Noget om at gå sine egne veje

 

At ville gå på vand og luft, er galmandsværk og ufornuft,

sier folk som ikke tør det.

Men den som blæser på om man kan gå på luft og vand, han kan

såfremt han bare gør det!

Jeg vandrer tit på Kattegat og har da også prøvet at

gå morgentur på luften.

Og hænder det jeg plumper i, så er det sgu da kun fordi

jeg møder snusfornuften.

(Halfdan Rasmussen: Tosserier, Sjette samling, København 1956, s. 7).

 

Fiktions-kontrakten

Ingen vil beskylde Halfdan Rasmussen for at lyve, fordi han siger, man kan gå på Kattegat og i luften. Hvorfor nu ikke det? Fordi forfatter og læser har en ”kontrakt”. Det er ikke en, man lærer om på jurastudiet, men en usagt og uskrevet ”aftale” mellem forfatter og læser om, at det her er fantasi. Hverdagssproget har en anden ”kontrakt”. Her foregiver afsender, og her forventer modtager, at der kommunikeres sandhed. Hvis ikke, så er det løgn eller fake news, men ikke fiktion. Litteratursproget er frit. Det er ikke forpligtet til at henvise til noget virkeligt. Det kan gøre det, men behøver det ikke.

 

Fiktions-signaler

Hvordan kan læseren vide, at en tekst er fiktion, når ”kontrakten” er usynlig? Jo, der findes nogle signaler uden for og inden i selve teksten. Der kan stå et digternavn på værket, genren kan angives som ”eventyr”, ”roman”, ”digt”, og titlen kan signalere fiktion, f.eks. Tosserier. Tekstens emne kan være noget ikke eksisterende (Den lille havfrue) eller noget umuligt (gå på Kattegat). Endelig kan litteratursproget i teksten være så tydeligt, at læseren straks ved, det drejer sig om fiktion. Signalerne er langt sværere at opdage, hvis emnet er realistisk, og hvis sproget ser ud som hverdagssprog. Mere om det næste gang.

 

Fiktions-kompetence

Kontrakter forpligter begge parter. ”Fiktions-kontrakten” kræver, at digteren skriver fiktion. Læserens opgave er at kunne modtage fiktion. Læseren skal have ”fiktions-kompetence”. Det vigtigste er evne og vilje til at give sig hen i fiktionen og lade al skepsis blive hjemme. ”Willing suspension of disbelief” hedder det i en kendt formulering (af den engelske digter Samuel Taylor Coleridge (1772-1834) i hans Biographia literaria 1817).

 

Dernæst skal læseren kunne tage litteratursprogets udfordring op og følge de mange associationer, det lægger op til. Der tilbydes ikke nogen fast betydning og intet entydigt budskab som i hverdagssproget.

 

Philip Fabers morgensang

Philip Fabers morgensang viser, at fiktion i en krisesituation kan få en social funktion, den normalt ikke har. I sang samarbejder tekst og melodi og åbner for en kollektiv trang til at lukke op for andre horisonter end hverdagens almindelige.

 

De, der synger med, er parate til at gå ind i universer, de ellers ikke færdes i. De deltager f.eks. i en næsten glemt genre som ”morgensang”. Mere end 200.000 synger således med på ”en gammeldags popsang fra 1912”, som Philip Faber kalder Jeppe Aakjær ”Stille, hjerte, sol går ned” (10. april 2020). Gamle synger med på børnesange, børn på voksensange; ateister synger salmer, og troende synger Anne Linnet. En del unge synger med, selv om sproget er dansk, og musikken som regel klassisk.

 

Når man opgiver sin modstand, kan man føle glæde og tryghed i et univers, man ikke tror på, f.eks. ”Nu er jord og himmel stille” (melodi Carl Michael Bellman ca. 1790, tekst Marinus Børup 1938). Her siges det, at når menneskers aftensang er slut, begynder lærken på sin ude fra rummet:

 

Tak for dagen, som er omme

for en lang og dejlig dag,

tak for dage, som skal komme

og for dem, der ligger bag.

I det høje lyse fjerne

mødes sangen mild og klar

med den første aftenstjerne

som et kærligt smil til svar.

 

Vi ved, at lærker ikke synger om natten og ikke bruger menneskeord, og vi ved, at stjerner ikke smiler. Det lader vi ligge og nyder skønheden og trygheden i et univers, hvor jord og himmel taler sammen.

 

”Joanna” (fra Værsgo 1973)

Kim Larsen har lavet et digterord, hvis betydning ikke kan slås op i en ordbog. Han giver selv en række nøgler: drømmeland, det store hav, den tynde luft, den grønne skov, storbyens jag. Googler man på søgeordet ”Hvad betyder Joanna”?, vil man se, at der er mange andre bud. Tekstens gentagelser: ”Ta’ mig med, ta’ mig med, ta’ mig med” forstærker driften mod dette mangetydige Joanna.

 

Philip Faber får os til at lave morgengymnastik og synge med. Han er også god til at pege på nogle detaljer i melodien, som vi andre måske ikke har været opmærksomme på. Det samme kan man gøre med en tekst. Afgørende i Kim Larsens ”Joanna” er to små ord: ”dit” og ”hvis”: ”Ta’ mig med til dit drømmeland”, ”Hvis det er der hvor man/ ikke bare skal passe sig selv”. Ordene peger i retning af et godt og fælles sted, hvor man – og så kommer igen en række associationsskabende ord – kan svømme, svæve, spire og jage.

 

Faktisk var det Mette Frederiksen, der valgte denne morgensang. Hun har til daglig nok at gøre med at kommunikere hverdagsord med absolut entydighed: ”Hold afstand”, ”Bliv hjemme”, ”Vask hænder”. Hendes sprogregister rækker i disse dage også til den modsatte pol, litteratursprogets uendelige mangetydighed. Min respekt både som borger og litterat.

 

Billede: Halfdan Rasmussen, 1953. Kilde: Wikipedia