Omvendt

(”Tre supermagter” 2)

 

Eksistentielt

 

Det kan også forholde sig omvendt.

 

Så er det ikke Gud der har skabt mennesket, men mennesket der har skabt Gud.

 

De to muligheder udelukker gensidigt hinanden.

 

Valget mellem den er eksistentielt.

 

Det lader jeg her ligge.

 

Min interesse som litteraturforsker er et andet sted:

 

 

Hvis Gud er til, kan sproget kun ufuldkomment udsige hans væsen.

 

Hvis Gud ikke er til, har sproget skabt en af vor kulturs mest magtfulde fiktioner.

 

De to sætninger fører til to forskellige måder at læse religiøse tekster på; jeg vil kalde dem den teologiske og den litterære.

 

Den teologiske læser forudsætter, at Gud har eksistens uden for teksten og er blevet sprogliggjort gennem forfatterens litterære greb. Disse kan være inspireret af Gud eller Helligånden.

 

Den litterære læser undersøger de litterære greb, hvormed forfatteren har skabt sit gudsbillede og benægter eller tager ikke stilling til Guds eksistens uden for teksten.

 

Den teologiske læsning

Det fornemste nutidige eksempel, jeg kender, på en teologisk læsning af religiøse tekster er min tidligere kollega Erik A. Nielsens store projekt om kristen retorik. Det har foreløbig resulteret i tre ud af seks planlagte værker: Kristendommens retorik, (2009), Thomas Kingo (2010), H.A. Brorson (2013). Erik A. Nielsen har givet følgende beskrivelse af det, jeg kalder teologisk læsning:

 

Det er formentligt grundforudsætningen for den kristne eksegese [fortolkning], at den ånd, der har skrevet de kanoniske tekster [bibelteksterne], er identisk eller i al fald væsensbeslægtet med den ånd, der arbejder på deres fortolkning og tilegnelse. Guds ånd er fra begyndelsen indblæst i verden, som den er indblæst i skrifternes fortælling om verden, men den er også ved menneskets skabelse indblæst i Adams næsebor og på påskedags aften indblæst som en hellig ånd i Jesu disciple af skaberen selv. Dette er en af hermeneutikkens [tolkningens] grundsætninger, der især er udfoldet i esoterisk tradition [lukket gruppe]: Det lige forstår det lige. Det betyder: Som forudsætning for, at forståelse opstår, må der eksistere en fundamental lighed mellem den forstående og det forståede.

(Erik A. Nielsen: Kristendommens retorik, 2010 udg., s. 105).

 

Erik A. Nielsen er selv et eksempel på, hvor klogt og åndfuldt en teologisk læsning kan udføres. Læs selv i hans Kingo eller Brorson-bog.

 

Jeg har også lært meget af middelalderfilosoffen Thomas Aquinas (1225-1274), hvis hovedværk Summa theologiae er i 66 bind. Jeg kan godt lide hans skolastiske metode. Han stiller et spørgsmål, f.eks. ”Kan man sige noget bogstaveligt om Gud?” (bog 3, Knowing and Naming God 1964, s. 57). Først anfører han en række teologer og filosoffer, der svarer nej. Så kommer argumenter fra dem, der siger ja, og herefter Thomas Aquinas’ egen konklusion.

Bog 10 handler om Skabelsesberetningen (Cosmogony 1967). Thomas Aquinas finder ifølge middelalderens firefoldige læsemetode fire betydninger i en bibelsk tekst: bogstavelig betydning (1), dybere betydning (2), typologisk betydning (3), tilpasset betydning (4). Udgiveren Thomas Gilby kommenterer betydning 2, hvor Helligånden inspirerer forfatteren: ”Helligånden er ikke bundet af de begrænsninger, som påvirker dens menneskelige instrument, og kan derfor udtrykke en dybere og fuldere tolkning af den første betydning” (1967, s. 177). Om betydning 3, den typologiske skriver Gilby: ”ligesom den dybere mening er den typologiske betydning ikke kendt eller tilstræbt af den menneskelige forfatter af den hellige tekst, med mindre han bliver oplyst gennem en speciel åbenbaring” (typologisk læsning: gammeltestamentlige forhold ses som forformer for nystamentlige, f.eks. kan Abrahams [tilsigtede] ofring af Isak tolkes som en forform for Guds ofring af Jesus). Betydning 4 fremkommer gennem alle de betydninger, man kan finde, som ikke støder an mod den åbenlyse mening. Denne dimension af teksten ”kan betragtes som indirekte skrevet af Gud og forårsaget af hans inspirerede ord”. Hele Anden del af Kristendommens retorik bruger Erik A. Nielsen til at forklare den firefoldige tekstforståelse).

Det er for en litterat vigtigt og lærerigt at kende den teologiske læsemåde, selv om man ikke følger den.

 

Den litterære læsning

 

Whether or not there is a realm of the supranatural, we have words for it

(Kenneth Burke)

 

Jeg er til en vis grad enig med på Erik A. Nielsens udsagn ”Det lige forstår lige”. Men som professionel litteraturforsker eller -underviser er min målsætning at forstå det, der er forskelligt fra mig. Hvis litteraturforskning og litteraturundervisning overhovedet skal have en samfundsmæssig opgave, så ser jeg den netop i det. De mange litterære tilgange til tekstlæsning, jeg i tidens løb har lært af, kan også sammenfattes i en firefoldig metode:

 

* Ved næranalyse at redegøre for de forskellige greb, hvormed en tekst er bygget op, helhed som detaljer.

 

* Ved næranalyse at give en samlet redegørelse for hvordan teksten betyder. I modsætning til ren indholdlæsning af hvad, den betyder. Til hvordan-læsningen hører modifikationen: kan betyde; litteratursproget er aldrig entydigt, og fortolkeren kan kun pege på tolkningsmuligheder (jf. bloggen ”Litteratursproget”, 7. april 2020).

 

* Ved fjernanalyse at inddrage forhold uden for teksten, teoretiske som historiske, der kan støtte de tolkningsmuligheder, man har set, eller aktualisere nogle af dem, man har overset.

 

*Eventuel vurdering og kritik. En subjektiv kommentar i modsætning til de tre foregående tilstræbt neutrale trin.

 

De fire trin er principielle arbejdsprocedurer, der ikke nødvendigvis kommer adskilte og i rækkefølge. I fremlæggelsen af resultatet vil de to første trin ofte blive sammenfattet; ellers bliver det for kedeligt.

 

Ud fra de grundsætninger vil jeg genoptage min læsning af Skabelsesberetningen 1 Mos 1.1-2.2 (jf. bloggen ”Bliv lys”). Jeg gør opmærksom på, at min læsning bygger på Skabelsesberetningen, som den ser ud ifølge den danske bibeloversættelse fra 1992. Originalen har jeg ingen mulighed for at forholde mig til.

 

Skabelsesberetningen

Fortælleren har været på et sted, hvor det ikke er menneskeligt muligt at være. Han (som jeg vælger at sige) befandt sig før og uden for det univers, hvis skabelse han beretter om. Han var i mørket over urdybet og hørte Guds skabende replik: ”Der skal være lys”. Senere befandt han sig i det skabte univers, mens det trin for trin blev til. Han har også været inde i hovedet på Gud og har noteret at ”Gud så, at det var godt”.

 

Fortælleren og Gud

”Gud kommer på scenen uden nogen som helst introduktion”, skriver Meir Sternberg (1987, s. 322). Læseren får ikke at vide, hvem eller hvad Gud er, hvor han kommer fra, eller hvordan han adskiller sig fra andre guddomme. Det er en markant teknik, fordi antydning er mere effektiv end meddelelse, fortsætter Sternberg. Antydningen ”afslører nok til at gøre den guddommelige orden forståelig og imponerende og skjuler nok til at gøre den mystisk, transcendent og umulig at beskrive i andre termer end sig selv” (1987, s. 323).

 

Med valg af en fortæller placeret i det kosmiske og en magtfuld gud, som bare ”er”, har forfatteren placeret sin tekst hinsides alle menneskelige grænser.

Herfra kan fortælleren fortælle med autoritet, og Gud kan vise, hvem han er gennem sine handlinger.

 

Gud får fortsat ingen nærmere beskrivelse. Fortælleren siger ikke, at han er almægtig, alvidende og algod. Gud beskrives kun gennem sine replikker og sine handlinger. Deraf har man tolket sig frem til hans egenskaber: almagt, alvidenhed, algodhed og meget mere samt til hans hensigt med skabelsen, f.eks. skabe eksistens, skabe liv, gøre noget godt (jf. min forrige blog ”Bliv lys”). Man kan også ud fra menneskets skabelse i ”Guds billede” tolke sig til en form for person-træk hos Gud.

 

Fortælleren og det skabte

Fortælleren har sin autoritet i ryggen og kan fra den position variere sit tonefald. I beskrivelsen af universets dannelse er han velorganiseret og saglig. Først sammenfatter han det hele: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden [dvs. hele universet]”, så kommer en redegørelse for enkeltdelene trin for trin. Først adskillelserne (opus distinctiones): lys fra mørke, øvre vand fra nedre vand, land fra vand. Så de levende skabninger og deres næring (opus ornatus) for hvert segment: himlens himmellegemer (4. dag), vandets og luftens fisk og fugle (5. dag), så jordens dyr og mennesker (6. dag) og så hvile (7. dag). For flere detaljer se forrige blog.

Den nøgterne oplysning om det velordnede univers er enkel og holder sig til, hvad der kan ses med det blotte øje. Ikke noget med indviklede og usynlige planetbaner. Fortælleren bruger også den folkelige fortælleform, hvor sætninger bindes sammen med ”og”: ”Og det blev aften, og det blev morgen”, ”Og Gud så, at det var godt”, ”Og det skete”, ”Og Gud velsignede dem”. Der er adskillige poetiske indslag i den ellers autoritative oplysningstekst, især i de mange gentagelser og parallellismer. Det er påvist (J.P. Fokkelman 1987), at fortælleren anvender både prosa og poesi; følgende passage kan således forstås som et digt: ”Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”. Der er også poetiske formuleringer i fortællerens udforming af formeringskravet: ”Vandet skal vrimle med levende væsner, og fugle skal flyve oppe under himmelhvælvingen”.

 

Fortæller og tilhørere/læsere

Fortællertonens blanding af ophøjethed, autoritet, oplysning, poesi og folkelighed kan signalere, at teksten er henvendt til et almindeligt publikum. Dette må på henvendelses-tidspunktet have kendskab til universet, det fremgår allerede af første sætning, hvor ”himlen og jorden” står i bestemt form (med forbehold over for originalens ordlyd), tilhørere og læsere må alts vide, hvad himmel og jord er. Man kan forestille sig, at teksten er skrevet for almindelige mennesker, som kender den synlige verden. De får gennem den dækket et almenmenneskeligt behov for at vide, hvordan verden er blevet til. De får måske også i tilgift en begrundelse for, at de skal sørge for at få mange børn og overholde hviledagen i det allerede kendte tidsbegreb ”en uge”.

 

Konklusioner 

Blandt vurderingerne af den bibelske Skabelsesberetning er jeg studset over formuleringen i Gads Bibel Leksikon (2003): ”Beretningen om, at verden blev til ved, at Gud gav en række ordrer i løbet af en uge (1 Mos 1), har kun den forrang for andre fremstillinger, at den står først i Bibelen”. Det er ikke min litterære vurdering. For mig er det en flot tekst, hvis suverænitet hviler på den transcendens, den udformer gennem fortællerens position uden for tid og rum og fremstillingen af en mægtig guddom gennem indirekte virkemidler. Den kortfattede, men visuelt klare fremstilling af et helt univers medvirker til tekstens format. Det gør også fortællerstemmens mange nuancer. Fortællerposition og emne får mig til at bestemme teksten som fiktion.

 

Fiktionsbegrebet er under udvikling i disse år. Ikke mindst autofiktioner har rykket på grænserne mellem fiktion og virkelighed. Skabelsesberetningens status har også ændret sig. I århundreder har den været opfattet som historieskrivning, så er den blevet fiktion, og så er skellet mellem fiktion og realitet blevet ophævet. Blandt teologiske læsninger kan man således finde Fast tillid til fiktioner (2008), der opstiller 10 teser om ”fiktion som en teologisk tænkeform” (s. 7). Forfatterne kalder det en fordom, at fiktion skulle stride mod virkeligheden, og siger i tese 1: ”Vi går i stedet ud fra, at fiktion kan føre til en udvidelse af bevidstheden om virkelighed, ja, at litterær fiktion er uundværlig, hvis man skal forstå sandheden i den gudskabte virkelighed” (s. 7).

 

Moderne videnskabs resultater vil for de fleste formodentlig føre til en anden opfattelse, nemlig at den bibelske skabelsesberetning må betragtes som fiktion, og at Gud hverken har skabt universet eller mennesket. Det er netop min pointe. Mere end de fleste andre tekster viser Skabelsesberetningen læst som litteratur, hvilke enorme kreative kræfter der kan ligge i menneskeord.

 

Status

Blandt de tre supermagter, jeg skriver om, Gud, mennesket og naturen, er status forløb, at de to første hver især kan have skabt den anden.

 

Henvisninger

Andersen, Kirsten M. m.fl.: Fast tillid til fiktioner, Forlaget Anis, København 2008.

Aquinas, Thomas: Knowing and Naming God (Summa Theologiae 3), latinsk tekst, engelsk oversættelse ved Herbert  McCabe O.P. , Black Friars, Eyre & Spottiswoode, London m.m. 1964.

Burke, Kenneth: The Rhetoric of Religion, University of California Press, Berkeley og Los Angeles 1970.

Fokkelman, J. P. : ”Genesis”, i Robert Alter og Frank Kermode: The Literary Guide to the Bible  (1987), Fontana Press, London (1989), s. 36-55.

Gilby, Thomas: ”Introduction” og ”Apendixes” til Thomas Aquinas: Cosmogony, Blackfriars, Eyre & Spottiswoode,  London m.m. 1967.

Hallbäck, Geert m.fl. (red.): Gads Bibel Leksikon (1998), Gads Forlag, København 2003.

Nielsen, Erik A.: Kristendommens retorik (2009), Gyldendals Bogklubber, København 2010.

Sternberg, Meir: The Poetics of Biblical Narrative (1985), Indiana University Press, Bloomington 1987.

 

 

Billede: Pinterest, oprindeligt fra art.fritsahlefeldt.com.