Jeg ved en lærkerede,

jeg siger ikke mer;

den findes på en hede

et sted, som ingen ser.

(Tekst: Harald Bergstedt, 1921

Melodi: Carl Nielsen, 1924).

 

”Jeg ved en lærkerede”

Der skal stor kunst til at skrive en lille sang som ”Jeg ved en lærkerede”: Et Jeg og en rede med lærkeunger. Et enkelt hverdagssprog og en diskret brug af litteratursprog. En fin og enkel melodi af Carl Nielsen. Det viser sig, at denne børnesang tilhører en genre, som jeg af mangel på bedre vil kalde ”Jeg ved”-genren.

 

”Jeg ved”-genren

Jeg har ikke læst om denne genre nogen steder, men jeg er stødt på den rundt omkring i dansk litteratur. Jeg vil definere den sådan:

”Jeg ved”-genren har to grundlæggende (konstituerende) træk: begyndelses-ordene ”Jeg ved” samt et godt og særligt sted eller en god og særlig ting. Den enkle struktur udløser imidlertid en række perspektiver: Jegets forhold til stedet eller tingen, stedets eller tingens forhold til det omgivende samfund og Jegets forhold til den direkte eller indirekte tilhører.

”Jeg ved” er en ganske særlig grammatisk konstruktion, idet hverdagssprogets normale bisætning mangler, f.eks.: ”Jeg ved, at København er hovedstaden i Danmark”. I Ordbog over det danske sprog kan man finde konstruktionen forklaret under verbet at ”vide”, stk. 3.2.: ”kende (og kunne påvise) tilstedeværelsen eller eksistensen af noget, være klar over, at noget findes, eller hvor det findes; have konstateret (tilstedeværelsen af) noget (og stedet hvor det findes)”. Konstruktionen kaldes ”poetisk”, og eksemplerne omfatter både ”jeg ved”, ”man ved”, ”du ved” m.m. Blandt ”jeg-ved”- eksemplerne anføres ”Jeg ved en lærkerede”.

Der findes varianter af ”Jeg ved”-genren, hvori bisætningen indgår, f.eks. ”Jeg ved, hvor der findes en have så skøn” (Mads Hansen 1870), (”Jeg ved, hvem jeg bygger” (E.M. Arndt 1819). En version er også ”Jeg kender” (”Jeg kender et land”, Grundtvig 1824). Det følgende drejer sig udelukkende om udvalgte ”Jeg ved”-tekster.

 

”Jeg ved en lærke rede”, én gang til

Det særlige, som Jeget (efter sammenhængen en stor pige) ”ved”, er en rede med lærkeunger. Forholdet mellem hende og lærkereden er, at hun bare vil kigge og beskytte. I forhold til omverdenen er det gode og særlige sted sårbart (ræv og dreng). Pigen henvender sig ikke til nogen bestemt, hun synger bare. Hendes melding er lidt paradoksal, men psykologisk fint beskrevet af forfatteren: Hun har en hemmelighed, men kan ikke lade være med at fortælle om den. Til gengæld er hun upræcis i sin stedsangivelse: ”den findes på en hede/ et sted, som ingen ser”. Denne børnesang får endnu et perspektiv, hvis man ser på andre ”Jeg ved”-tekster.

”Jeg ved en dejlig have”

 

Jeg ved en dejlig have,

hvor roser står i flor,

dem skabte Gud til gave

for alle børn på jord.

 

Hvert barn med tanker fromme,

med øm og kærlig sjæl,

får lov til der at komme

og plukke roser selv.

 

Nu lukker jeg mit øje

og putter ned min kind,

Gud fader i det høje,

luk mig i haven ind.

(L. Budde, før 1930;

mine kursiveringer).

 

Mine forældre sang den som aftensang for mig og mine søstre, og jeg har husket den med glæde. Tredje strofe kender jeg ikke; den har de nok ikke sunget. Resten af sangen kan jeg udenad. Men der må være rettet i den. De kursiverede ord husker jeg anderledes: ”den skænkte”, ”did at komme”, ”sine børn på jord”. Jeg kan huske forkert; jeg tror det nu ikke, for ordene er sunget ind og sidder fast. Jeg har ikke kunnet finde originalteksten og ikke årstal for første tryk. L. Budde (1836-1902) var optaget af udsatte børn. Han var forstander på børnehjemmet Holsteins Minde og grundlagde senere børnehjemmet Himmelbjerggården.

Jeg blev rystet, da jeg i anledning af dette indlæg for første gang læste sangen. Børn, der kommer i paradis, er jo døde. Jeg ser ved google-søgning*, at sangen er blevet brugt ved børnebegravelser. Mærkelig godnatsang. Mine forældre må have opfattet den dejlige have i overført betydning, bare som et godt og rart sted, hvor børn kunne komme. Sådan husker jeg den også selv. Måske har L. Budde lavet en konkret have til børnene på Himmelbjerggaarden.

Man kan diskutere, om Jeg er den samme sangen igennem. I de to første strofer kan det være en voksen, der i religiøs- moralsk hensigt fortæller børn om et ganske særligt sted, hvor de på visse betingelser kan komme: ”tanker fromme,/ med øm og kærlig sjæl”. I tredje strofe er Jeg barnet, der tydeligt har accepteret moralen. Jeg tror, rettelsen fra ”sine børn” til ”alle børn” er en senere pædagogisk udvidelse: væk fra udvalgte børn og hen til alle børn.

L. Budde skal have været grundtvigianer, og hans hensigt med at skrive en sang som denne har utvivlsomt i samtidens perspektiv været god og fin. Men en anden, der på religiøst grundlag også skrev for asylbørn, gjorde det med betydeligt større kunstnerisk kvalitet, B.S. Ingemann (1789-1862): Morgensange for Børn (1837), Syv Aftensange (1838).

 

Senere kommentar 

Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på denne godnatsang. Pludselig faldt det mig ind, at alt giver mening, hvis man forstår teksten således: Fromme og kærlig børn kan få lov til at drømme om natten, når de sover, at de plukker roser i paradis. Men jeg mangler signaler i teksten, der kan pege i den retning. Bare jeg havde originalteksten (1. maj 2020).

”Jeg ved en flod, jeg så den kun i drømme”

 

Jeg ved en flod, jeg så den kun i drømme,

Dog vist jeg ved, at den på jord er til,

Bag nattens hal den skjuler sine strømme,

Og næppe mærke vi dens bølgespil.

(Carsten Hauch: ”Valdemars anden sang” fra

Valdemar Atterdag, 1861).

 

Valdemar Atterdag (1340-1375) skal ifølge sagnet have sagt, at Gud kunne beholde sit himmerig, hvis bare han havde Tove og Gurre. Tove var hans elskerinde, Gurre hans jagtslot. Til straf måtte han i al evighed ride rundt om natten i skovene omkring Gurre. Valdemars dronning lod i jalousi Tove dræbe i en overophedet badstue. Motivet er benyttet talrige gange i dansk litteratur,* bl.a. i folkevisen ”Valdemar og Tove” (DgF 121).

I Valdemar Atterdag (1861), en versfortælling på 29 digte, lader Carsten Hauch (1790-1872) Valdemar synge to sange. I den første fortæller han om sin kærlighed til Tove og afviser Guds himmel: ”Og når vi kan mødes på vante vis,/ Må selv han beholde sit paradis”. Valdemar foretrækker i øvrigt jagt for kirkens messe og er betaget af græsk og romersk mytologi: ”Jeg ved, at nu der hersker en renere tro,/ Dog var man i gamle dage ved livet mere fro [glad]”.

I sin anden sang, ”Jeg ved en flod”, udtrykker Valdemar sin fortvivlelse over tabet af Tove. Det særlige sted, som Hauch lader Valdemar kende, er glemselsfloden, i græsk mytologi kaldet Lethe. Når man drak af den, glemte man sit tidligere liv. Måden Valdemar ”ved” på, kalder han selv ”drømme”. Det samme gør Tove tidligere i fortællingen, da hun sidder ved en rislende bæk og bliver klar over sin kærlighed til Valdemar: ”I drømme vi skue med indadvendt blik,/ Hvad aldrig i dagslyset ord og stemme fik”. Valdemars fortvivlelse er total: Han har mistet Tove, han kan ikke holde ud at være på jorden, og Guds himmel har han fraskrevet sig. I den situation kommer hans ”viden” om glemselsfloden ham til hjælp. Det kan forstås som selvmord, jf. Valdemars ord til floden: ” O, favre flod, så skænk mig da en bolig/ Og dæk mit hoved med dit blege net”. I sangen udtrykker Valdemar sin indsigt i omkostningerne ved total glemsel. Man mister ikke bare ry og eftermæle, men også sin egen erindring om livets sorger og glæder, herunder kærlighedslykke. Valdemar foretrækker i sin sorg glemslen og siger henvendt til floden: ”Skænk mig et læ, hvor jeg kan slumre rolig,/ Af verdens bitre frugter er jeg mæt”. Floden svarer:

 

Henvejres skal dit liv og dine drømme

Og al din gerning, mens du lyset så,

Mod fredens lande vandre mine strømme,

Vil der du hvile, må du først forgå.

 

Kommunikationsvejen i denne version af ”Jeg ved”-genren er vigtig: Valdemar er totalt isoleret; han har kun selve glemslen at tale til. Men forfatteren Hauch lader ikke sin helt slippe væk. Han skal først fortsætte med at samle riget, og han skal resten af sit liv bearbejdes af en biskop, der kræver, at han tilgiver sin fængslede dronning. Valdemar er standhaftig, selv på dødslejet. Han tilgiver ikke. Men heller ikke her lader Hauch sin fiktionsfigur få sin vilje. Tredive år efter Valdemars død har den nu ældgamle biskop et syn, hvori han ser Valdemar forsonet i himlen med sin dronning. Deres datter Margrethe har gennem de sjælemesser, Valdemar altid har foragtet, bidraget til hans frelse.

”Jeg ved”-genrens særlige sted er i dette tilfælde positivt for fiktions-figuren Valdemar i den situation, han står i, men negativt for forfatteren Carsten Hauch. Han bruger genren til indirekte at meddele sine læsere, at selvmord og hedensk glemsel ikke er den rette måde at løse en fortvivlelse på. Hans Valdemar Atterdag kan samtidig ses i sammenhæng med en debat i samtiden om den kristne forestilling om udødelighed*.

”Jeg ved en blomst så favr og fin”

 

Jeg ved en blomst så favr og fin,

dens duft gør hjerter glade,

dens saft er som den klare vin,

så liflig fin

som rosens er dens blade.

 

Den favre blomst er kærlighed,

et kunstværk af Guds finger,

den vokser op, før støv det ved,

i lønlighed,

til dejlig den udspringer.

(N.F.S. Grundtvig 1843).

 

Grundtvig (1783-1872) skrev en række bryllupssalmer. Den bedst kendte er ”Det så yndigt at følges ad” (1855). Det er en varm og ligefrem hyldest til det kristne ægteskab, fyldt med almindelig hverdag, men også med poetisk brug af en fjederham til at flyve med:

 

Ja, det er gammen

at rejse sammen,

når fjederhammen

er kærlighed.

 

Salmen er dertil let humoristisk i sin rimleg med brug af centrale ord fra bryllups-ritualet: ”ja og amen”.

Helt anderledes er en tidligere bryllupssalme fra 1843, hvor Grundtvig ud over ”Jeg ved”-genren bruger en lang række af litteratursprogets finesser*. Digtet er opbygget som en allegori, dvs. en fortælling, der handler om noget andet end pålydende. Jeget fortæller om en underdejlig blomst, der desværre er vild, men kan blive endnu dejligere, hvis den omplantes i bedre jord. Grundtvig oversætter selv i strofe 2 allegorien: ”Den favre blomst er kærlighed”. Meningen med allegorien er tydelig: den jordiske kærlighed bliver bedre, hvis den får den kristne velsignelse gennem brylluppet i kirken.

Grundtvigs indsættelse af ”Jeg ved”-genren i allegorien giver teksten et overraskende perspektiv. Det særlige og meget dejlige fænomen i denne salme er den jordiske kærlighed, både i dens psykiske og i dens fysiske dimension. I str. 2 beskrives, hvordan kærligheden langsomt vokser frem (”støv” betyder mennesket, ”i lønlighed” betyder i det skjulte). Der er tilmed en mulig allusion til Michel Angelos Adams skabelse (ca. 1511). Der er diskret erotik i sangens første strofe med duft, saft, vin og rosenblade, og helt tydelig bliver henvisningen til samlejet i sidste strofe: ”De to da vorder ét på ny” (min kursivering); de har altså været ét [kød] før vielsen.

Grundtvig bruger ”Jeg ved”-genren på sin egen måde. Først skildrer han den dejlige jordiske kærlighed som det særlige fænomen, Jeget ”ved”. Så negerer han denne kærlighed ved at gøre den ”vild”, og kommer med et nyt og endnu dejligere fænomen, den jordiske kærlighed transformeret gennem bryllupsceremonien til kristelig kærlighed. Grundtvig bruger samme teknik i De levendes land (1824, en anden version af ”Jeg kender et land”).

Hvem Jeg er, fremgår ikke af teksten, men det er en belærende instans. Eftersom det er en bryllupssalme, kunne Jeg være præsten og de tiltalte brudeparret. Følger man det spor, siger præsten altså: ”Jeg kender selv den jordiske kærlighed og dens erotik, og jeg er klar over, at den er smuk, men vild”. Derpå følger et lille og meget væsentligt ord: ”dog gode råd vi fínde” (min kursivering). Præsten er altså i samme båd som brudeparret. Det er, tidspunktet 1843 taget i betragtning, en meget overraskende bryllupssalme, der forudsætter (sådan som jeg læser den), at både præst og brudepar har erotisk erfaring før brylluppet.

Der er bare det ved det, at da Grundtvig går fra sin beskrivelse af det særlige og dejlige fænomen (den jordiske kærlighed) til det allersærligste og allerdejligste (det kristne ægteskab), falder salmens kunstneriske niveau betragteligt*.

 

Konklusion

”Jeg ved”-genren kan give tekstlæsningen en ekstra dimension, ”genre-bevidsthed” kunne man kalde det. Jeg har fundet følgende eksempler på denne genre:

 

”Jeg ved et land med himmelsk pragt” (Hans Anker Jørgensen 1999)

”Jeg ved en lærkerede” (Harald Bergstedt 1921)

”Jeg ved en flod, jeg så den kun i drømme” (Carsten Hauch 1861)

”Jeg ved en blomst så favr og fin” (N.F.S. Grundtvig 1843)

”Jeg ved et lille himmerig” (N.F.S. Grundtvig 1837 og 1853)

”Jeg ved en dejlig have” (L. Budde, årstal?)

”Jeg ved et land, hvor fjelde står” (Fr. Petersen, oversat af Kai Hofmann, årstal?)

”Jeg ved en kalot” (Jacob Worm 1669-1670)

”Jeg ved et evigt himmerig” (Hans Christensen Sthen, ca. 1600)

”Jeg ved en urt både dejlig og bold” (Hans Albertsen 1566)

 

Jeg vil meget gerne have supplementer til denne liste; men skriv helst til mig gennem ”Kontakt” på min hjemmeside. Jeg er mest interesseret i ”Jeg ved”, men hører også gerne om ”Jeg ved, hvor”.

Henvisninger

  • Børnebegravelser: http://eksisterer.blogspot.com/2011/03/sange-og-salmer-ved- htlm
  • Gurre i dansk litteratur: Jan Rosiek: Gurre. Stranden. Steder i dansk litteratur, U press, København 2015.
  • Udødelighedsdebat: Lasse Horne Kjælgaard: Sjælen efter døden, Gyldendal, København
  • Litteratursprogets finesser: Om Grundtvigs syn på litteratursprog, se Flemming Lundgreen- Nielsen: Forfatterportræt: Nikolai Frederik Severin Grundtvig, afsnittene ”Afsked med den           litterære institution”, ”Poesiens væsen”, ”Sprogmesteren”, Arkiv for dansk litteratur.
  • Grundtvigs egen store kærlighed: Jutta Bojsen-Møller: Grundtvig og Marie, Rønnebæksholm, Næstved 2009

 

LÆSERKOMMENTARER

 

Helle-Marit Løvset (28. april 2020)

”Kvelden gikk bl.a. med til å lese din blog, som jeg liker å følge. Nå over til jeg vet-genren. “Jeg vet”, uten bisetning, har alltid fascinert meg. “Jeg vet” er å betro seg, noen ganger fordi hemmeligheten er så stor at man ikke kan bære den alene. Eller det er en invitasjon – til å dele noe. Den som vet, gir deg noe du skal ta vare på. Det ligger intimitet og ofte en slags lengsel eller ømhet i den betrodde hemmeligheten.

På norsk fins det en konstruktion ‘Jeg vet meg’, sjelden brukt, men du har den i en av våre store nasjonalsanger, som egentlig er Nord-Norges nasjonalsang, ”Barndomsminne fra Nordland”. Den har 8 vakre vers. Tekst Elias Blix, den mest kjente melodien er av Adolf Thomsen.

 

Å eg veit meg eit land

lant der uppe mot nord,

med ei lysande strand

millom høgfjell og fjord.

Der eg gjerne er gjest,

der mitt hjarta er fest

med dei finaste, finaste band.

Å eg minnest, eg minnest

so vel dette land.

 

Barnesangen ”Jeg ved en lærkerede” gir leseren en betrodd gave som fortelleren/piken deler, og ber meg titte inn til og oppleve, men man skal være like forsiktig som henne, derfor er beskrivelsen stedløs så disse små, nye liv ikke kommer i fare. Jeg er usikker på ‘et sted som ingen ser’ – om det hentyder til heden. Synes det like gjerne kan være lærkeredens plassering, fordi lerkene bygger reirene [rederne] nede på jorden, skjult mellom stråene. Skjult, men utsatt. Det jeg virkelig har grunnet over, er verbet ‘lure’ (”jeg lurer bag en slåen”). Det betyr jo skjule seg, men har ofte en negativ undertone, fordi det ligger en ond hensikt bak. Forklar meg dette.

 

Nanna Damsholt, (29. og 30. april)

Det var en glæde at læse dine analyser. Især at lære nye digte at kende, som nu Hauchs, som du tolker så smukt. Ja, Tove var en særlig figur i min barndoms univers. Buddes sang blev aldrig sunget i mit hjem, og vi har endda så meget fælles! Den sang jeg kom til at tænke på, da jeg læste din blog, var den færøske ”Jeg øer ved”, men den er jo en oversættelse fra færøsk og begynder med omvendt ordstilling. Jeg elskede den på grund af dens romanstiske karakter og melodi. Ja, henvisningen til at man har en skat i hjertet, som undertiden bliver større af at deles med andre. Fin tanke.

”Jeg øer ved” står både på dansk og færøsk i min Højskolesangbog fra 1933. Sangen er skrevet af Frederik Petersen i 1877 ved færøske studenters regensfest.

 

Kim Petersen (30 maj)

Rasmus Frankenau 1767-1814
oversatte Goethes Kennst du das Land:

Veed du den Zone, hvor Citronen groer?
hvor Guldorangen blusser skiøn og stor?
fra skyfri Himmel aander qvægsom Luft,
og Laurbærskygger dække Myrthens Duft.
Veed du det vel?
Derhen, derhen
jeg gierne drog med dig, mit Hjertes Ven.

Veed du det Huus med pillestøttet Tag
hvor Guldets Luer straale evig Dag?
og marmorhugne Aasyn see paa mig?
o stakkels Barn! siig hvad man gjorde dig?
Veed du det vel?
derhen i Ly
jeg gierne gad med dig min Skiermer flye.

Veed du det Bierg med skyomsvævet Top,
hvor giennem skumring Mulen stiger op?
hvis Huler ere Basiliskens Hjem,
hvor over Klipper Elven styrter frem?
veed du det vel?
derhen, derhen
vor Vei os leder, Fader drag derhen!
(teksten følger Rasmus Frankenau: Nytaarsgave for 1815, Fr. Brummer, Kbh.,)

Jeg ved ikke om den kan indgå som en særlig afart af genren, men konstruktionen har vel næsten samme virkning? Hermed blot til din fornøjelse. 

 

kilde billede: Pixabay

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *