Det var noget af en rejse at komme til undervisningslokalet. Det lå på fjerde sal i det naturvidenskabelige fakultets hovedbygning. Skandinavisk Institut havde ikke egne lokaler. Elevatoren gik kun til tredje sal; derfra skulle man ad en trappe midt inde på etagen. I gangene stod kæmpestore køleskabe med forsøgsdyr. På lågerne hang dødningehoveder, lyn og udråbstegn som advarsler. Jeg hadede at passere igennem der, men de studerende sneg sig til at gå på opdagelse; de så både mus og rotter, og en påstod, at hun havde haft en hvid mus i hånden. Selve undervisningslokalet var ok; det vendte ud mod en baggård med en dam fuld af forsøgsfisk. Der stod fiskefoder i vores vindueskarm; en plakat oplyste, at det var strengt forbudt at fodre fiskene. Det gik aldrig op for mig, hvorfor de skulle fodres fra fjerde sal, og hvorfor foderet ikke var låst inde.
Rico fulgte mit kursus i ”Dansk litteratur efter 1945”, som jeg udbød, mens jeg i 1987-1988 var gæstelærer på Skandinavisk Institut på Berkeley Universitet i Californien. Rico var arkitekt-studerende fra Mexico og tog kurset, fordi hans ønskefag engelsk og film var overtegnede, og han skulle have et humanistisk emne. Det samme gjaldt 11 andre af de i alt 15 studerende. Men tre havde en svensk farmor og læste svensk som hovedfag; de tog deres obligatoriske kursus i dansk litteratur hos mig. Kurset foregik på engelsk, og jeg havde i forvejen lavet et kompendium med danske litterære tekster oversat til engelsk. Der var faktisk ret mange.
Efter navnerunden i første time spurgte jeg, hvad de vidste om Danmark. De havde hørt om H.C. Andersen og København og var klare over, at der var meget koldt, og at alle var katolikker. Jeg gav en indledende oversigt over forfattere og litterære tendenser efter 1945. Det interesserede dem ikke. De gad ikke engang stille spørgsmål. Rico sad i vindueskarmen med kasketten omvendt på hovedet og hældte foder ned til fiskene.
Søvnløs nat. Krise. Om igen. Skandinavisk Institut holdt Politiken og Information. Til næste time medbragte jeg en stabel gamle aviser og bad dem hver især blade en avis igennem og fortælle, hvilke billeder der gjorde indtryk på dem (de læste jo ikke dansk). Svaret var overvældende. Alle var målløse over, at der var billeder af nøgne kvindebryster. Den slags var ikke tilladt i USA. Så kan det ellers være, de fik munden på gled og begyndte at stille spørgsmål. Rico sad dog stadig i vindueskarmen og fodrede fisk. Hans avis var urørt. Lektien til den efterfølgende time blev at finde endnu et billede, beskrive hvad de så og stille relevante spørgsmål. Jeg gik hjem og ringede til Ada Therkelsen, redaktionssekretær på Gyldendal, og bad hende med lyn-ekspres sende mig en dansk samfundslære. (Der var ikke email og sms dengang). Jeg havde holdet tre gange om ugen, og vi fik nogle timer til at gå med billeder, spørgsmål og samfundslære. De blev optaget af velfærdsstaten, den gratis undervisning, de gratis hospitaler, skatteprocenten. Herfra var vejen ikke lang til Villy Sørensen, Christian Kampmann og Anders Bodelsen. De blev meget optaget af Tove Ditlevsen, men faktisk også af Peter Seeberg og Ulla Ryum. Til at lukke op for lyrikken brugte jeg Reader Response-metoden; dvs. en læsning, der primært går ud på at vække den læsendes reaktion på teksten, ikke min yndlingsmetode, men den virkede. Jeg husker gode samtaler om Ivan Malinowskis Galgenfrist. En hed diskussion opstod omkring Henrik Nordbrandts Armenia (1982). Garos far var fra Armenien, og Garo selv var meget optaget af det armenske folkedrab. Et par af de andre studerende mente, at han overdrev. Rico kom efterhånden ned fra vindueskarmen. Han så ud til at høre efter; men han sagde ikke ret meget; alle kom godt igennem både Midterm Test og Final Test.
Jeg havde i det hele taget et travlt semester i foråret 1988. På graduate niveau skulle jeg undervise i litteraturteori, og jeg havde forberedt mig til tænderne. Imidlertid bad de studerende mig haste igennem alt det forberedte, så de kunne høre om den nye dekonstruktion. Jeg måtte købe mig fattig i bøger og læse som en gal. Men det var sjovt og meget lærerigt at være med på det nyeste nye.
Til den sidste time i ”Dansk litteratur efter 1945” bad jeg dem hver især vælge en tekst, læse et stykke op fra den og fortælle, hvorfor de havde valgt netop den tekst. Rico valgte et digt af Pia Tafdrup. Da han læste det højt, løb tårerne ned ad kinderne på ham. Vi spurgte, hvad der var i vejen. ”Det er jo mig”, sagde han om digtet. ”Det er sådan, jeg har det”. I hele mit lange liv som underviser har intet gjort indtryk på mig som Ricos oplæsning. I løbet af bare fire forårsmåneder havde han bevæget sig fra total afvisning af litteratur til identifikation. På et mere teoretisk plan kan man sige, at både han og Pia Tafdrup viste det, jeg har kaldt ”fiktionsbevidsthed” (se blog 18. april 2020). Pia Tafdrup havde skrevet et jeg-digt, som fik en ung mexicaner til at føle sig inkluderet, og Rico kunne se tværs hen over alle køns-, race- og nationalitetsskel og identificere sig med en dansk, kvindelig firserdigter.
Rico må være et sted i halvtredserne nu. Jeg forestiller mig, at han som arkitekt er kendt for sine miljøvenlige kvalitetshuse. Menneskefjendske betonklodser er ikke ham, for inden i ham sidder en ung studerende, der engang græd over et digt af Pia Tafdrup.
Fotoet viser Rico den sidste undervisningsdag. Jeg bad ham sætte sig op i vindueskarmen med fiskefoderet i hånden.
Kære Pil
Netop sådan en oplevelse, du havde med Rico, er jo det hele værd som underviser. I vores fag. Litteraturen. ❤️