At læse med grønne øjne

Grønne øjne

Hvis man har ”grønne fingre”, får man planter til at gro og vokse. Hvis man har ”grønne øjne”, lægger man mærke til den ikke-menneskelige natur. Når man læser, koncentrerer man sig om personer, replikker og handlinger og har tendens til at fokusere mindre på alt det andet. Men læser man med ”grønne” øjne, tager man det hele med og noterer sig sammenhængen mellem centrum og periferi.

Dage som græs (2020)

Dage som græs (2020) af Jens Christian Grøndahl har natur i titlen og natur på papiromslaget, der er lavet efter William Morris’ tapet med piletræs-blade. Det lægger fra starten et grønt spor ind i bogen. Der er mange andre. Tilsammen udgør de fortællingernes kompleksitet. Bogen indeholder seks noveller. Titelnovellen ”Dage som græs” handler om en ung mand, der efter besættelsen skjuler en ung tysker, der er stukket af fra en flygtningelejr. I ”Villa Ada” gemmer en ung mand sig i en stor park i Rom og involverer sig i en oprørsbevægelse til fordel for afrikanske bådflygtninge. Titelpersonen i ”Edith Wengler” er skuespiller; hun fortæller en forfatter sin historie, der bl.a. drejer sig om en mand, hun redder fra selvmord. I ”Sommerhi” skriver en advokat om baggrunden for, at hun har anmeldt sin datters svigerfar til politiet. ”Farvel” er novellen om en præst, der støtter en krigsenke. Anmelderne af bogen har påpeget personernes frihedstrang, deres tendens til at lide for andre og tematiseringen af aktuelle problemer. Den grønne omverden giver fortællingerne en ekstra dimension. Tre af dem skal omtales i det følgende.

”Villa Ada”

Fortællingen foregår i Rom hos et ægtepar, der altid skændes. Han er dansk, hun italiener. Deres unge søn Francesco stikker af hjemmefra og slår sig ned i Roms store park Villa Ada. Han forbyder forældrene at opsøge ham, og kommunikerer kun sporadisk med dem gennem sin mobil. Snart står han sammen med en ung afrikaner Ahmed i spidsen for en gruppe afrikanske bådflygtninge. De unge mennesker opretter en fristad, ”Bucolica” i parken og forlanger, med et Virgil-citat, ”Vores korn til barbarerne”. Medierne og politiet blæser det hele op, og der fastsættes et tidspunkt for rydning af lejren. Da politiet ankommer, er de unge mennesker væk.

Fra et grønt perspektiv handler novellen om retfærdig fordeling af jordens resourcer (”eco-justice” kan man sige). Villa Ada, parken i storbyen Rom, repræsenterer de omgivelser, der gør oprør mod europæisk forvaltning af verden. Ser man nøje til, opdager man, hvor massivt Jens Christian Grøndahl har ladet parken være til stede i fortællingen. Det er en pointe, at fortælleren, drengens far, kalder parken en ”skov”. Hans og moderens øvrige betegnelser viser deres holdning: ”krattet”, ”ødemarken”, ”dunkelgrønne morads”, ”vildnisset”, ”grønne kaos”, ”buskads”, ”grønne ufremkommelighed”, ”tætvoksende skov”, ”urskov”, ”junglen”. Hertil nogle dyr: ”alskens kryb”, ”cikader”, ”due”, ”en fugls vinge slog mod løvet, da den lettede”.

Til skov-betegnelserne kan man lægge alle de andre planteformer, der nævnes i novellen: ”sti”, ”skråning”, ”den nøgne jord”, ”højdedragets fod”, ”grene”, ”kviste”, ”torne”, ”løv”, ”burrer og kviste”, ”græsklædt areal”, ”pinjekroner”, ”pinjenåle”, ”pinjekroner”, ”pinjestammer”, ”kastanjetræer”, ”plataner”, løvtræer, nøddekrat, ”stammer”, ”dybgrønne løv”, ”skovbund”, ”grønne skygge”. Der noteres en række lysvirkninger: ”gule stråler”, ”gyldne luft”, ”grønligt skær”,”mørket”, ”skærende sollys”, ”lyset syntes at sive ned alle steder fra”, ”solens genskær”, ”solnedgang”. Døgnets og årets tider inddrages ligeledes: ”sommer”, efterår, morgen, aften, stille aftner, aftenbrise. Og stemningen i skoven: ”skovens lyde og mystik”. Den markante markering af skoven og dens væsen understreger sammenhængen mellem naturbevidsthed og bevidsthed om flygtningekrisen.

Andre grønne vink

Der er i øvrigt tæt med ”grønne” henvisninger i novellen. Henry David Thoreaus verdensberømte bog Walden (1854) er forsvundet fra jegfortællerens reol, sønnen hedder Francesco efter Frans af Assisi (1181-1226), økologiens helgen, faren har læst højt af fortællingerne om Robin Hood og af indianerromaner, da sønnen var barn, novellens motto og oprørernes slagord om ”vores korn til barbarerne” stammer fra Vergil (70-19 f. Kr.), og hans Bucolia har givet navn til oprørernes koloni. Det samme marmor, som Michel Angelos David-statue er lavet af, findes ved mormors sommerhus (David, der fældede Goliath). Andre omtalte helte er Marco Polo og Fridthof Nansen. Endelig nævnes tema-ord som immigranter, retfærdighed, demokrati, flygtningekrisen, den globale opvarmning. Der perspektiveres til facismen, og afrikanerne benævnes i en ophidset situation som ”hottentotter” af drengens mor. Andre taler om ”saracenere”.

Åbent budskab

De unges budskab er klart og ligetil. Det er forfatterens ikke. Han lader faderen fortælle historien og derved kommer der et modspil til oprørerne og en fortælling om faderens udvikling. Desuden fletter Grøndahl flygtningespørgsmålet ind i psykologiske spørgsmål. Faderen har en bogstav-diagnose, (som han siger), og han formoder, at sønnen har den samme. Moderen er evigt utilfreds og har fravalgt flere børn af hensyn til sin karriere. Dertil kommer, at hele oprørshistorien kombineres med den lille families historie. Mand og kone har været på skilsmissens rand, men kommer tættere på hinanden under sønnens forsvinden. De skilles imidlertid alle ad igen, da mor og søn på grund af højreektremisters dødstrusler tildeles ny identitet, nyt opholdssted og kun sporadisk telefonkontakt med faderen. Også Ahmeds skæbne afgøres af familieforhold. Grøndahl har således på ingen måde taget parti for nogen eller noget.

”Jeg er havet”

Den meget velhavende københavnske direktør Michael Arnum forsvinder en dag på vej hjem fra arbejde. Man finder senere hans ulåste bil og hans sko ved Vesterhavet. Hans lig findes aldrig, men han erklæres for død. Detektiven Thomas Gram finder efter samtale med hustru, voksne børn, øvrige familie og bekendte intet som helst, der kan forklare det tilsyneladende selvmord. Først efter halvandet år finder detektiven Michael Gram spillevende i en campingvogn i en bjerglandsby ved havet i Málaga. Det viser sig, at han efter aftale med hustruen Susanne frivilligt har forladt Danmark. Af økonomiske grunde har de ikke søgt skilsmisse.

Som novellen skrider frem, kommer ægteparret til at fremstå som repræsentanter for henholdsvis det effektive økonomiske samfund og det frie liv i naturen. Michael Arnum ville oprindelig læse sammenlignende litteratur, men blev tvunget til at overtage familiefirmaet, han elsker lyrik, har taget et digt af Henrik Nordbrandt med på sin flugt og har god forstand på kunst. Han har levet det effektive forretningsliv, men er stået af. Sit tilholdssted i bjergbyen ved havet beskriver han således:

Deroppe bliver selv den mest spørgelystne mundlam. Når man har gået tilpas længe, og solen er nået højt nok op på himlen, bliver det lige meget, hvem man er, hvorfor man er kommet, eller hvor man forestiller sig, at man er på vej hen. Det meningsløse ved hele forehavenet begynder at få en lugt, og den er helt ens egen (s. 272).

Man kan forstå dette således, at alternativet til den målrettede direktørverden er et rent vegetativt liv, hvor selv spørgsmål om tilværelsens mening og egen identitet mister enhver interesse.

Hustruen Susanne, som overtager styringen af firmaet, har ikke bagt boller til børnene, da de var små. Hun er behersket, kold, effektiv og sexet. En række detaljer understreger forskellen mellem ægtefællerne. Om Susanne står der, første gang Thomas Gram besøger hende i den flotte villa ved Øresund: ”Hun sad med ryggen til udsigten” (s. 212). Michael Arnum har derimod slået sig ned i ”En hvid landsby på en bjergtop med udsigt over havet” (s. 255f).

Også denne novelle er således ”grøn”, og stiller det hektiske forretningssamfund op mod friheden i naturen. Men Grøndahl gør det ikke så enkelt for læserne, at han blot opretter en tydelig modsætning. Hovedfortælleren Thomas Gram både opklarer og komplicerer historien. Han er en stilfærdig mand, har nyt sit rolige hverdagsliv med arbejde og familiehygge ved TV,’et, men har ikke opdaget, at konen er utilfreds. Ved novellens begyndelse er han skilt, spekulerer over tilværelsen, men ser ingen dybere mening med den. Han involverer sig personligt i Michal Arnum-sagen, ender med at finde ham og få aftalt et møde. Om dette fortæller Michael Arnum senere:

Jeg havde udset mig en sydøstvendt klippeside som mål for vores udflugt. Da vi nåede frem, rejste havet sig foran os som en gigantisk blå mur uden afstand og forskelle.

”Foran mig ligger havet”, sagde han, ”bag mig ordene”.

Jeg vendte mig mod ham.

”Lad os sige, at jeg er havet” (s. 272).

Det er novellens slutord. Michael Arnum har overtaget fortællerrollen og identificeret sig med de ord fra et Henrik Nordbrandt-digt, der er novellens motto: ”Foran mig ligger havet, bag mig ordene”.

Jens Christian Grøndahl antyder således, at novellens ”grønne” repræsentant Michael Arnum er bedrager og morder. Det giver en noget kompleks oplevelse af novellen som grønt budskab. Samtidig indskriver Grøndahl sig i en tradition for at henlægge eksistentielle anliggender til kyststrækninger, dvs. liminal- positionen mellem land og hav med alt hvad dertil hører af modsætninger: kontrolleret/ukontrolleret, bundet/frit, fast/flydende m.m. (Hubert Zapf, 2016, har i kapitlet ”Solid and Fluid” beskrevet udvalgte værker fra denne litterære tradition).

”Farvel”

Begrebet ”atmosfære”(udviklet af Gernot Böhme) lader sig anvende på slutnovellen ”Farvel”. Det kan benyttes til at indkredse den stemning, der opstår omkring personernes ord og handlinger. ”Atmosfæren” er så at sige en del af omverdenen.

Ro, omsorg og medmenneskelighed er den ”atmosfære”, der udgår fra novellens jegfortæller, en nylig uddannet præst. Fuld af indsigt, aldrig fordømmende. Hun bistår en ung enke, Alva, der afviser al militær deltagelse ved begravelsen af hendes ægtemand, der blev dræbt i Afghanistan. Nogle år senere hjælper præsten Alva med det problem, at hendes afdøde ægtemand er begyndt at vise sig for hende, efter at hun har fået en ny kæreste. Alva ringer til præsten, da ægtemanden igen står i stuen. Præsten kommer til hende og fortæller således om episoden:

Jeg løftede begge hænder, min stemme var rolig og klar: ”Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.” Så gjorde jeg korsets tegn” (s. 357).

Ingen barske ord til ”gengangeren”, kun kirkens velsignelsesord. Ingen psykologiserende eller moraliserende ord til Alva. Ægtemanden viser sig herefter ikke mere, og præsten kan vie Alva og hendes kæreste. Alle vegne udstråler samme aura fra præsten. ”Du behøver ikke føle dig sikker i troen for at bede”, siger hun til Alva ved deres første møde (s. 326). Præsten får selv en kæreste, en billedhugger, der er ateist. Til ham siger præsten: ”Det handler ikke om at forestille sig Gud, altså at rette et blik fra denne verden mod det hinsides. Det handler om at føle sig set. Alt, hvad der vedrører min tro, foregår her” (s. 339). Ateisten udviser ikke samme respekt over for hende. Han overrasker hende en nat, hun falder på knæ og beder om hans helbredelse, da han har fået konstateret en svulst i hjernen. Han omtaler spøgefuldt hændelsen for en ven, der efterfølgende gør nar af præsten. Det bliver begyndelsen til enden på forholdet (billedhuggeren overlever i øvrigt operationen). Hun formår at tilgive, men han afviser tilgivelse.

Det ”grønne sammenstød” i denne novelle sker således mellem ”atmosfærer”, en tolerant og en intolerant. Det suppleres med detaljer fra den fysiske omverden. Præsten (der ikke har navn i novellen) bor i sit første kald i et nedlagt husmandssted ”ude ad en bivej mellem en stejl mark og et skovbryn, hvor en då sommetider viste sig med sine kalve” (s. 321). Når hun har problemer, går hun i haven. Efter bruddet med billedhuggeren søger hun et kald ved Nordhavn i København, og om sin nye lejlighed skriver hun: ”Fra altanen ser man ud over banevolden, et sølet morads af buske og vissent græs omkring viadukten” (s. 355). Et kalkmaleri i hendes første kirke viser ”Uddrivelsen fra Paradis”.

Novellens titel ”Farvel” kan således gå både på Alva, der lærer at sige farvel til sin døde mand, og til præsten, der siger farvel til sit livs kærlighed. Da hun har viet Alva, smider hun fra sin altan den buste, billedhuggeren har lavet af hende, ned i gården. Den har blinde øjne, siger hun, og ”Den lignede mig ikke” (s. 355).

Som i de andre noveller gør Jens Christian Grøndahl det ikke let for sine læsere. Problematikken er heller ikke her fremstillet i sort-hvid enkelhed; der indgår kompleks psykologi. Præsten fortæller fra sin første embedstid dette: ”Til at begynde med vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle velsigne dem. Det var jo mig, der blev velsignet med al deres overvintrede moderlighed” (s. 321). Indtil de to sidste ord viser udsagnet præstens ydmyge gehør for gensidighed. Men udsagnet vender og bliver en slags afvisning af sognebørnenes venlige bagværk og strikketøj. Afvisningen fortsætter, da præsten beretter om sin modvilje mod at inddrages i andres cirkler: ”hvert skridt, man tager i et lille samfund, er irreversibelt” (s. 322). Citaterne kan læses som en præsts nødvendige afstand og beskyttelse af sin tid, men også som en menneskelig angst for nærhed. I novellens slutning siger præsten nej tak til at deltage i Alvas bryllupsfest. Igen er den tilsyneladende ideale hovedperson en problematisk figur. Fortællerforholdene gør dem endnu mere problematiske. Man kan som læser bl.a. spørge: ”Hvem skriver Michael Arnum og præsten til? Hvorfor? Og Hvornår?”

I novellens Wittgenstein-motto hedder det bl.a. ”Det gode ligger uden for kendsgerningernes rum”.

Alt i alt

Der er for mig ingen tvivl om, at et ”grønt” blik på Jens Christian Grøndahls noveller vil indfange væsentlige perspektiver. Men de gør også det hele endnu mere komplekst. Det grønne kobles således sammen med både politiske og religiøse perspektiver. Dage som græs, bogens titel, har den grønne farve, men også et citat fra Davids Salme 90 (”du skyller dem bort, de sover ind,/ de er som græsset, der gror om morgenen/ om morgenen blomstrer det og gror/ om aftenen er det vissent og tørt”). Samtidig er såvel det politiske som det religiøse vævet sammen med det psykologiske og det sociale og med fortællerforholdene. Det er et gennemgående træk i novellerne, at den implicite fortæller overlader fortællingen til en fiktionsperson, og denne kan endda give fortællingen videre. Tilmed optræder det ejendommelige, at Jens Christian Grøndahl mod al realisme lader de forskellige fortællere kende andre personers inderste tanker og følelser. Selve fortællerinstansen er således på én gang almægtig og ydmyg. Den er tildelt et suverænt overblik, men overgiver bestandig sin overlegne position til andre.

Der er nok at tænke over i Dage som græs.

Henvisninger

Böhme, Gernot: Atmosphäre. Essays zur neuen Ästhetik, Frankfurt am Main 1995.

Zapf, Hubert: Literature as Cultural Ecology, Bloomsbury, London m.m. 2017.

Kilde, billede fra PxHere.com