Litteratur og natur
Jeg tror ikke, der findes en litterær tekst uden natur. Der vil altid være en plante, en blomst, et træ, et blad, et dyr, en fugl, en fisk, en sommerfugl, en mark, en eng, et hav, en flod, en bakke, et bjerg, en himmel, en sky, en stjerne, en sol, en måne eller en sol. Det vil være lyst eller mørkt, storm eller regn, morgen eller aften, forår, sommer, efterår eller vinter. På et eller andet niveau vil naturen være der, om ikke andet så som sammenligning: ”øjnene blå som vand i vår”.
Nu mener nogle, at vi vil få større bevidsthed om vores forhold til vores ikke-menneskelige omverden, hvis vi bliver opmærksomme på naturen i litteratur.
De går videre endnu. De hævder, at selve mediet ”litteratur” er en central kulturfaktor. Litteratur gør noget ved os alene i kraft af sin form.
I fagsprog hedder det, at man kan betragte litteratur som ”kulturel økologi”.
Litteratur som kulturel økologi
Man kan have sine forbehold over for endnu en litterær moderetning med alt, hvad dertil hører af teoretikere, analytikere, bøger, artikler, projekter, afhandlinger og indforstået universitetsjargon. Men midt i alt det er der nogle perspektiver, som jeg synes er værd at tage op. Man kan også sige med Terry Eagleton, at teorier opstår, når vi er tvunget ind i en ny bevidsthed om, hvad det er vi laver ” (citeret efter Goodbody og Rigby 2011, s. 1).
Det er et generelt økokritisk standpunkt, at forestillingen om menneskets ret til at beherske sine ikke-menneskelige omgivelser har mistet sin autoritet. Det er ikke længere indlysende, at den naturlige omverden kan indrettes efter antropologiske kriterier af økonomisk, social eller kulturel art. Et biocentrisk perspektiv kræver, at al menneskelig og ikke-menneskelig natur betragtes som ligeværdig, men forskellig. Hver eneste del har sin funktion og er nødvendig for helheden.
Samme balance-synspunkt kan anlægges på kulturelle fænomener, herunder på forskellige typer af skriftlig kommunikation. Også de kan betragtes som forskellige og ligeværdige. Synspunktet er nu, at en kultur er forarmet, hvis litterære tekster marginaliseres eller helt udelukkes i samfundsbevidstheden til fordel for f.eks. økonomiske, kommercielle, politiske og videnskabelige tekster. Marginaliseringen betyder, at den kulturelle økologi blevet forrykket, og at et led mangler i det samlede kulturbillede. Idealet er et samfund af ”fraktale relationer”, hvori der ikke er enkelte dominerende, men talrige elementer af materiel, social, tekstuel og psykisk tendens” (Morton 1994, s. 6). Hvis en tekst-type marginaliseres eller forsvinder, mangler et led i kæden, lige som klokkefrøen og den blegblå anemone kan mangle i biodiversiteten.
Indholdets økologi
Ingen tekster har som litteratur sat mennesket i forbindelse med naturen og på så mange forskellige måder: som en betingelse, som en baggrund, som et tilflugtsstedt, som fred og ro, som rædsel, som identitet, som fremmedhed, som noget ophøjet, som noget dagligdags, som noget lærerigt, som et spejl – og meget meget mere. Naturen er sunget ind i os: ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”, ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, ”Fred hviler over land og by”, ”Grøn er vårens hæk”, ”I al sin glans nu stråler solen”, ”Jeg er havren”, ”Morgenstund har guld i mund”, ”Velkommen, lærkelil”.
Også i prosatekster indgår naturen; den var i de passager, man som ung sprang over, men som ældre hæfter sig ved., f.eks.
”Stundom naar jeg har vandret ret langt ud i store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring og den blaa Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede […] naar jeg svævede hjertelet, frihedsstolt som Beduinen, hvem intet Hus, ingen snevert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besidder Alt, hvad han seer, som – ikke boer – men lysterer, hvor han vil: naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Hus og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt: stundom opstod da – Gud forlade mig denne Flyvetanke, thi Andet var det dog ikke – det Ønske: gid denne Menneskevaaning var borte! der trættes, der kives de ogsaa om Mit og Dit! – Ak! den lykkelige Ørken er baade min og din, er Alles, er Ingens.” – (Blicher: ”Hosekræmmeren” 1829).
Hver eneste periode og hver eneste forfatter kan læses ud fra det spørgsmål, hvordan mennesket placeres i forhold til den ikke-menneskelige omverden. Nogle økokritikere mener, at litteratur ligefrem indeholder kreative energier, der tilsammen udgør forskellige former for kulturkritik og for alternative visioner:
”Ud fra et kulturøkologisk synspunkt er det centralt at betragte kunst og litteratur ikke blot som illustrationer af velkendt viden, uanset hvor velment det er, men som en form for udforskning af kulturel viden og kreativitet i egen ret”. (Zapf 2017, s. 12).
Mediets økologi
Men der kan altså også ligge økologiske kræfter i selve litteraturens måde at være medium på. Den kommunikerer anderledes, kræver noget andet og giver noget andet.
* Litteratur sætter det moderne tempo ned. Det tager tid at læse en bog. Filmen om Lykke-Per kan ses på et par timer, men det tager måneder at læse Henrik Pontoppidans roman. Læsning er en langsom proces. Den vokser stille og roligt i læseren på samme måde som en plante i naturen. Det gælder også digte. De kan læses på sekunder, men det kan tage dage, måneder og år at forstå dem.
* Litteratur kommunikerer ved hjælp af et særligt sprog, litteratursproget, der er mangetydigt i modsætning til det entydige hverdagssprog (se min blog ”Litteratursproget” 7. april 2020). Læseren må aktivere sine associationsevner for at få mening i udtryk som ”åndens vinterblund” eller ”Når livets skjorte bli’r for kort” (henholdsvis Ingemann og Shu-bi-dua).
* Alle litterære genrer, digte, fortællinger, dramaer, er indirekte kommunikation af betydning, og de aktiverer både intellekt og følelser. Et digt kan f.eks. ramme læseren gennem sin rytme, i tilfælde med rim også ved sin klang, og det kan glæde ved sin uventede brug af ord.
”Digte er relationelle, kommunikative tekster, som artikulerer uartikulerede tanker, følelser, ønsker, frygt, konflikter og begær. De udgør lige så meget af vores fælles psykosociale ”virkelighed” som den synlige verden” (Zapf 2017, s. 127).
I fortælling og drama må læsere og tilskuere selv finde frem til budskabet gennem personernes handlinger og replikker. Det er langt mere kompliceret at forstå arbejderbevægelsens mål og midler gennem Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren (1906-1910) end at læse en artikel herom.
* Litteratur kan gennem troper og figurer og en lang række andre teknikker knytte mennesket til dets omverden: ”Hvis modenhedens milde magt/ af livet selv du lærte/ da slår bag falmet rosendragt/ dit røde hybenhjerte” (Alex Garff).
* Ethvert digterværk skaber er atmosfære, en stemning, omkring sig, af glæde, ro, spænding, angst, uhygge, vrede, optimisme osv. Det sætter sig alt sammen i læseren.
Andre tekstgenrer kan have nogle af disse funktioner, men ikke i lige præcis denne kombination.
Økokritisk læsning
Litteratur tilbyder læseren mange oplevelser. En af dem kan være at blive bevidst om forholdet til naturen. Det kræver sit arbejde af læseren. Herunder skal man ikke glemme, at der er meget andet at finde i litteratur, men det er legitimt at stille et enkelt spørgsmål. Det skal vel at mærke ikke stilles for at tjekke en forudfattet ”rigtig” mening, sådan som megen ideologikritik har gjort, men simpelthen for at blive klogere.
I min næste blog vil jeg forsøge at foretage en økokritisk læsning af Jens Christian Grøndahls Dage som græs (2020).
HENVISNINGER
Böhme, Gernot: Atmosphäre. Essays zur neuen Ästhetik, Frankfurt am Main 1995.
Clark, Timothy: The Cambridge Introduction to Literature and the Environment, Cambridge University Press 2011.
Goodbody, Axel og Rigby, Kate: Ecocritical Theory. New European Approaches, University of Virginia Press, Charlottesville and London 2011.
Kroeber, Karl: Ecological Literary Criticism, Columbia University Press , New York 1994.
Morton, Timothy: Shelley and the Revolution in Taste, Cambridge University Press 1994.
Morton, Timothy: Ecology without Nature. Rethinking Environmental Aesthetics, Harvard University Press, Cambridge m.m. 2007.
Zapf, Hubert: Literature as Cultural Ecology, Bloomsbury Academic, London m.m. 2017.
Kilde: Billede, Pixabay, 17 november fra Pixabay.com
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!