I al sin Glands nu straaler Solen,

Livs-Lyset over Naadestolen,

Nu kom vor Pindselilje-Tid,

Nu har vi Sommer skiær og blid,

Nu spaaer os meer end Englerøst

I Jesu Navn en gylden Høst!

 

 

I Sommer-Nattens korte Svale

Slaaer høit Fredskovens Nattergale,

Saa alt hvad Herren kalder sit

Maa slumre sødt og vaagne blidt,

Maa drømme sødt om Paradis,

Og vaagne til Vorherres Pris.

 

Det aander himmelsk over Støvet,

Det vifter hjemlig giennem Løvet,

Det lufter liflig under Sky,

Fra Paradis, opladt paany,

Og yndig risler ved vor Fod

I Engen Bæk af Livets Flod!

(N.F. S. Grundtvig, 1853, str. 1-3). 1)

 

 

”Nordens vældigste digt” skal Bjørnstjerne Bjørnson have sagt om ”I al sin glans nu stråler solen”. 2) Jeg tror, enhver, der synger den, mærker storheden og skønheden. Man behøver ikke at forstå; man kan bare give sig hen.

 

Apostlenes gerninger

Men man kan også prøve at blive klog på, hvad der er på færde i denne tekst. Dog først pinseberetningen i Apostlenes gerninger, 2, 1-4:

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Grundtvig siger det samme, men på en anden måde, hvorved det netop ikke bliver det samme. Hvad er det, han gør? Han flytter først og fremmest fra ”huset” ud i naturen.

 

Dansk sommer

Naturen er salmens grundlag: Sol, pinseliljer, sommer, gyldne høstudsigter. Mild dansk sommernat, skov, nattergal og sund søvn. Bevægelse. Det ”ånder” over støvet, det ”vifter” gennem bladene, det ”lufter” under skyerne. En bæk risler i engen.

Mange har tolket ”I al sin glans”, og der er kommet forskellige bud på naturens rolle. Nogle ”oversætter” til religiøse forhold, så f.eks. nattergalen skal betyde ”menighedens forsangere” og ”Fredskoven” menigheden. Andre mener, at naturstroferne skildrer paradis på jorden. 3) Jeg læser naturen som natur. Men naturen i et særligt øjeblik.

 

Pinse i naturen

”Nu” er det øjeblik, hvor pinsen går ind i naturen som det overnaturligt mirakuløse. Solen skinner ikke, men ”stråler”, og ikke på sædvanlig vis, men i ”I al sin glans”. Livslyset fra Gud indgår i solen og stråler over Nådestolen, bækken udspringer fra livets flod i paradiset, og vindens bevægelser i bladene giver association til Helligånden, der daler ned over apostlene . ”Nu” bruges fire gange i første strofe.”Nådestolen” er et smukt ord, og hver læser danner sig sikkert sit eget billede af, hvad det er for en stol. Jeg så i mange år for mig Gud Fader siddende på sin tronstol i himlen, hvorfra han sendte sin nåde ud over jorden. Jeg overså, at livslyset ikke skinner fra Nådestolen, men over den. ”Nådestolen” er i Det gamle testamente låget på pagtens ark. Herfra taler Herren til folket, og ved Yom Kippur-festen bliver den bestænket med blodet fra en offer-ged. Paulus brugte ”Nådestolen” som betegnelse for Jesus, der ved sit offerblod bragte soning for menneskenes synder. Når livslyset ved pinse stråler ned på ”Nådestolen”, kan det angive, at ”pagten” mellem Gud og mennesker bliver fornyet, ”Paradis opladt påny”. 4)

 

Grundtvig har skrevet andre pinsesalmer, bl.a. ”Du, som går ud fra den levende Gud”, (1837); den har teologisk og sproglig dybde, men kun lidt natur: ”morgen i maj, når det grønnes”. Den har ikke det jævnbyrdige samspil mellem teologi og natur, der kan ses som den æstetiske hemmelighed ved ”I al sin glans”. Men der er mere på spil. Helge Toldberg har overbevisende påpeget, at ”Delagtiggørelse i Helligaanden under de gunstigst mulige vilkaar er en hjertesag for Gr.” (1950, s. 125). 5) Han mente, siger Toldberg, at pinseunderet for hvert folk skulle formidles på deres måde, i deres miljø og på deres sprog. ”For Gr. som dansk er det vigtigste, hvordan det kan blive pinse under vore himmelstrøg” (s. 126). Toldberg viser, hvordan Grundtvig i digt efter digt sørger for, at centrale begivenheder i Danmarkshistorien falder sammen med pinse. Toldberg går derfor imod det synspunkt på ”I al sin glans”, at ”det bliver sommer ikke i Danmark, men i kristenheden”. Han mener, at Grundtvigs projekt er præcis det modsatte: ”at det bliver pinse for danske kristne efter deres naturgivne betingelser” (s. 126). Deraf solen, pinseliljerne, skoven, nattergalen, vinden i træernes blade. ”Det vifter hjemlig gennem løvet”.

 

Pinsens teologi

Grundtvig sørger også for, at pinsens religiøse dimension bliver forklaret med rene ord. Det sker i tekstens midterstrofe: ”Det volder alt den ånd, som daler, / Det virker alt den ånd, som taler”. Helligåndens tale og dens tunger udgår, forklarer Grundtvig, fra Jesus, der selv var det menneskeliggjorte gudsord. Strofe 4 har også den funktion at formidle overgangen fra tekstens ”nu” (i de tre første strofer) til tekstens ”da” (i de tre sidste strofer).

 

Utopien

Efter en opfordring (str. 5) til at lovprise Jesus (”Menneskets Forsoner”) fremsætter Grundtvig i de to sidste strofer sin religiøse utopi, markeret ved ordet ”da”, brugt 3 gange: ”I Jesu navn da tungen gløder”, ”I Jesu navn udbryder da”, ”Da blomstrer rosen i dit rige”. Man kan opfatte verberne som nutid; jeg foretrækker at forstå den som fremtid, som udsagn om den utopi, pinsen udløser. I Apostlenes gerninger får apostlene ved pinse-miraklet tunger af ild, der sætter dem i stand til at tale på alle sprog og således udbrede evangeliet over hele verden. Grundtvig lader derimod alle folk på jorden, ikke blot forkynderne, få ildtunger, også hedninger og jøder, der ikke opfatter Jesus som Guds søn:

 

I Jesu navn da tungen gløder,

Hos hedninger såvelsom jøder;

I Jesu -navnets offerskål

Hensmelter alle modersmål.

 

”Offerskålen” kan forstås som nadver-bægeret, hvis indhold er eller repræsenterer Jesus’ blod. Visionen kan da være, at Helligånden gennem de tunger, der ved pinse kom ned på jorden, gør kristendommen universel, således at alle religioner og alle sprog opfattes som én religion og ét sprog (”Hensmelter alle modersmål”), nemlig kristendommens. Når det sker, ”Da blomstrer rosen i dit rige”, siger Grundtvig henvendt til Gud. ”Rosen” er hos Grundtvig, ifølge Helge Toldberg, ofte symbol for Jesus. I ”Du, som går ud fra den levende Gud” udtrykkes samme utopi om en universel kristendom på denne måde: ”så ingen menneskefod har rørt/ pletten hvor ikke dets røst blev hørt”, og ”folkefærd alle genføde”. Der er såmænd også en rose: ”Tale og skrift om vor frelsers bedrift/ blomstre som roserne røde”.

 

I salmens nu-afsnit gør Grundtvig pinsen dansk. I dens da-afsnit ser han for sig en universel pinse, antaget af alle folkeslag. I dette utopiske univers, hvor alle taler samme Jesus-sprog og lever i sammen Jesus-herlighed, lader Grundtvig menneskene gå op og ned (leve og dø?) som små sole. De har givet Gud deres hjerte, og han har, formidlet gennem Jesus, givet dem sit himmerig.

”I al sin glans” fortæller da på sin fortættede måde denne enkle historie: Pinsen kommer til den danske sommer (str. 1-3), i pinsen bringer Helligånden Guds ord (str. 4), pinsen udløser en utopi om en universel kristendom (str. 5-7). 6)

 

Litterære perspektiver

For mig er der ingen pinse uden ”I al sin glans nu stråler solen”. Jeg nyder ”sommernattens korte svale” og står tidligt op i håb om, at pinsesolen vil stråle. Jeg kunne lade det blive ved det og bare synge med på ”I al sin glans”. Det er det, den er beregnet til. Men jeg kan ikke lade være med at analysere og trække perspektiver. Det er Grundtvigs centrale greb, der udfordrer mig. Han gør pinsen til natur og naturen til pinse. I fagterminologi er det en kiasme, dvs. en krydsgentagelse: x-y-y-x. Hvad skal der til, for at en kiasme virker? ”Du er min, og jeg er din”, hedder det i en gammel kærlighedsvise. Jeg tror, kiasmens hemmelighed er ligevægten mellem dens to led. Teologi og natur, min kærlighed og din, holder hinanden i spænd. I Grundtvigs salme får pinsen skønhed og naturen højtid. Hver for sig er de anderledes end tilsammen. Men hvordan kan det være, at ”I al sin glans” holder (for dem, der synger den), når den samfundsmæssige baggrund for salmens ligevægt har forskubbet sig? I et sekulariseret samfund som vores har teologi ikke samme vægt som på Grundtvigs tid. Det kan hver især jo tænke over.

 

NOTER OG HENVISNINGER

  1. I respekt for den usædvanlige tekst gengiver jeg de første tre strofer efter originalteksten (Fest-Psalmer 1853), således som den er trykt i F.J. Billeskov Jansen: Den danske lyrik 1800-1870, Første Halvbind, Hans Reitzel 1961, s. 116-117. Når jeg i det følgende citerer, bruger jeg nutidig retskrivning.

 

  1. Daniel Øhrstrøm citerer i Kristeligt Dagblad 19. maj 2018 Lisbeth Smedegaard Andersen og Sune Auken for at betegne ”I al sin glans” som Grundtvigs henholdsvis ”mest poetiske” og ”bedste” salme.

 

  1. Jacob Ulrik Hansen diskuterer i artiklen ”Åndens hermeneutik” (Grundtvig-Studier, årg. 62, nr. 1, 2011) forskellige opfattelser af naturen i salmen, bl.a. citer han Jørgen Kjærgaard (2003) for udtalelsen: ”Det er aldeles ikke dansk sommer, der er tale om, men åndens sommer”. Nattergalen som menighedens forsangere: Kresten Drejergaard i konfirmandcenter.dk. Paradis på jorden: Højskolesangbogen.dk. Her gøres der også opmærksom på de fire gange ”nu” i første strofe.

 

  1. ”Nådestolen” er svær nok at forstå. De danske bibeloversættelser gør det ikke lettere. Christian III’s bibeloversættelse 1550 fulgte Luther og skrev konsekvent ”nådestol” både i Det gamle og i Det nye testamente. Siden er nådestolen forsvundet, først fra Det nye testamente, siden fra også Det gamle testamente:

 

2. Mos. 25, 17-22

”Og du skal gøre en nådestol af purt guld”, (Christian III’s Bibel 1550). ”Og du skal gøre en Naadestol af purt Guld, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred […] Og du skal sætte Naadestolen oven paa Arken og lægge det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig, i Arken. Og der vil jeg komme til dig og tale med oven fra  Naadestolen” (Bibeloversættelsen 1931). “Du skal lave et sonedække af rent guld” (Bibeloversættelsen 1992).

             Rom 3, 25

”Og de blive retfærdige af hans nåde uden fortjeneste ved den genlæsning, som er sket formedelst Kristum Jesum,                     hvilken Gud haver skikket til en nådestol, formedelst troen i hans blod” (Chrstian III’s Bibel 1550). ”Jesus Kristus, hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel” (Bibeloversættelsen 1948). ”Jesus Kristus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen” (Bibeloversættelsen 1992).

Man mister et smukt ord, og man afskærer forbindelsen til alle de steder, hvor ordet ”Nådestol” er brugt, f.eks. ”I al sin glans”. Man har heller ikke længere forbindelse til de meget udbredte senmiddelalderlige skulpturer af Gud Fader med Jesus’ døde legeme; de kaldtes ”Nådestolen”. Jeg har skrevet noget om dem i Sanselig senmiddelalder (2010), s. 303-311.

 

  1. Helge Toldberg: Grundtvigs symbolverden, Gyldendal, København 1950.

 

  1. Nogle ord, som jeg mangler at kommentere: Str. 1: ”spår os mer end englerøst”: udsigten til en gylden høst forudsiges af en instans med højere autoritet end engle. Str. 2: Fredskoven: Giver associationer til fred; er sandsynligvis en skov, hvor der af hensyn til skov-genopretning ikke må fældes (Fredskovordning af 1805), iflg. Jacob Ulrik Hansen. Str. 4: ”og for til himmels hvid og rød”. Forskellige bud er givet på disse farver: farverne i opstandelsens sejrsfane, Dannebrog, hudfarve, evt. med rød som offerblod. Grundtvigs fremtids-”da” ses stærkt udfoldet i ”Velkommen igen, Guds engle små” (1830): ”Da vågne de mildt i morgengry”, ”Da høre vi salmen, som påny”, ”Da klinger det sødt i højen sky”, ”Da byder Vorherre selv Guds fred”, ”Da åbner sig himlens borgeled”, ”Da skal som en barnemoders ve / vor smerte sødt bortvugges”.

 

Kilde: billede: Plickr 2020

4 replies
  1. Karen Syberg
    Karen Syberg siger:

    Så vidt jeg har forstået, er Nådestolen den stol som Gud sidder i bagved korset og holder Jesus oppe, mens han hænger der. Sådan er den vist også afbildet på nogle kalkmalerier, uden st jeg lige kan komme i tanke om nogen specielt. Men hvor er det dejligt Pil, at du har oprettet denne blog. God læsning.

    Svar
    • Pil Dahlerup
      Pil Dahlerup siger:

      Tak for din kommentar, dejligt at høre fra dig. Jo, det med nådestolen har du ret i, men det er vel alligevel Bibelens udsagn om nådestolen, der kommer først. God pinse i din smukke have; jeg så den i en udsendelse med Søren Ryge for længe siden

      Svar
  2. Else Jesperen
    Else Jesperen siger:

    Ja, det er i hvert fald en af de smukkeste salmer, vi har. Mange tak for fortolkningen!
    Min indskydelse i forbindelse med begrebet ‘nådestolen’ hos Grundtvig i salmen:
    Nådestolen er simpelthen pinseliljerne, med de smukke ‘guldstole’ i midten:)
    Venlig hilsen Else

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *