Lidt om Louise Glück

(Tre supermagter 4)

Tre timer efter at navnet på årets nobelpristager i litteratur var offentliggjort, stod der 23 personer på venteliste til den ene af Louise Glücks bøger på Hovedbiblioteket i Krystalgade og 18 til den anden. Biblioteket havde kun de to. Boghandlere og Antikvariater havde ingen. Men på Det Kongelige Bibliotek, som har dem allesammen, lykkedes det mig at låne The Triumph of Achilles (1985). Den vil jeg skrive lidt om.

The Reproach

You have betrayed me, Eros.

You have sent me

my true love.

Enhver anden, der ville gå i rette med kærlighedsguden, ville klage over ulykkelig eller manglende kærlighed. Jeget i ”The Reproach” klager over den store kærlighed. Det uventede er et karakteristisk træk ved Louise Glücks digte.

What is a poet

without dreams?

I lie awake; I feel

actual flesh upon me,

meaning to silence me –

Outside, in the blackness

over the olive trees,

a few stars.

”Jeg føler/ virkeligt kød oven på mig”. Louise Glück siger tingene hårdt og ligeud. I et interview har hun udtalt: ”Jeg har prøvet – og prøver – at introducere og reintroducere det jordiske, det tidslige, fordi min orientering altid er mod det evige” (Morris 2006, s. 253). Den andens kærlighedskrop er i ”The Reproach” en jordisk hindring for digteren, der som sin forudsætning har drøm og natur. Pointen er, at den kærlighed, Jeget klager over, har ramt så dybt:

my heart was not

so hard as your arrow.

Inventaret med kærlighedsgud og kærligheds-pil generaliserer eller fremmedgør oplevelsen. Den bliver klassisk og fjern. En fastfrosset ramme om en skælvende følelse. Samme virkning kommer fra de korte sætninger, der er næsten uden retorisk pynt.

Der er endnu en pointe ved dette digt om Jeget, der er bragt til tavshed af kærligheden. Det taler jo om sin tavshed. Et sådant væv af uforenelige modsætninger bærer mange af Louise Glücks digte.

Horse

What does the horse give you

that I cannot give you?

Jeget er ægtemanden. Han ser digtets Du ride med hænderne begravet i hoppens manke. Han besvarer selv sit spørgsmål, men kommer ikke, som man kunne vente, med gængs snak om piger og heste og sanselighed. Ingenting hos Louise Glück er, som man forventer:

Then I know what lies behind your silence:

scorn, hatred of me, of marriage. Still,

you want me to touch you: you cry out

as brides cry, but when I look at you I see

there are no children in your body.

Then what is there?

Nothing, I think. Only haste

to die before I die.

Man kan konkurrere om mange ting, også blandt ægtefolk. Men konkurrence om at dø først er nyt og læserkrævende. Had og goldhed synes at beherske Duet; men begæret er der stadig som en bruds gråd eller et skrig. Og hvordan er så det? Ægtemanden ser også kvinden og hesten i drømme. Først rider de, så stiger hun af, og de går i mørke. Som så ofte blander Louise Glück et urealistisk element ind i en ellers markant realistisk situation: Kvinden og hesten kaster ikke skygge i mørket; til gengæld kommer skyggerne, der om natten er ”their own masters”, til ham. Digtet slutter sådan:

Look at me. You think I don’t understand?

What is the animal

if not a passage out of this life?

Kvindens hesteridt kan forstås som en desperat og fortvivlet handling. Hun vil ikke mere. Hun kan også ride mod døden i et håbløst forsøg på at foregribe kærlighedens ophør. Som det hedder i et andet digt, ”For mig Father”: ”I know/ intense love always leads to mourning”.

Digtets tvist og kompleksitet ligger i, at kvinden, der synes at hade og foragte sin mand, er omgærdet af hans dybe indsigt. Han forstår det hele, selv om hun ingenting siger.

”Horse” står som sidste digt i digtsamlingen.

The Triumph of Achilles

In the story of Patroclus

no one survives, not even Achilles

who was nearly a god.

Patroclus resembled him; they wore

the same armor.

Titeldigtet ”The Triumph of Achilles” kræver læserens kendskab til Illiadens 23. sang, plus lidt til. Patroclus er opdraget sammen med Achilles; han er den ældste, men Achilles er helten. Denne holder sig uden for den trojanske krig; men Patroclus går ind i den og låner Achilles’ rustning for at vinde respekt. Det lykkes Patroclus at afbrænde trojanernes skibe, men selv bliver han dræbt af trojanernes helt Hector. Homer-forskerne er uenige om, hvorvidt Patroclus og Achilles er venner eller elskende. Louise Glück sætter sit digt ind i den situation, hvor Achilles sørger over tabet.

Always in these friendships

one serves the other, one is less than the other:

the hierarchy

is always apparent, though the legends

cannot be trusted –

their source is the survivor,

the one who has been abondoned.

Louise Glück slår ned på venskabers magtbalance. Indtil sidste sætning i citatet er den ene part klart ovenpå. Men der er, som der plejer at være hos Louise Glück, et tvist. Det vender. Den overlegne bliver taberen, fordi han er den overlevende og forladte.

In his tent, Achilles

grieved with his whole being

and the gods saw

he was already dead, a victim

of the part that loved,

the part that was mortal.

Mytologien beretter, at Achilles var usårlig, fordi hans mor, gudinden Thetis, dyppede ham i floden Styx, da han var spæd. Eneste sårbare sted var anklen, som hun holdt om (”Achilles-scenen”). Louise Glück laver om på historien. Hun giver Achilles et andet sårbart sted, nemlig det hvor kærligheden sidder. Han er således allerede død, inden han går ind i den kamp, hvor han bliver dødeligt såret i anklen.

”The triumph of Achilles” er titlen ikke blot på et digt, men på hele digtsamlingen. Man kan udlede, at Louise Glück har lagt vægt på netop dette digt. Men hvad er Achilles’ triumph? Tolkningsmulighederne er mange: At han hævner Patroclus, at han går ind i krigen til sidst, at han er en helt, at han er ”nearly a god”, at han er usårlig? Jeg foreslår, at Achilles’ triumf i Louise Glücks tolkning er, at han er et menneske, der kan elske og derfor kan såre og dø1.

Apollon og Dapne

I digtet ”Mythic Fragment” fortolker Louise Glück fortællingen om Apollon og Dapne. Guden Apollon blev forelsket i nymfen Dapne og efterstræbte hende. Hun flygter fra ham, men da han nærmer sig, blev hun på sin egen bøn til flodguden Peneios, hendes fader, forvandlet til et laurbærtræ.

I was a tree forever. Reader,

pity Apollo: at the water’s edge,

I turned from him, I summoned

my invisible father – as

I stiffened in the god’s arms,

of his encompassing [omfattende] love

my father made

no other sign from the water.

I sin bog Poetry of Louise Glück (2006) peger Daniel Morris på, at dette digt er en freudiansk analyse af den mytologiske fortælling. Digtet handler, siger han, om en pige, der er så besat af incestuøst begær efter sin fader, at hun ikke kan rumme en elsker. Jeg er enig med Morris i, at digtet kan tolkes sådan. Men jeg vil samtidig pege på, at Louise Glück her følger en tidsbestemt freudiansk vinkel på den mytologiske fortælling. I #MeToo-bevægelsens tegn er det mere oplagt at se Dapne som en pige, der flygter fra uønsket berøring. Ser man samtidig digtet i økokritisk perspektiv, kan det handle om en pige, der foretrækker træets vegetative liv for menneskelivets begærfyldte parring. Der er flere digte om et Jegs fader i samlingen, formodentlig Louise Glücks egen. Det kan være baggrund for hendes freudianske tolkning af Dapne.

Amor og Psyche

Ifølge mytologien elsker Amor [Eros] og Psyche hinanden, men deres kærlighed modarbejdes bl.a. af hans moder Venus (Afrodite), der er jaloux på Psyches skønhed. De indespærres i et slot, og Psyche får at vide, at hun skal giftes med et uhyre. Amor besøger hende om natten, men betinger sig, at hun ikke må se, hvem han er. Psyche kan ikke styre sin nysgerrighed og tænder en nat en olielampe; hun ser sin smukke elsker, men en dråbe brændende varm olie falder på hans pande, og han vågner. Nye forviklinger, men alt ender godt. Louise Glück lader Amor være den talende stemme:

You came to the side of the bed

and sat staring at me.

Then you kissed me – I felt

hot wax on my forehead.

I wanted it to leave a mark:

that’s how I knew I loved you.

Digtet er båret af to karakteristiske Louise Glück-greb: valget af stemme og omvending. Man kunne forvente, at den talende var Psyche; det er jo hende, der går på opdagelse. Men det er Amor, der får perspektivet. Han ønsker sig, at oliedråben efterlader et mærke, og så kommer omvendingen: ”that’s how I knew I loved you”. Læseren ville have ventet det modsatte: ”that’s how I knew you loved me”.

Amor og Psyche kan blandt meget andet forstås som krop og sjæl. Man har indbildt hende, at hun i kærligheden vil finde et uhyre, men hun finder en dejlig prins. Det er imidlertid ikke det, læseren skal høre om. Det er kroppen, der skal overbevise sig selv om, at den elsker sjælen. Digtet har nogle meget svære mellempassager, men slutter således:

You lay beside me; your hand moved over my face

as though you had felt it also –

you must have known, then, how I wanted you.

We will always know that, you and I.

The proof will be my body.

Svært at forstå. Meningen kan være, at mærket på kroppen, inklusive den smerte, det bibragte, er et bevis på, at Amor og Psyche har været forenede.

Winter Morning

Enkelte digte har bibelsk tema. Digtet ”Winter Morning” i fem afsnit begynder således:

Today, when I woke up, I asked myself

why did Christ die? Who knows

the meaning of such questions?

Digtet igennem trækkes paralleller mellem årstider og situationer i Kristus’ liv. Flugten til Ægypten og Korsfæstelsen falder om vinteren. Tiden mellem Opstandelsen og Forklarelsen på Bjerget knyttes til forår, og digtet slutter med sommer. Hele vejen er mennesket med i paralleldragningen. Spørgsmålet om Kristi død stilles af Jeget en ”unbelievably cold” vintermorgen. Ørkenen i Flugten til Ægypten kaldes ”a world like our world”, tilskuermængden ved korsfæstelsen repræsenterer ”humankind”, og om Kristus’ vandring på jorden efter opstandelsen hedder det: ”he was seen moving/ among us like one of us”. Digtet er som alle de andre smukt og svært. Forårs-sektionen, afsnit 4, lyder i sin helhed:

In untrustworthy springtime

he was seen moving

among us like one of us

in green Judea, covered with the veil of life,

among olive trees, among the many shapes

blurred [sløret] by spring,

stopping to eat and rest, in obvious need,

among the thousand flowers,

some planted, some distributed by wind,

like all men, seeking

recognition on earth,

so that he spoke to the disciples

in a man’s voice, lifting his intact hand:

was it the wind that spoke?

Or stroked Mary’s hair, until she raised her eyes

no longer wounded

by his coldness, by his needless destruction

of the flesh which was her fulfillment –

This was not the sun.

This was Christ in his cocoon of light:

so they swore. And there were other witnesses

though they were all blind,

they were all swayed [svajet, overbevist] by love –

Afsnittets åndelige lethed skabes af antydninger. Kristus kaldes kun en enkelt gang ved navn, ellers er det ”han”. De to situationer, Vandringen på jorden efter opstandelsen (Mark 16, 1-30, Luk 24,13-49, Joh 20, 19- 21,14) og Forklarelsen på Taborg Bjerg (Matt 17, 1-9, Mark 9,2-10 og Luk 9,28-36) gengives kun ved antydningers antydning, især det sidste.: ”This was not the sun”.

Modsætninger skaber afsnittets spændinger og spændstighed. De gennemsyrer det hele, holder såvel ord som afsnit i skak. Første afsnit, til og med ”fulfillment”, bæres af tvivl, f.eks. In ”untrustworthy springtime”, men denne fremstilles på en baggrund af solid realisme. Den opstandne Kristus skildres i detaljer som et menneske, der spiser, drikker, hviler og taler som alle andre. Han omgives af forårets natur, oliventræer og planter. Der er endda plads til humor i den overflødigt snusfornuftige oplysning, at nogle blomster er plantede, andre sået af vinden. (Det kan også være en allusion til lignelsen om Sædemanden, Mark 4). Alt dette ophæves af tvivlen: Er Kristus der slet ikke? Var det bare vinden, der talte og bevægede Marias hår? Et par af Louise Glücks hårde og ligepå udsagn underbygger tvivlen: Den unødvendige ødelæggelse af Kristus’ krop er fuldendelsen af Marias livsopgave.

Det følgende afsnit siger det modsatte. Det udstråler tro: Det er ikke solen, vidnerne ser, men Kristus i forklarelsens lys. Modsætningen indgår tilmed i ordet ”blind”. Blinde vidner er ikke troværdige. Men pointen er, at disse vidner ikke er blinde, men blændede og slået omkuld af kærlighed til Kristus.

I afsnit 5 vendes der tilbage til jeget og en lang vinter, så kommer forårsregn og digtet slutter: ”And suddenly it is summer, all puzzling fruit and light”.

Det hører med, at digtets afsnit 3 ligger ”At the Edge of the Intelligible” (med titlen på en bog af DeSales Harrison, 2004, hvori indgår et kapitel om Louise Glück). Hun fremmaler et billede af Kristus på korset, hævet over menneskemængden, hævet over byen Jerusalem, men omgivet af store fugleflokke:

[…] not partial

to this form over the others

since men were all alike

defeated by the air,

whereas in air

the body of a bird becomes a banner:

But the lesson that was needed

was another lesson.

Mennesker plejer ikke at befinde sig i luften, hvad Kristus i sin hævede position kan siges at gøre. Fugle i luften udgør derimod et banner. Den lære, der skal forklare dette, kan være opstandelsen og menneskeliggørelsen i det følgende afsnit.

Tre supermagter

Man kan sige, at digtet ”Winter Morning” handler om de tre supermagter Gud, natur, menneske. Gudsbegrebet fremstår ontologisk usikkert. Det kan være sandt, men det kan også være en forveksling med naturen. Men også naturen omgærdes af objektiv uvished. Om den lange vinter med mørke veje, grå ahorn, sølvagtigt lav og farverige solnedgange hedder det i afsnit 5:

When I shut my eyes, it vanishes.

When I open my eyes, it reappears.

Selv naturen kan have status som en subjektiv menneskelig oplevelse. Ordet ”Morning” i digtets titel har lydligt sammenfald med ordet ”mourning”, sørgende. Titlen kan således også forstås som Vintersorg. Digtet kan da ses som udtryk for nogle sammenblandede følelser af depression, religiøsitet og årstidernes skiften. Det kan indgå i det, DeSales Harrison har brugt som generel karakteristik af Louise Glücks digtning. Den er ”en kondition, påvirket af, ja opretholdt af, antitetiske, uforligelige eller uassimilerbare relationer” (s. 156).

Alt i alt

Jeg har omtalt enkelte digte fra en enkelt digtsamling. De er nok til at overbevise mig om, at her er et forfatterskab i en særlig liga. Som bidrag til en karakteristik vil jeg fremhæve kombinationen af umådelig enkelthed og umådelig kompleksitet. Man kan også sige, at streng koncentration er kombineret med vidtrækkende associationer. Som oplyst af Kim Skotte (Politiken 9. oktober 2020) har Louise Glück selv udtalt, at ”det enkle sprog … har den største mulighed for at indeholde den største og mest betydningsfulde betydningsvariation i de enkelte ord”. Louise Glücks stil hviler ikke på retoriske kunststykker. Det er et lige-ud-ad-landevejen sprog, som imidlertid ikke udsiger banaliteter, men krystaliseret visdom. Det enkle er også det uventede, bl.a. i barske formuleringer og i valg af talende stemme. Markant til stede er den græske mytologi. Den fungerer som en kulturel ramme, der kan tolke aktuelle erfaringer, eller omvendt selv tolkes af nutidige erfaringer.

Der findes mange slags litteratur. Louise Glücks giver intellektuel og følelsesmæssig glæde gennem sin udfordring af læseren.

I øvrigt skal man ikke tro, at efternavnet har noget med ”lykke” at gøre. Glück udtales ”Glick”.

Kilde: billede: Wikimedia, Louise Glücks