul. Pollio var hovedmanden bag freden i Brundisium, der skaffede forsoning mellem de stridende parter efter den borgerkrig, der fulgte efter mordet på Cæsar år 44 f.Kr. Pollio havde formodentlig netop fået en søn, og digtet kan ses som en lykønskning og et fremtidshåb knyttet til denne søn. Samtidig mener man, at Virgils vidunderdreng i større perspektiv kan være den søn, som på kejserplan kunne komme ud af det politiske ægteskab mellem Antonius (82-30 f. Kr.) og Octavia (ca. 70-11 f. Kr). Hun var søster til Octavian, den senere kejser Augustus (kejser 31 f.Kr.-14. ef. Kr.). Virgil skrev en politisk utopi, hvortil han knyttede et guddommeligt perspektiv og en bemærkelsesværdig naturdeltagelse. Virgils kilder er nøje udredt af Nisbet (2008); det drejer sig om en blanding af jødiske profetier, græske sibyllers orakler og romersk hyrdedigtning. I Minna Skafte Jensens og Karstens Friis-Jensens beskrivelse af ”Vergils danske efterkommere” (1984) er forbindelsen mellem Virgil og Lukas-evangeliet omtalt.

ESAJAS OG SIBYLLEN

To eksempler på mulige kilder for Virgil skal anføres. Profeten Esajas levede ca. 700 f. Kr.

Hans oprindelige profetier menes at indgå i kapitlerne 1-39 af de i alt 66 kapitler, som Det gamle testamentes Esajas Bog består af. Esajas selv skal således have profeteret om en kommende fredsfyrste, der frygter Herren og optræder med visdom, indsigt, råd, styrke og retfærdighed. Med ham skal der opstå fred mellem dyrene og mellem mennesker og dyr:

Ulven skal bo sammen med lammet,

panteren ligge samme med kiddet;

kalv og ungløve græsser sammen

en lille dreng vogter dem.

Koen og bjørnen bliver venner,

deres unger ligger sammen,

og løven æder strå med oksen.

Spædbarnet leger ved slangens hule,

det lille barn stikker sin hånd

ind i hugormens hul.

(Esajas’ Bog 11, 6-8).

Esajas spår i et senere kapitel: ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,/ ødemarken skal juble og blomstre,/ den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd” (Esajas 35, 1-2), og

Da skal blindes øjne åbnes

og døves ører lukkes op;

da springer den halte som hjorten,

den stummes tunge bryder ud i jubel.

(Esajas’ Bog 35, 5-6).

Grundtvig skrev i 1837 ”Blomstre som en rosengård” over dette skriftsted.

Hos Sibyllen man man finde følgende:

For den altbærende jord vil give ubegrænset frugt, korn, vin og olie […] og der vil frembryde søde kilder af hvid mælk. Og byerne vil blive fyldt af gode ting, og markerne vil blive rige. Der vil ikke være sværd på jorden eller drøn fra kamp.

(Sibylline Oracles, III, 3, 744-745 og 749-751, oversat efter Nisbet 2008, s. 161).

Disse citater kan sammenholdes med naturen, der hos Virgil vælder frem omkring vidunderbarnets vugge:

Dig allerførst, lille dreng, skal vor jord af sig selv dække op for;

Yppigt skal vedbenden slynges og baldrian spire omkring dig.

Calla vokser i flok om lattermilde acanthus.

Fromt med yverne spændt smågederne møder til malkning,

Kvæget ryster ej mer af skræk for den mægtige løve.

Selv fra din vugge der skyder en krans af venlige blomster.

Slangen dør, og giften dør, som lurer i urten.

Østens den sjælne balsam af jorden skyder som græsset.

(Johannes Lofts oversættelse 1941), citeret efter old.thisted-gymnasium.dk, men med moderne retskrivning).

NOGLE KOMMENTARER

For en litterær betragtning er Lukas’ Bebudelse og Juleevangelium fiktion. Lukas har, da han skrev sine julefortællinger, anvendt temaer, som var brugt før ham. Det er der kommet en meget levedygtig kristen fortælling ud af.

Nutidige teologer ser ikke fiktion som en modsætning til religion. For dem er det centrale i juleevangeliet, at Jesus er Guds søn og er blevet menneske. Moderne teologer kan oven i købet hævde, at fiktion er særligt velegnet til at formidle guddommelige begivenheder (se min blog ”Omvendt”, 20.9. 2020).

For et grønt blik er et afgørende tema i førkristelige tekster om et guddommeligt barn ikke kommet med hos Lukas. Han har dyr i stalden og hyrder på marken; men der vokser ikke blomster omkring Jesusbarnets vugge, og sidenhen ikke i hans fodspor. Der er heller ikke fred mellem dyrene og mellem dyr og mennesker og mest iøjnefaldende: Naturen deltager ikke på eget initiativ.

Hvordan hænger det sammen?

(Fortsættelse følger).

HENVISNINGER

Dahlerup, Pil: ”Mildhed og aggression”, anmeldelse af Maria – drømmen Drømmen om kvinnan, udstilling oktober 2008-november 2009 på Historiska Museet, Stockholm, Kvinfo maj 2009.

Den store Danske, online

Glente, Karen: Virgils hyrdedigte. En oversættelse og en læsning, Multivers Klassiker, København 2013.

Lewis, C. Day: The Eclogues of Virgil, engelsk oversættelse, Jonathan Cape, Thirty Bedford Square, London 1963.

Loft, Johannes: Pollio, Vergils fjerde Hyrdedigt, Indledning, Oversættelse, Tilbageblik, Munksgaards Forlag, København 1941.

Nisbet, R. G. M.: ”Virgil’s Fourth Eclogue: Easterners and Westerners”, i Katharina Volk (red.): Vergil’s Eclogues, Oxford Readings in Classical Studies, Oxford University Press, 2008, s. 155-188.

oldportalen. Gyldendal.dk

old.thisted-gymnasium.dk, med oversættelse af 4. ekloge efter Johannes Loft 1941.

Saunders, Thimothy: Buccolic Ecology, Virgil’s Eclogues and the Environmental Literary Tradition, Duckworth, London 2008.

Schearer, Susan S. (udg. og ov.): Francesco Petrarch: On Religious Leisure (De otio Religioso), Italica Press, New York 2002.

Skafte Jensen, Minna og Friis-Jensen Karsten: ”Vergils danske efterkommere”, i Peter Brask m.fl.: Dansk litteratur historie 2, Gyldendal, København 1984, s. 413-428 om hyrdedigtning.

www.bibelselskabet.dk/esajas

www.denstoredanske.lex.dk/esajas [Knud Jeppesen 29. okt. 2020]

Kilde, billede, Jesusbarnet, https://pixabay.com/da/photos/krybbe-julen-julen-krybbe-1190366/