Johannes Jørgensen, Mindesten Svendborg, Kilde Wikimedia

Man kan skelne mellem hverdagssprog og litteratursprog. Hverdagssproget er karakteristisk ved entydighed (denotation); ordene bruges i den betydning, de har i ordbøger og leksika. En ”rose” er en plante. Hverdagssproget kan have forskellig sværhedsgrad, men det bruges allevegne: i dagligdags samtaler, i skolebøger, i avisledere, i madopskrifter og i videnskabelige artikler. Hverdagssprogets meddelelser skal kunne forstås umiddelbart: ”Hold afstand”, ”Bland smørret i melet”, ”Christian IV regerede 1588-1648”.

Litteratursproget er derimod mangetydigt (konnotation). Digterne former ordene, så de ud over grundbetydningen får nogle medbetydninger. ”Pigen er en rose”. Her er ”rose” brugt i overført betydning og giver associationer til skønhed, ungdom, friskhed m.m. Litteratursproget skal ikke pege i én bestemt retning, men lukke op for mange tanker og følelser. Hverdagssprog og litteratursprog optræder sjældent fuldstændig rent. Der er hverdagssprog i litteratursprog og omvendt.

”Nu lyser løv i lunde”

Den første strofe af Johannes Jørgensens digt ”Nu lyser løv i lunde” er et godt eksempel på litteratursprog. Ordene er vendt og drejet og udformet på en kunstnerisk måde. Intet menneske ville tale sådan til daglig, heller ikke i 1890’erne:

 

Nu lyser løv i lunde,

grønt ligger Danmarks land

imellem blanke sunde,

et skjold med sølverrand;

frugtblomsters hvide pletter

det rige grønne felt,

mens højt de lyse nætter

slår ud sit sommertelt.

 

(Grundlovssang, trykt første gang i Politiken 5. juni 1891. Moderniseret retskrivning).

 

Sagt på hverdagssprog ville det hedde nogenlunde sådan: ”Nu er skoven lysegrøn; Danmark ligger omgivet af blankt vand. Frugttræernes hvide blomster drysser ned på det grønne græs. Det er de lyse nætter med høj himmel”.

Johannes Jørgensen har omformet hverdagssproget på en masse måder. Han har givet sætningerne en ensartet rytme. Ordene er valgt sådan, at en tryksvag stavelse (næsten) hele tiden skifter med en trykstærk. En sådan rytme kaldes ”jambisk” og noteres u-, hvor ”u” er tryksvag stavelse, og ”-” er trykstærk. ”Nu lyser v i lunde”, ”imellem blanke sunde”. Desuden indgår hver sætning i et rim-mønster, her som krydsrim: lunde-sunde, land-rand, pletter-nætter, felt-telt. Digtets første linje har dertil tydeligt bogstavrim: lyser, løv, lunde.

 Digteren har valgt en række gammeldags ord: ”lunde” i stedet for skove, ”løv” i stedet for blade, ”sølverne” i stedet for sølv. ”Hvide” er brugt som et navneord og betyder egentlig ”hvide farve”. Også grammatikken er gammeldags. Der er f.eks. brugt ubestemt form i første linje: ”løv i lunde” og ikke ”løvet i lundene”. To ord er brugt metaforisk: Danmark er kun i overført betydning et ”skjold”, og himlen er ikke i reel forstand et ”telt”.

Johannes Jørgensens forår, der er udtrykt i litteratursprog, bliver et andet end det forår, jeg har oversat til hverdagssprog. Det er op til læseren at lade sine tanker og følelser følge de associationer, dette kunstsprog lægger op til. Jeg ville pege på, at de tilsammen opbygger en højtidelig, lidt romantisk stemning. Carl Nielsens melodi fra 1921 udbygger den følelsestilstand, læseren sættes i.

”Den 12. oktober”

Litteratursproget behøver ikke så mange ord som Johannes Jørgensens og ikke så mange kunstgreb for at folde sig ud:

 

Aftenskyernes

rygvendte

ubevægelighed

 

Flere ord er der ikke i Ragnhild Aggers digt, der har titlen ”12. oktober” og stammer fra Dagdigte (1979). Alligevel har digteren gjort noget ved sproget. De tre ord har fået hver sin linje, hvorved der opstår nogle pauser. Der er brugt personifikation, for skyer har ikke en ryg, og de kan ikke vende ryggen til. Der er ikke noget verbum i teksten; hele digtet er en ufuldendt sætning. Igen må læseren træde til og selv prøve at følge de associationer, der lægges op til. Man kan f.eks. sige, at skyerne med den bortvendte ryg er afvisende. Desuden bevæger de sig ikke af stedet. Det manglende verbum forhøjer den oplevelse. At det netop er aftenskyer, giver associationer til et mørke, der kommer. Det føles uafvendeligt, fordi der ingen bevægelse er i digtet. Det er et dystert digt, der ikke giver fornemmelsen af natlig fred og ro. Læg hertil, at det er efterår.

”Svantes lykkelige dag”

 

Se, hvilken morgenstund!

Solen er rød og rund.

Nina er gået i bad.

Jeg spiser ostemad.

Livet er ikke det værste man har

og om lidt er kaffen klar.

 

(Albummet Svantes viser

(1973), med tekst og melodi af Benny

Andersen og sang af Povl Dissing).

 

Denne strofe består næsten udelukkende af sætninger udtrykt i ganske almindeligt hverdagssprog. Men ser man til, vil man opdage, at litteratursproget taler med. Der er for det første regelmæssig rytme, her en trokæisk (-u) eller daktyllisk (-uu), der begynder med en trykstærk stavelse og efterfølges af én eller flere tryksvage: ”Solen er rød og rund”, ”Nina er et i bad”. Så er der rim. De fleste er enstavelses: ”bad-mad”, ”har-klar”; desuden er der visen igennem masser af bogstavrim, i den citerede strofe: ”rød og rund”, ”kaffen klar”. Det meget tydelige hverdagssprog er altså blandet op med et mere diskret litteratursprog.

Blanding eller sammenstilling på forskellige niveauer er netop Benny Andersens fornemste kunstgreb i denne vise. Alting er tilsyneladende fuldstændig enkelt og hverdagsagtigt. Men hverdagssprog blandes med litteratursprog, og hverdagens ostemad, kaffe og brusebad blandes med store eksistentielle betragtninger om livet, glæden og lykken. Se blot på de to sidste linjer i den citerede strofe: ”Livet er ikke det værste man har/ og om lidt er kaffen klar”. Stort og småt kædes sammen med et ”og”, selv om der ikke er en speciel logisk forbindelse mellem liv og kaffe. Men Benny Andersen laver den forbindelse: Han ser det store i det små, og det små i det store. Sådan er det hele visen igennem. Læg forresten mærke til underdrivelsen. Meningen er, at livet er noget af det bedste, man har, men Benny Andersen skriver ”ikke det værste”. Effekten af disse sammenstillinger er også, at teksten ikke bliver højtidelig. Den bliver ind imellem ligefrem humoristisk, som når en hverdagsiagttagelse bliver kombineret med en naivistisk logik: ”Fuglene flyver i flok/ når de er mange nok,  ”Himlen er temmelig blå. Det ka jeg godt forstå” (læg mærke til talesprogs-stavningen: ”ka” for ”kan”).

Kærligheden og erotikken bliver ikke sentimental. Nina kysser, men skal også rede håret; jeget noterer hendes nøgenhed, men venter også på sin kaffe. Rundt om dem lever og bevæger hverdags-verdenen sig: blomsterne blomstrer, edderkoppen går, fuglene flyver, græsset er grønt, og bierne har det godt.

Hver digter og hver periode har sine måder at bruge litteratursproget på. Her var tre eksempler.

 

Download denne artikel i Word-format.

Billede: Johannes Jørgensen silhuet fra mindesten i Svendborg. Kilde: Wikimedia.