Der er mange lærker i Phillip Fabers morgensange, skriver en Facebook bruger 1.) Det har fået mig til at reflektere lidt over de lærker, jeg umiddelbart kommer i tanke om.

 

Naturlige lærker

Nogle lærker er bare lærker som i ”Jeg ved en lærkerede”. Andre bruges som symbol, dvs. en konkret ting, der tillægges overført betydning.

 

”Velkommen, lærkelil”

 

Velkommen, lærkelil!

Jeg véd ej strengespil,

så sødt og rent og jublende så vide,

som disse tonedrag,

de glade klokkeslag,

der ringer våren ind ved vintertide.

(Chr. Richardt, 1868). 2.)

 

I første strofe af Chr. Richardts sang er lærken forårsbebuder, musiker, klokke og livsglædens repræsentant. Inden sangen er til ende, er den også kommet til at symbolisere moral, ægteskabelig troskab, opfyldelse af det tildelte kald, kristen tro, opstandelses-håb og religiøst ideal. Chr. Richardt (1831-1892) har tilmed fyldt sangen med litterære greb. Men det hele føles legende let; melodien af J. Gläser (1873) gør sit; men Chr. Richardt gør det meste.

Han bruger symbol-teknikken på en særlig måde, idet han kombinerer en række træk fra den naturlige lærkes liv med en masse overførte betydninger. Derved får hans tekst på én gang realisme og symbolik. Chr. Richardt skal have været en dygtig pianist. Hans musikalitet viser sig i teksten ved hans rim og rytme, der falder præcist og ubesværet. Denne lethed opsuger så at sige litteratursprogets mange finesser, så de ikke føles hæmmende. ”Velkommen, lærkelil” stammer fra digtsamlingen Texter og Toner (1868), ”hvis titel egentlig er dækkende for Richardts samlede produktion”, har Sven Rossel sagt i sit digterportræt af ham. 3.)

Lad mig tage den citerede første strofe. Den naturlige lærke er der for sin sang, der begynder om vinteren, har noget særligt jublende over sig og kan høres vidt omkring. Så kommer de litterære greb. Chr. Richardt henvender hele sangen til lærken selv. Denne tiltale kan man betragte som stilistisk pynt. Men den kan samtidig forstås som Jegets trang til at fortælle lærken, hvad den betyder for ham. Det kan en rigtige lærke aldrig få at vide, men i fiktion kan det lade sig gøre. Udtrykket lærkelil har ømhed i sig. Metaforikken bringer de overførte betydninger i spil. (Metafor: overførsel af ét betydningsområde til et andet, hvor det kun kan have overført betydning). En lærke spiller ikke på et strengeinstrument, og den er ikke en klokke. Så vide er en gammel biordsbøjning, kendt bl.a. fra folkeviserne: ”og ser han ud så vide”. Opremsning forstærker lærkesangens kvalitet: ”sødt”, ”rent”, ”jublende”, mens ”så vide” understreger dens kvantitative rækkevidde.

Jeg har gemt det mest sofistikerede til sidst. Faktisk fletter Chr. Richardt ”Jeg ved”-genren (se blog 25. april) ind i første strofe, oven i købet i den specielle variation Jeg ved ej. Hvad sker der her? Det Jeget ”ved” er en ikke-ting, ”Jeg ved ej strengespil”. Negering kan man bruge til at beskrive fænomener, der ligger hinsides almindelig fatteevne eller udtryksevne, f.eks. Gud 4). Chr. Richardt kunne have sagt, at lærkens ”strengespil” er det mest jublende, han kender. Han siger i stedet: Jeg ved ikke noget så jublende. Enhver, der i Jeget ser sig selv, kan sige det samme til lærken.

Chr. Richardt var uddannet teolog, medlem af Studentersangforeningen og af Studenterforeningen, han var ivrig patriot og skandinavist. Han har skrevet mange sange, som kendes i dag, skønt de færreste kender forfatteren: ”Altid frejdig, når du går”, ”Lær mig, nattens stjerne”, ”Når egene knoppes”, ”En skål for de blinkende søernes land”, ”Sov, mit barn, sov længe”.

I det følgende vil strofer fra ”Velkommen, lærkelil” indgå under omtalen af flere andre lærketekster.

 

Religiøse lærker

 

Du troens rette fugl,

som bier kun på jul,

og kun i årets skumring holder inde,

for så med jubelsang,

når rung er oven vang,

at varsle højt om vårens lune vinde, –

 

kom, lær mig noder til

det håbets strengespil,

som tvinger dig før gry at være vågen,

lær mig som du at se

igennem mulm og sne

den pinseglans, der dølger sig bag tågen!

(Chr. Richardt: ”Velkommen, lærkelil”, str. 4 og 5).

 

Chr. Richardt tager udgangspunkt i nogle naturlige forhold: At lærker stort set kun er tavse i december måned, at de begynder at synge igen midt i januar, og at det sker i takt med, at vintersæden, rug, begynder at spire frem. Disse naturlige forhold bruger Chr. Richardt til at gøre lærken til ”troens rette fugl”. Den venter (”bier”) på jul, hvor frelseren blev født. Den naturlige lærke kan fornemme forår og sommer gennem vintertågerne, den religiøse lærke ser pinse. Hele str. 5 kan tolkes som lærkens håb om opstandelse. Jeget vil gerne lære noderne til den melodi, der udtrykker dette håb. ”Tvinger” kan udtrykke lærkens indre drift, ikke en ydre tvang.

De fleste religiøse lærker er ikke så indviklede at forstå. De synger blot morgensang: ”Thi takke vi Gud, vor Fader god,/ som lærken i morgenrøde” (”Den signede dag”, Grundtvig 1826). Læg mærke til, at ”vi” takker, lige som lærken gør det, ikke omvendt. De fleste fugle synger morgensang (”Nu vågne alle Guds fugle små”, B.S. Ingemann 1837), men mange digtere fremhæver lærken:

 

Hør fugletungers tusindfryd

fra morgen og til aften!

De kappes om at give lyd,

der priser skaberkraften.

Hvert kim og kryb

i jordens dyb

en livsfryd i sig mærker

så høj som himlens lærker.

(”Det dufter lysegrønt af græs”, Carl David af Wirsén 1889,

gendigtet af Johannes Johansen adskillige gange, senest 1996).

 

De religiøse lærker synger også aftensang: ”og når aftenklokken ringer/ lad min sang på lærkevinger/ stige ligervis” (Grundtvig: ”Giv mig, Gud, en salmetunge”, 1836 og 1868). I ”Nu er jord og himmel stille” (citeret i bloggen ”Fiktions-kontrakt og morgensang” 11. april 2020) overtager lærken aftensangen, da menneskene går til ro, og digteren gengiver lærkens ord. Også andre forfattere har vidst, hvad lærken sang. Peder Palladius (1505-1560), Sjællands første biskop efter Reformationen, hørte fuglene synge ”Nu bede vi den Helligånd”, ”hver efter sin måde”. 5.)

Jeg har spekuleret på, om der er lærker i moderne salmer, eller de hører en anden tid til. Men de er der endnu: ”I går var hveden moden,/ i dag står skoven hvid;/ om lidt vil lærker kvidre/ om sol og forårstid” (Lisbeth Smedegaard Andersen 1994 og 2000). ”Hanen har galet for tyvende gang./ Sanglærken synger sin flyvende sang”, ”Kom kære! Solen og lærken er oppe”, begge 1999).

 

Forårsbebudere

Tycho Brahe (1546-1601) oplærte sine medhjælpere til at føre meteorologisk dagbog (vejrdagbog). Dagbogen blev ført 1. oktober 1582 til 22. april 1597, hvor Tycho Brahe for altid forlod Hven. Notitserne er korte, en linje eller to pr. dag: ”Mørkt formiddag og tørt. Men eftermiddag regn, undertiden med vesten blæst”, lyder første notat. I samme stil går det, år ud og år ind: ”Smukt klart nordenvejr og stille den ganske dag” (22. januar 1583), ”Stille vejr, mørkt vejr, stor regn den ganske dag, vesten eftermiddag, regn den ganske nat” (30. maj 1596), ”Frost, sne og hårdt stormendes østenvejr først om morgenen, ved middagstid sneede det igen, og var det in summa frost med megen kulde den ganske dag og nat, og gemen snefog” (21. november 1583). Men pludselig står der: ”Mørkt (først det dagedes hørte man lærken synge); siden klart den ganske dag og nat, stille” (7. januar 1585). Fem gange på 15 år noterer en skriver lærken, et par gange på latin, f.eks. Hoc die quidam audiebant alaudam canere (I dag hørte de lærken synge, 3. marts 1587). Disse lærker, der med års mellemrum bryder igennem dagbogens vejr og vind, må have gjort indtryk på skriverne, som de gør det på nutidslæseren. Af andre dyr nævnes én gang en stork, én gang en hærfugl og to gange kvækkende frøer.

Forår og lærker hører sammen: ”ringer våren ind ved vintertide” (Chr. Richardt), ”Det er lærkernes tid” (Ludvig Holstein 1903), ”Lærker, som hopped af æg i vår” (”Danmark, nu blunder den lyse nat”, Thøger Larsen 1914).

Der findes dog også sommerlærker: ”Se dig ud en sommerdag, [ …] lærkesang og humler” (Jeppe Aakjær 1904), ”Jeg lytter til vårens syngende kor,/ til lærken, den jublende glade,/ vi kender hinanden fra somren ifjor,/ den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord” (”Når vinteren rinder i grøft og i grav”, Johan Skjoldborg 1897), ”En sum af somre, med en ringen i/ af lærkesang mod kuppelskyens tinde” (”Den danske sommer”, Johannes V. Jensen). 6.)

 

Livsglæde

Lærker i litteraturen er grundlæggende glade: ”Jeg blev sået, mens glade lærker sang” (”Jeg er havren”, Jeppe Aakjær 1916), ”Våren er i luften (…) ler i lærkesang” (Rasmus Nielsen 1892), jf. også citater ovenfor. Lærker kan også repræsentere det stille og rolige hverdagsliv: ”Under himlen hænger lærken/ som et fjernt, bevinget frø,/ for en lærke tænker hverken/ på at kæmpe eller dø” (”Noget om helte”, Halfdan Rasmussen, Tosserier 5. samling, 1955). I den anden ende af spektret er jubel og lykke:

 

Lærker, som hopped af æg i vår,

svinder i himlens stråler.

Tonerne ned med lyset går,

samme sang som i tusind år.

Lykken fra glemte gruber

klinger af unge struber.

(Thøger Larsen: ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, 1914).

 

Lærkerne her udtrykker en dyb eksistentiel lykke, som altid har været der, men som nogle har glemt. Bemærk, at lærkens toner går nedad, ikke opad til Gud.

Thøger Larsen (1875-1928) forbinder lærken med lyset. Det gør om nogen også Johs. V. Jensen (1873-1950): ”Højt over sletten hænger lærken,/ som vil den lukt i solen ind.” (”April”). Tit placerer Johannes V. Jensen den på en ”himmelstige” (”Lærken som på himmelstigen over kløvermarken klyver [klatrer]”, digtet ”Fugletrækket”), men den er ikke hos ham en religiøs fugl. Tværtimod. ”Vil du aldrig glemme at man lovede dig evigheden?”, spørger Johannes V. Jensen i ”På Memphis station” (1906). Han ved, at lærken har haft religiøs funktion: ”Var det et under at de døde/ en finger rakte mod det søde,/ af lærkesang besungne håb” (digtet ”Dyrlægens minde”). Johannes V. Jensen vil give lærken andre opgaver: Lærken. Skabelses-spil i 1 akt har fire personer: Solen, Vinden, Krybet, Lærken. Den negative pol ser sådan ud:

 

Vintersot og slummer,

kummer,

holdt fortrykt en fange.

Sange

fattedes den bange [manglede den, der er bange]

Bi, bi, bi!

Så kommer lærken med sit positive fugleperspektiv:

Fra min æterstige,

lige

ind i solens luer,

skuer

jeg de fagre stuer:

Bi, bi, bi!

 

 

Kærlighed

Den första gång jag såg dig, då glänste sommarskyn,

      så bländande som svanen i sit skrud.

Då kom det ifrån skogen, från skogens gröna bryn,

      liksom ett jubel utav fåglars ljud.

Då ljöd en sång från himmelen, så skön som inga flera;

det var den lilla lärkan grå, så svår att observera.

Den första gång jag så dig, då glänsta sommarskyn

      så bländande och grann som aldrig mera.

(Birger Sjöberg: Fridas bok, 1922).

 

Lærken er ikke som nattergalen en elskovsfugl. Den bringer ikke kærlighedsbreve fra den ene til den anden, den dårer ikke med smægtende sang og deltager ikke i elskovsmøder. Lærken er som i Birger Sjöbergs Frida-vise blot en baggrund for den (første) lykkelige kærlighed og er for altid forbundet med den. Når Jeget genser den elskede om vinteren, er lærken og sommeren stadig med: ”nog [endnu] hör jag sommarns vindar och lärkans friska slag”. Lette og uskyldige er også sætninger som ”Min piges smil er sol i maj/ og sang fra lærkestruber (”Min pige er så lys som rav”, Helge Rode 1920), ”Pløjer jeg min ager, da synger jeg om dig – […] Lærken over ploven med sangen hjælper mig” (”Alle mine længsler de smyger sig om dig”, Jeppe Aakjær 1903). På prosa kan en fin og endnu uerkendt kærlighed skildres sådan af Karen Blixen. I det første citat er det ham, der tænker, i det andet hende:

 

“Ude på landet, tænkte han, var nu følfoden gul på grøftekanterne, de lyse marker blev harvede i den lyse luft, og den, der red forbi, fik den lange støvsky bag harven, skarp og kold og med bestanddele af tør gødning i sig, blæst ind i næse og mund. Man kunne høre lærken.

 

Ude på landet var nu følfoden gul på grøftekanterne, de lyse marker blev harvet i den lyse luft, og den forbitravende rytterske fik den lange støvsky bag harven, skarp og kold og med bestanddele af tør gødning i sig, blæst ind i næse og mund. Man kunne høre lærken.”

(Karen Blixen: ”Ib og Adelaide”, Sidste fortællinger, 1957, s. 238 og 246f).

 

Ib og Adelaide ved ikke endnu, at de elsker hinanden. Men fortælleren og læseren får det på denne diskrete måde at vide.

I de såkaldte Alba-viser kan både nattergal og lærke optræde. Det er en international genre om hemmelig kærlighed, kendt fra før vor tidsregning. 7). I den europæiske version kommer elskeren om natten til sin elskedes kammer. Når det hvide morgenlys skinner, og når lærken synger, er det tid for elskeren til at forsvinde. Han er realist og vil hurtigt af sted, men hun forsøger at benægte fakta: Det er månen, ikke morgensolen, der skinner. Det er nattergalen, ikke lærken, der synger. Shakespeare bruger Alba-genren i Romeo og Julie. Akt III, scene 5.

For Chr. Richardt er lærken den trofaste ægtefælle: ”men daler trøstig ned,/ ned til din græstørv og din lille mage”. Den er også et moralsk ideal, fordi den ikke er en rovfulg: ”vil intet rov i dine brødres vrimmel”, og fordi den er loyal over for sit kald: ”og derfor har I vel så glade dage”. Det hele udledes af lærkens naturlige bevægelsesretning: ”du flagrer ikke om,/ men frejdig, frisk og from/ du går den lige vej fra jord til himmel”. ”Go’ nu nat/ og gå nu lige hjem”, hedder det i en nyere formulering (Benny Andersen 1981). Kaldstanken har Chr. Richardt også udtrykt i ”Lær mig, nattens stjerne,/ at lyde fast og gerne/ ej at vige fra den vej,/ himlens Gud tilmålte mig!”. I denne sang er hedelærken blandt idealerne: ”Lær mig, golde hede,/ du brune lærkerede,/ nøjet med en fattig høst/ at huse sangen ved mit bryst!”.

”Er det lærkefuglen, som kvidrer derude?”, spørger Helmer i Henrik Ibsens Et dukkehjem (1879). Sådan brugt kommer ”lærkefugl” til at betegne Nora som en glad, men lidt barnlig hustru.

 

Gamle lærker

Nogle forfattere har også haft blik for de ”gamle lærker” fra ”Jeg ved en lærkerede”. Morsomt formuleret kan det lyde: ”Det kan jeg mærke,/ fordi jeg er en gammel lærke” (Klaus Rifbjerg: Stederne, 2011); ”de to gamle lærker – det var jo Svend og Ritt, og drengen, der ingenting vil gøre dem, ja, det var jo Poul selv” (Bettina Heltberg: Hvor der handles, 1996. Her opfattes sangens Jeg åbenbart som en dreng). I en alvorligere tone skriver Grundtvig: ”o, synger for dem, som lærker slå,/ som hørt de har ej længe” (”Velkommen igen, Guds engle små” 1824). Her tales om gamle mennesker; for dem opfordrer Grundtvig (englene) til at synge, sådan som lærker synger.

 

Danmarksbillede

I mange sange hører lærken med, når forfatteren vil vise sit Danmarksbillede. Her er ingen bjerge: ”Men des længer kan vi skue/ over markens lærketue” (”Venner, ser på Danmarks kort”, Chr. Richardt 1889). Lærken kan også repræsentere sproget: ”Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,/ thi hjertesproget er vers og sang,/ og lære kan vi af nattergale,/ af lærken over den grønne vang” (Kai Hoffmann 1924). Johannes V. Jensen har et ABC-rim; under ”D” står: ”Danmark/ Her gynger bølger, blomster, piger,/ og lærkelyd til himlen stiger”. Mange af hans digte og sange har modsætningen mellem udlængsel og Danmark. I ”Hvor smiler fager ” (1925) oplever de hjemvendende bl.a. , at ”lærken ringer skærsommer ind”. ”Og lærken så jeg mod bygen stige,/ som fødtes verden for første gang”, hedder det i ”Lærken i Jylland”. Digtet slutter: ”Vend, vandringsmand, mod den jyske banke/ din fod tilbage, fra mange riger,/ og prøv at lytte, hvad lærken siger [til]/den verdensvise og matte tanke!”. Ved befrielsen 1945 skrev Mads Nielsen ”En lærke letted”.

 

Kunstner

Chr. Richardts lærke spiller på et strengeinstrument. I Jeppe Aakjærs ”Jeg er havren” (1916) er lærken sanger, og dens sang er gået ind havren, hvis aks optræder som bjælder. Den centrale strofe lyder:

 

Det kan kolde hjerner ej forstå:

Jeg er lærkesangen på et strå,

Livets rytme døbt i sommerdræ

mer end gumlekost for øg og fæ.

 

Havrens lærkesang er livsrytmens egen sang; det understreges af havrens vækst fra såtid til drætid (dræ= pollen). Der sker et sprogligt skift, der giver havresangen et religiøst skær: Den er sået under lærkesang, men døbt ved sommerdræ. Havresangen, der også kan forstås som Aakjærs sang, synger om livsrytmen i landskabet, men er også aftensang: ”Jeg skal ringle barnet til dets seng”.

 

Like a Poet hidden,

In the light of thought,

Singing hymns unbidden,

Till the world is wrought [bliver formet]

To sympathy with hopes [,] and fears it

heeded not [ænsede den ikke].

 

Digtet slutter således:

 

Teach me half the gladness

That thy brain must know,

Such harmonious madness

From my lips would flow

The world should listen then – as I am

listening now.

 

Lærkebestanden

Ifølge Dansk Ornitologisk Forening er bestanden af sanglærker blevet halveret gennem de sidste tre årtier. En hovedgrund er landbrugets brug af pesticider. Lærkerne og de værdier, de står for i dansk digtning, er også truet fra anden side. Mange har haft uvilje mod den ”danske sangskat”, som under corona-krisen har fået en renæssance. Nu betragtes den og ”morgensangsfiluren Phillip Faber” på lederplads i Politiken som snæver patriotisme (2. maj 2020). Signaturen mzt skriver: ”Krisen har bragt Danmark sammen. Vi har ikke overvundet krisen endnu, men vi er kommet langt i fællesskab. Patriotismen har været nødvendig, men nu er det [på] tide at løfte blikket fra Højskolesangbogen. Krisen er nemlig global, og det er ikke tilstrækkeligt, at Danmark kommer sikkert igennem den”.

 

Begrebet ”samtidighed” falder ikke mzt ind. Men hvad er der i vejen for at tænke på Danmark og verden på én gang? Man kunne jo forestille sig, at de 15 minutter om dagen, nogle bruger på at synge danske morgensange, kan løse op for nogle følelses-energier, der også rækker til aktiv indsats mod de verdensproblemer, mzt peger på, sult i Afrika, pigeomskæringer og voldsovergreb mod kvinder.

 

NOTER

1) Tanja Cederholm, 19 april 2020 på Facebook, Tak for inspirationen.

2) Alle citater sættes med nutidig retskrivning.

3) Arkiv for dansk litteratur (ADL). Sven Rossel og jeg kommer med hver vores faglige terminologi til samme resultat mht. realismen i Chr. Richardts digte. Det interessante er, at den unge Georg Brandes roste Chr. Richardt for hans genoptagelse af Oehlenschlägers ”billedrige og metaphoriske stil” (Æsthetiske Studier 1868, s. 152). Den var ifølge Brandes gået tabt under ”reflektionspoeter” som Baggesen og Heiberg. Den unge Georg Brandes mente, at litteraturen havde meget at lære af billedkunsten. Se Pil Dahlerup: ”Georg Brandes’ billeder”, Fund og Forskning, Det Kongelige Bibliotek, 2009, s. 169-239. Georg Brandes og Chr. Richardt mødte hinanden som anmeldere ved Dagbladet og var livslangt venner (se mere herom hos Sven Rossel).

4) Om ”negering”: se registret i Pil Dahlerup: Dansk litteratur. Middelalder, II, Gyldendal, København 1998.

5) Peder Palladius’ Visitatsbog (ca. 1543), udgivet af Lis Jacobsen, H.H. Thieles Bogtrykkeri, København 1925.

6) Johannes V. Jensens digte er citeret fra: Johannes V. Jensen: Digte 1901-1941, Gyldendal, København 1943. Det angives ikke, fra hvilke bøger, digtene stammer, og der er heller ikke angivelser af årstal.

7) Eos. An Enquiry into the Theme of Lovers Meeting and Parting at Dawn in Poetry, udgivet af A.T. Hatto, Mouton & Co., London, The Hague, Paris 1965. Heri kan man finde tekster og artikler om en række af Alba-viser allevegne fra. ”Alba” betyder hvid og hentyder til det hvide morgenlys, der sammen med lærken vækker de elskende. I mange Alba-viser indgår en vægter, som hjælper elskeren over muren og med sin morgensang bidrager til vækningen. Der er bevaret 7 danske Alba-viser fra sidste halvdel af 1500-tallet. De har mange interessante detaljer af interesse for litteraturhistorikere; men teksterne selv er dårligt overleverede. De er trykte i Danske Viser fra Adelsbøger og Flyveblade 1530-1630, udgivet af H. Grüner-Nielsen, Det Danske Sprog-og Litteraturselskab, C.A. Reitzel, København 1978-79, bind II, nr. 65-71. De kaldes her ”Vægterviser”.

 

TILFØJELSER OG KOMMENTARER

Phillip Faber: melodien til ”En lærke letted”: ”den får den lærke op at flyve” (4. maj 2020).

Ivan Z. Sørensen gør opmærksom på Eske Mathiesens lærkesang ”Op og ned”.

Erik Østerud har sendt tre nynorske lærkesange:

 

Lerke- song på Lista

Ein vårdag i 1895 sette poetane Arne Garborg, Anders Hovden og Per Sivle kvarandre stevne på Lista for å skriva vårdikt. Resultatet vart tre vakre dikt om lerka.

Anders Hovden (1860-1943), bonde— og fiskarson frå Ørsta på Sunmøre,var kallskapellan på Lista i sju år, og var ein kjenning av Garborg. Hovden var ein frilynt prest, nasjonal, radikal vinstremann og ivrig målmann. Ein gong han heldt eit nasjonalt foredrag på Lista, gjekk fleire av dei eldste hardt ut mot han: «Presten burde berre tale Guds ord, og rykkje sjelene som brandar ut or elden», vart det sagt.

Den beste venen Hovden hadde, var Per Sivle (1857-1904). Sivle hadde det vanskeleg; han hadde hatt mykje sjukdom og motgang, og han døyvde det ofte med å drikka. Anders Hovden trefte han i Kristiania sommaren 1894 og såg at det var gale med vossingen, og så baud han like godt Sivle med seg heim. Sivle takka ja. Her budde han på Knivsland saman med Hovdens i eitt år.

Garborg visste om dette, og han sat på Tårland i Nærbø og skreiv ferdig diktsamlinga Haugtussa. For å treffa diktarbrørne sine, tok han Lista-turen tidleg på våren. Det viste seg å bli eit herleg ver, og ute på Hellemyra høyrde dei tre lerkesongen for fyrste gong det året. Det greip dei så sterkt, at dei vart samde om å skriva kvar sin lerkesong, og dei gjorde det! Det underlege er at alle tre songane har seinare vore ein del av den norske songskatten.

 

Vårdag

 

av Arne Garborg

Å nei, for himil rein og klår!
Å sæle meg, no er det vår!
No spelar liv um land og strand:
å sæle meg, at upp eg vann!

Å nei, for dag vår Herre gav!
So skirt um fjell, so svalt i hav!
So linn ei luft, so høg um haug!
Og dette sæle solskinslaug!

Å nei, eg høyrer lerka slå
upp under bleike himilblå;
mot kvelv ho stig med songen sin;
snart når ho visst i himlen inn.

Sjå måken ror frå klåre nut
i stille tak mot havet ut;
og fugl det kvitrar, kved og syng
i tun og tre, i lind og lyng.

Og å, som soli lognar trygg
som varmeflaum um barm og rygg!
Og gjennom all den milde dag
det mjuke, salte havsens drag!

Det brydder strå, det sveller knupp,
og sevja stig i treet upp;
ein dåm det vaknar søt og tung…
Å sæle meg som er so ung!

 

 

Lerka

Av Per Sivle

Og vesle lerka, ho hev det so,
at finn ho ein tuvetopp fri for snjo,
so kved ho i med sin gladaste song,
so trur ho på vår med ein einaste gong.
“Å hei! å hi! å tiriliti!

Og vesle lerka, ho hev det slik,
at finn ho ein solstråle, so vert ho rik.
Då stig ho i høgdi og traller i lit
til sumar på jord, endå snjoen ligg kvit.
– “Å hei! å fi! å tiriliti!”

Og lyngtuva, det er lerka sitt fat.
Der set ho seg ned, og so får ho seg mat.
Og når ho er mett, ho takker så glad
Vårherre for maten med kvitter og kvad.
– “Å hei! å fi! å tiriliti!”

Gud signe deg! du fuglen min, du!
Gud signe no deg med di glade tru!
Og møter eg kulde og snjo på min veg,
Gud gjev meg i sol-tru å kveda med deg:
– “Å hei! å fi! å tiriliti!”

 

Å nei, eg høyrer lerka for fyrste gong i år!

Av Anders Hovden

Å nei, eg høyrer lerka for fyrste gong i år!

Ned frå ein vinterhimmel ho kved så kvat om vår.

Og dimt det er i lufta, og skodd har sola dult;

men den velsigna fuglen han kvitrar like fullt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde: billede: Pixabay 2020

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *