Corona Anni

Benedices coronae anni benignitatis tuae (Salme 64, 12, Vulgata).

Du kroner året med dine gode gaver (Salme 65, 12 Bibeloversættelse 1992).

 

Der er en corona, som er ældre og påvirker os alle sammen langt dybere end den virus, der for øjeblikket plager verden. Det er corona anni, som det hed, dengang de lærde talte latin, som vi nu taler engelsk. Corona anni er årets krone, krans eller ring, med andre ord årstiderne.

 

Årstids-definitioner

Astronomisk forklares årstider således: ”På grund af jordaksens hældning fremkommer årstiderne. Om sommeren hælder den nordlige halvkugle ind mod solen og er derfor mere belyst – det modsatte sker om vinteren” (Jesper Theilgaard: Det danske vejr, 2006, s. 120). Meteorologisk defineres årstiderne efter døgnets minimums-temperatur: vinter under 0 grader, forår og efterår 0-10, sommer over 10 (dmi.dk). Kalenderåret regner med dage, 365 pr. år, men de passer ikke helt med astronomien, og der må hvert fjerde år indsættes en skuddag. Man taler som regel om fire årstider: forår, sommer, efterår og vinter, men vi indstiller vores ure efter to årstider: sommer og vinter. Musik, malerkunst, litteratur, tøjmode, måltidskasser og meget mere er fulde af årstider. Georg Jensen har en årstidsring med fire nuancer i guld. Det følgende er et par nedslag om årstider i litteratur.

 

Årets ring

Selve årstidsringen, corona anni, er taget op af litteraturen som en eksistentiel betingelse: ”Jorden; Jorden i sit omløb/ om Solen findes; Jorden på sin rute gennem Mælkevejen findes” (Inger Christensen: Alfabet, Samlede digte s. 404). Selve cyklussen kan ses som menneskets lykkelige grundvilkår:

 

Nu breder hylden

de svale hænder

mod sommermånen.

Året efter:

De samme bøge

og lyse nætter

den samme lykke!

 

Året efter:

Solsorten fløjter,

og vårvind svulmer

igen, Veninde!

 

9 år efter:

De samme bøge

og lyse nætter,

den samme lykke!

(”Envoi”, Digte s. 74).

 

Den individuelle død formildes for Johs. V. Jensen gennem naturens fortsættelse: ”Det varer ved, det fagre spil,/ om også du ej mer ser til” (”Bålfærdssang”, Digte s. 188). På prosa har han udtrykt det samme i myten om ”Darwin og fuglen”. Digterjeget ser Darwin i en gammel træstub; han studerer en fugl, ser i den udviklingshistorien og årets gang: ”Så et med naturen er den gamle mand, så skjult går han i sit livs vinter midt ind i foråret”. Myten slutter: ”Foråret kommer til mig i hans navn, som solens strålevarme gennem frostluft mellem gravene”. En anden naturdigter, Thorkild Bjørnvig ser årets ring sluttes og splittes i kærlighedsøjeblikket:

 

Ave sekundet, som parrer

de lette og flygtige ting,

sekundet som magisk lukker

årstidernes ring.

 

Ave sekundet, sekundet –

thi ringen sprang op – og alt

blev afstand og stjernestriber,

og mørke, hvori vi faldt.

(”Soria´moria”, 1947).

 

Modernistiske digtere kan splintre den naturlige årtidsring. Søren Ulrik Thomsen opfinder en ekstra årstid i en digtsamling, som ikke for ingenting hedder Det skabtes vaklen:

 

Kom ikke til mig med naturens orden

og slet ikke med al den smukke visdom

om altings forvandling afledt heraf:

Tror du måske, jeg har glemt,

at der midt mellem vinter og forår åbnes en ekstra

som feber skiftevis kold og varm årstid [ …]

(Samlede Thomsen 2014, s. 278).

 

Henrik Norbrandt har et fiktivt Jeg, der ”er dømt til at færdes i yderkvartererne/ hvor man selv vælger sine årstider (”Drøm om dødsfælde”, Drømmebroer, 1998, s. 35). Hans årtidsring har 16 måneder:

 

Året har 16 måneder: November

december, januar, februar, marts, april

maj, juni, juli, august, september

oktober, november, november, november, november.

(Håndens skælven i november, 1986).

 

Sommer-vinter

Når digterne skriver om årstidernes skiften, altså ikke blot om en enkelt årstid, er året ofte todelt med forår/sommer sat op som den positive modsætning til efterår/vinter:

 

Inderlig jeg længes

efter vår, men vintren strænges,

atter vinden om til nord!

(Steen Steensen Blicher: ”Det er hvidt herude”, 1838).

 

Det er i dag et vejr – et solskinsvejr!

O, søde vår, så er du atter nær!

Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,

nu vil jeg gå og købe hyacinter

og bringe dem til én, som jeg har kær.

(Ludvig Holstein 1895).

 

Det hænder, men sjældent, at hele årets ring får en digters kærlighedserklæring:

 

Jeg elsker de brede sletter

i sollysets sommerpragt,

i vinterens stjernenætter

bag snetæppets juledragt.

(J. Helms: ”Jeg elsker de grønne lunde”, 1873).

 

Religiøse årstider

Kristendommen har ud af de naturlige årstider skabt et af vor kulturs mest gennemgribende metaforsystemer. Det har mange niveauer. Der er for det første årstidens gang, der indrettes efter kirkeåret: advent, jul, påske, pinse som i Grundtvigs adventssang ”Vær, velkommen, Herrens år” (1849, ikke at forveksle med hans nytårssang med samme begyndelseslinje). Dernæst har kristendommen skabt et utopisk rige i himlen, hvor årets naturlige cyklus er rettet ud, således at der opstår en lige linje, hvor vinter (dvs. døden) efterfølges af en paradistilstand med en evig sommer:

 

Han lover mig en evig vår,

trods vinterstorm og død;

thi livet frem af graven går,

som Kristus gennembrød.

(C.J. Boye: ”Dybt hælder året i sin gang”, 1833).

 

Ingen litteratur og ingen malerkunst har, mig bekendt, skildret et paradis med efterårsstorme og vintersne. Grundtvig udtrykker utopien således i ”De levendes land” (1824):

 

O dejlige land,

Hvor håret ej gråner, og tid har ej tand,

Hvor solen ej brænder, og bølgen ej slår,

Hvor høsten omfavner den blomstrende vår,

Hvor aften og morgen gå altid i dans,

Med middagens glans!

 

Efteråret omfavner foråret, dvs. der er ingen vinter; aften og morgen danser sammen ved middagstid, dvs. der er ingen døgnrytme, håret bliver ikke gråt, dvs. der er ingen alderdom. Digterne har i tidens løb udfyldt utopien, således at alt, hvad der er i verden af ulykker, ikke findes i himlen: krig, sorg, pest, sygdom, alderdom osv. Årstidsmetaforikkens største opgave har været at levere en slags argumentation for, at det er muligt at blive levende igen, når man først er død: Planterne blomstrer om sommeren, visner om efteråret, ligger skjult i jorden om vinteren og spirer frem igen om foråret. Nogle salmer opfordrer mennesket til at tage ved lære af naturen:

 

Lær mig, markens blommer [blomster],

at bie på min sommer,

midt i verdens dybe ve

at spire under vintersne!

Lær mig, markens blommer!

(Chr. Richardt: ”Lære mig, nattens stjerne” 1861).

 

Lær mig, o skov, at visne glad

som sent i høst dit gule blad;

et bedre forår kommer.

Der grønt mit træ skal herligt stå

og sine dybe rødder slå

i evighedens sommer.

(Adam Oehlenschläger 1813).

 

Johs. V. Jensen kunne se Darwin i en gammel træstub. Oehlenschläger så Joseph, Jesus’ plejefar: ”Fra svundne år/ end den tørre, brune stubbe står./Skygger med sit visne løv/ Om det spæde blomsterstøv”. Digtet er fra Årets evangelium. Naturen og mennesket; i denne tekst følger Oehlenschläger årets gang i naturen og ser alle vegne religiøse paralleller.

I ældre litteratur er det almindeligt i corona anni at se Guds gaver, f.eks. i Peder Hegelunds skuespil Susanna (1578). Før Susanna går i badet og belures af de to gamle mænd, fortæller hun sine tjenestepiger om Guds store nåde. Hun citerer salme 65 (64) ”Gud kroner året med sit gode” og fortsætter:

 

Guds gaver pryde ganske året omkring

Lige som en dejlig krans eller ring:

Den blive VÅR med fugt og væde

Indgiver jorden ny kraft og kæde [yppighed]

SOMMEREN straks både hed og tør

Gør korn og kerne måd [moden] og mør.

HØSTEN omsider mild og våd

Med tusind frugte er rig og kåd [fyldig].

VINTER (hendes arving kold og grå)

verkvæger [vederkvæger] jorden med hvile og ro.

(Peder Hegelund: Susanna (1578), Munksgaard 1972, s. 52).

 

I senere høstsalmer kan man genfinde motivet: ”Da over os det hele år/ sin fred han lyser gerne,/ og efter vinter kommer vår/ med sommer, korn og kerne” (Grundtvig: ”Nu falmer skoven”, 1844), ”og han lod snefald hegne/ mod frosten barsk og hård,/ kan lod det tø og regne/ og varme mildt i vår./ Alle gode gaver/ de kommer ovenned,/ så tak da Gud, ja pris dog Gud/ for al hans kærlighed!” (Jakob Knudsen: ”Vi pløjed og vi så’de”, 1891).

 

Årstidernes alder, psykologi og længde

En udbredt verdslig metaforik forbinder årstid med alder. Metaforikken kan gå begge veje: forår og sommer kan f.eks. kaldes ”ungdom”, og ungdom kan kaldes ”forår” og ”sommer”; undertiden kan barndom erstatte ungdom:

 

då bliver barna fulla med sommer

och bena bliver fulla med spring.

(Astrid Lindgren: ”Idas sommervisa”).

 

Men ungdommen fylder mest. Eksemplerne er legio. Her er et par stykker: ”Da går ungdom til dans/ på dit bud Sankte Hans” (Holger Drachmann: ”Vi elsker vort land”, 1885), ”Nu rider vores glade svend” (Ludvig Holstein 1895), ”Pigernes latter og lyse hår,/ leg, som får aldrig ende/, øjnene blå som vand i vår” (Thøger Larsen: ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, 1914), ”Du lyse, friske sommer!/ vor friheds unge brud” (Johannes Jørgensen: ”Nu lyser løv i lunde”, 1891), ”Grøn er vårens hæk,/ kåben kastes væk,/ jomfruer sig alt på volden sole” (Poul Møller, 1819), ”Min piges smil er sol i maj” (Helge Rode: ”Min pige er så lys som rav”, 1920), ”Alle havnens søde piger drikker forårsguden til” (Sigfred Pedersen: ”Nu går våren gennem Nyhavn”, 1933). Det interessante er koblingen mellem forår og ungdom. En blomstrende æblegren vil for dem, der tænker metaforisk, føre tanken hen på en ung pige. Jeg gætter på, at meget få vil se en gammel mands hvide hår i æbleblomsterne.

Vi forbinder også årstiderne med psykologi. Igen kan metaforikken gå begge veje. En årstid kan få menneskeegenskaber, og et menneske kan få årstidsegenskaber. I Californien gik jeg for mange år siden til en såkaldt Color-Lady. Hun kunne ud fra øjen- hud- og hårfarve afgøre, hvilken af de fire årstider, jeg farvemæssigt tilhørte, og hvilke farver der følgelig ville klæde mig bedst. Jeg skulle også gå en gang op og ned ad gulvet, så hun kunne se, hvilken årstid min gang tilhørte og dermed mit temperament. Jeg fik så et bånd med i købet, hvori Color-Lady forklarede, hvordan jeg kunne arbejde med mit temperament. En række nutidige psykologi-terapeuter arbejder på lignende vis med f.eks. kærlighedens, sexualitetens og parforholdets årstider.

I digtningen er det igen sommer og alt, hvad der er dejligst, der står for de fleste eksempler på årstids-metaforik: ”Shall I compare you to a summer’s day”, spørger Shakespeare i sonet XVIII. ”Du dejlig sommerlille [sommerlilje],/ når jeg engang får favnet dig/ sig vinter vel skal stille” (Thomas Kingo: ”Gæt hvis ønske”, 1667), ”Hver nat er jo vor sommer/ dens blomster ere vi, når dagen den kommer/ er vor sommer forbi” (Chr. Winther: ”Hvor tindrer nu mit stjerne”, Hjortens Flugt 1856), ”Alt det vi har grædt igennem livet/ Det svinder på en forårsdag” (Anne Linnet: ”Forårsdag”, 1988). Det vil være svært at finde negativ metaforik knyttet til forår og sommer.

Efterår og vinter har derimod både negative og positive associationer. Efterår vil metaforisk negativt betyde at visne og forfalde: Inger Christensen: ”Jeg skriver som et dødsmærket/ efterår skriver” (Alfabet, Samlede digte s. 441). Men Agnes Henningsen har i sin romantrilogi om Kærlighedens årstider kaldt sidste bind Det rige efterår, 1928, og Tove Ditlevsen beskriver i ”Den niende måned” fødslen i kosmisk perspektiv (Kvindesind 1955):

 

Ude i rummet trædes den store

vugge på lydløse gænger

til en efter en af de ufødte vågner

og ikke kan sove længer.

 

Alex Garff har skabt en usædvanligt smuk metafor i sit kendte digt om rosens udvikling til hyben: ”da slår bag falmet rosendragt/ dit røde hybenhjerte” (”Septembers himmel er så blå” 1949). Vinter er psykologisk kulde: Snedronning, Isjomfru. ”Og han der står udenfor kloden/ og drejer den rundt med sin finger – / hans ansigt er koldt som den tindrende sne” (Tove Ditlevsen: ”En dag i december” (1947),”var vinteren en martsdag for altid forbi/ skulle alverdens kulde huses/ i vores egen forfrosne sjæl” (Søren Ulrik Thomsen: Samlede Thomsen s. 335). Men vinteren er også skønhed og stilhed: ”Der er ingenting i verden så stille som sne” (Helge Rode 1896), ”Der er ingen form som er større/ og renere, mere klar/ end den I havde og har/snekrystaller som falder” (Paul la Cour: ”Der falder sne” 1936). I det meteorologiske år er årstiderne lige lange, tre måneder hver. Men psykologisk er sommeren kort og vinteren lang. Goethe har sagt det i Vier Jahreszeiten (1797):

 

Warum bin ich vergänglich, o Zeus? So fragte die Schönheit.

Macht’ ich doch, sagte der Gott, nur das Vergängliche schön.

 

Sebastian kan få det sidste ord:

 

Hej – så er du lige med et

en ubetydelig prik i det himmelblå

Hej – med alt for meget at nå

og kun den korte sommer til at nå det på.

(”Sommerfuglen”, Stjerne til støv, 1981).

 

Til sidst

Jeg melder mig som tilhænger af årstidernes ring, selv om det ikke gør nogen forskel. Jeg kan også godt lide, at der er forskel på årstiderne, helst som i gamle dage, da vinteren var vinter. Som alle andre kan jeg bedst lide forår og sommer, men jeg kan faktisk godt lide hver og én af årets måneder, også den udskældte november. Den har de sorte træer og en mængde smukke grå nuancer. Ja, det var blot lidt litterære eksempler om en anden corona, som også kommer os alle sammen ved.

 

        Kilde, billede:  aaw_ 1913 fra Pexels