Okay 

 («Tre supermagter» 4)

 

Sten Kaalø: Okay (2020)

Bogens titel er Okay, og otte af digtene har overskriften «Okay».

Hvorfor og hvordan bliver verden okay i Sten Kaaløs univers?

 

Religiøst okay

Hvad er religionens rolle i dette okay? Sten Kaalø er præst; derfor spørger jeg.

Svaret er «zeugma», det mest gennemgående litterære greb i digtsamlingen. Zeugma er opremsning af uensartede størrelser. F.eks. hedder det i det allerførste digt, «I trafikkens flimmer»:

 

alle mennesker

er på vej

til eller fra

med eller uden

overfrakke barnevogn

cykel håndsprit salmebog

(s. 7)

 

Til zeugma knytter sig de manglende skilletegn. Bortset fra et afsluttende punktum har ingen digte nogen form for tegnsætning. Zeugma giver ofte en humoristisk effekt. Men der er mere på spil. Man kan sige, at opremsningen peger på en «flad ontologi». Der er ingen hierarkier her. Salmebogen får ingen særstatus. Den hersker og regerer ikke. Den stiller ikke krav. Den er der bare som en del af helheden. Bogen igennem indgår sådanne religiøse glimt i den almindelige hverdag: Prædikerens bog (s. 8), bøn (s. 24), «nådesløst» (s. 35), Grundtvigskirken (s.42), gensyn efter døden (s. 56), «mørke/ som lyset/ skinner i» (s. 57), Lukas-evangeliet (s. 68), «fostret folder de ufødte små hænder» (s. 69), «den endelige dom» (s. 75), «et åndeligt ocean» (s. 76), «Nu takker alle Gud» (s. 88), «fem bygbrød og to fisk» (s. 92). I Okay er den talende stemme ikke en præst, der præker, men et menneske, der har kristendommen som en del af livet.

 

Et par steder findes nogle helt igennem religiøse digte. «Han» (s. 35) er et af dem. Det lyder i sin helhed:

 

Han

Dukker op

på bagsædet i bilen

usynlig ganske vist

men det kan

ikke være andre

end ham

 

han bærer det

rette skæg usynligt

hvisker uhørligt

de rette ord

det er en fornøjelse

at ha ham med

 

ti kilometer

længere fremme

ad motorvejen

er han væk

og bagsædet

nådesløst.

(s. 35).

 

Det kun antydede står stærkere end et tydeligt udsagn om, at Jesus er med på vejen. Men to ord i digtet er direkte og kræver læserens medrefleksion: «fornøjelse» og «nådesløst». Er det en «fornøjelse», at Jesus er med? Det klinger uvant i mine øren. Men det kan være et særligt træk i Sten Kaaløs univers, at så meget er uhøjtideligt, også det religiøse. Til gengæld er «nådeløst» alvorligt. Fornøjelig tilstedeværelse. Nådesløst fravær. Den kombination giver stof til eftertanke.

 

«Metamorfose» (s. 24) udtrykker en mere traditionel religiøs morale. De hårde ord mod den anden, der hamrer inde i hovedet, «må forvandles/ og komme/ frem i bøn». Digtet undgår den rent moraliserende tone gennem et andet Sten Kaalø-kendetegn: et selvlavet ord. Her «vredbrøl». Det er det, der skal forvandles til bøn, inden det kommer ud. Andre sådanne opfundne ord er: «vintervingen» (s. 36), «genfavnede» (s. 38), «døgnvådt» (s. 55), «knolder til» (s. 66), «trætgråd» (s. 88).

 

Naturligt okay

Naturen er der hele tiden, enten som del af den almindelige hverdag eller som enkelte rene naturdigte. Det indgår altsammen i den generelle «flade ontologi», hvor ingenting står over noget andet eller sætter betingelserne for det. «I trafikkens flimmer» glider mennesker, biler og natur ud og ind mellem hinanden:

 

store flokke

små flokke

larm og stilhed

afløser hinanden

skifter som skyer på himlen

okay.

(s. 10).

 

«Som» er et vigtigt ord i digtsamlingen. Det peger på, hvor lige og ligestillede tingene er: «nu kommer aftendisen vuggende/ som et vådt kys gennem byens gader» (s. 17), «Solen er blændende hvid/ som det sorte/ på et negativ» (s. 36); «fødder som hestepærer i snevejr» (s. 45). Der er mange flere eksempler, ofte som sammenligninger mellem natur og kultur. De er ikke hinandens modsætninger i denne bog. Det er meget tydeligt i digtet «Noget» (s. 86-89), hvor bymæssigt, landligt og religiøst tilsammen udgør en positiv livsstemning:

 

Okay jer sir bare

der er noget

et eller andet

som gør at det ubevislige

kan opleves

og det uopnåelige

pludseligt tiltrækkes af os

 

Først kommer i det lange digt byen med «de tusinde cykler ben og ansigter/ tempoet med busser og metro» (s. 86), så kommer provinsen, hvor «duften af græs fylder lungerne/ med grøn energi». Men der er natur i byen og mekanik på landet, og begge steder er der en dimension til: «det er som et åndeligt solskin», «det er som et kærtegn fra universet selv». Det eneste tilløb til modsætning er følgende:

 

landevejene med de hvide striber

er overdænget med jord

fra kæmpemæssige traktordæk

det er som om markerne

maser sig på

vil ud og overtage asfalten

 

– men det er store traktorer, der hjælper naturen med at tilbageerobre sin plads. Bemærk «som om»!

 

Enkelte digte er rene naturdigte som «Sensommer», der har været citeret i Thomas Bredsdorffs «Poetisk» (Politiken 29. sept. 2020):

 

Spurven lander

forsigtet mellem torne

i sensommerens

rosenbusk

 

hovedet på skrå

som ser den for sig

en tønde frø

og en fajanceskål med vand

 

plus et kilo fårefedt

mellem de halvt visne blade

inden storm og sne

og frost slår ned.

(s. 59).

 

Hvad skal man mene om den spurv? Den frygter ikke vinteren. Tværtimod ser den for sig føde i mængde, en tønde frø, et kilo fårefedt og vand serveret i fajanceskål. Er det en satire over den, der bare lader stå til? Over ren materialisme? Over dumhed? Eller er det tværtimod respekt for fortrøstning? For religiøs tillid? Under alle omstændigheder er det en anderledes fugl end Ingemanns, der venter på «Herrens stund» («I sne står urt og busk i skjul», 1831). «Sensommer» kan også ses som et eksempel på Sten Kaaløs uhøjtidelighed. Han bøjer af. Se f.eks. digtet «Morgen i marts» (s. 32):

 

Det regner

klare dråber

vintergækker

 

Digtet fortsætter med korte trelinjede naturiagttagelser. En anelse religiøsitet kommer ind med «en lille kristtjørn/ vipper i vinden», men så kommer den ligetil hverdag: «skolebussen standser», og «avisen er kommet». I digtet«Vintervingen» (s. 36), med det smukke selvopfundne ord, blandes tonelejerne. «Vintervingen» kaster en skygge ind i marts, men den poetiske alvor brydes af radiatorrørerne, og digtet ender i det skingert dystre: «længelsesfuldt/ lyder fasankokkens skrig».

 

Menneskeligt okay

 

mindst hvert tiende menneske

på gader og stræder

har uopfordret smilet

i min retning i dag

(s. 7)

 

hedder det i bogens første digt. Den spontane venlighed er et af Sten Kaa

løs udtryk for det grundlæggende okay ved at være menneske, «min glæde ved et du» citeres Erik Stinus for (s. 48). Det udfoldes i det lange digt «Livet er vist smukt» (s. 25-31). Her lægges ikke skjul på ulykker forvoldt af «den anden»: «små børn dør/ uskyldige mejes ned af vanvidsbilister/ ensomme gamle opgir ånden/ af mangel på kærlighed». De modsatte standpunkter anføres: livet er modbydeligt versus livet er smukt. Digets jeg fastholder det sidste og spørger: «hvordan kan det lade sig gøre?» Svaret, der udgør livets okay, synes at ligge i, at både godt og ond eksisterer, men at man kan lægge vægt på det første.

Denne balance bærer digtsamlingens menneskelige okay. Det ene opvejer det andet. Klart opsamlet i slutdiget «Okay VIII. Det bæres af en zeugmatisk opremsning, der som et omdrejningspunkt rummer et religiøst citat: «fem bygbrød og to fisk» [Markus 6, 41]. Bogen igennem finder man på plussiden en række positive øjebliksbilleder, glimt fra naturen, et menneske, der redder en harekilling fra katten, erindringen om et ungdomskys og en hyldest til den varige livsledsager: «du har/ holdt mig/ til livet i alle årene» (s. 84). En række digter-portrætter (til Jens August Schade, Frank Jæger, Johs. V. Jensen, Erik Stinus) tæller også blandt lysglimtene.

 

Nazidigte

De mørkeste pletter i Sten Kåløs «okay» er en række krigs- og nazidigte. Her falder hårde ord. «Krigen» (s. 15) viser meget unge mænd på march og i kamp: «unge mænd i den/ rigtige alder hvor man/ kan få dem til det». Et bombefly på et museum er «en dødvægt/ der aldrig/ skulle/ være set» (s. 47). Der er sarkasme i digtet om nazifangerne i Spandaufængslet, der danser ballet i aftensolen (s. 53), og i «Fredsmenu» (s. 77), hvor zeugmaen viser krigsmateriel i mad-metaforik: «Kogte pillede kanoner/ syltede tanks/ u-båds-pasta». Nådeløst, for nu at bruge det ord, slutter Ole Wivel-digtet : «for hvem ved/ hvornår/ den endelige dom falder/ og skarntydedrikken venter» (s. 75). Digtet «Væk» (s. 66) begynder sådan:

 

At storme

frem over pløjemarken

lige imod solen

mens sneen begynder at smelte

og den brun-sorte jord

knolder til

under støvlerne

 

Energi, sol, forår, selvlavet ord («knolder til»), jord og støvler, intet subjekt. Der fortsættes: «at storme/ afsted og huske hende». Nu kommer forelskelse og hjemvendelse til. Så vender det:

 

at storme

frem og nærme sig

iført de selvsamme

støvler der trådte

på den gamle kone

og sparkede til barnet

 

Digtet slutter «at storme […] og nærme sig/ de daglige ord/ det daglige brød». Nu ved læseren, at den stormfulde uden subjektstatus kommer fra «heil» hjem til dagligdagen. Citatet fra Fadervor («daglige brød») giver det diskrete religiøse islæt. Det er op til læseren at afgøre, om digtet handler om udfordringen fra hverdagen, om soning, om straf, om forsoning, om uforenelighed af fortid og nutid. Igen er Sten Kaalø stærk i det blot antydede.

 

Lige gyldig og ligegyldig

Det er en svær genre, Sten Kaalø har valgt. Tilsyneladende er hans digtsamling let

og letlæst. Men tænker man efter, vil man opdage, at der er udfordringer. Det kræver en del at nå til det standpunkt, at alt er okay. Det er heller ikke let at fremstille. Bag zeugmas ligestilling af alt, religion, menneske, by, natur, godt og ondt lurer det ligegyldige. Nogle gange må man spørge sig, hvad endnu en opremsning af uensartede størrelser skal til for. Men for det meste vil man opdage et lille tvist i sproget, en antydning, en modsætning, et selvlavet ord, en gentagelse, et linjebrud, et uhøjtideligt tonefald, der alligevel giver retning og mening. Det lønner sig at spørge, som jeg har spurgt: hvorfor og hvordan bliver verden okay hos Sten Kaalø? Her er bogens sidste digt, «Okay VIII» til overvejelse:

 

Okay brisen fra havet ind gennem træværket

tennisbanens orange under fødderne

din feminine bevægelse

høstakkens kriblen i huden

 

okay de gamle lejekaserner i byen

de små gule blade i havnens bølger

løbehjulet kastet til storskrald

«fem bygbrød og to fisk»

 

okay de åbne mundes hvin i rutsjebanen

vinterens sne i Murmansk

okapiens beskedne blink i Zoo

okay okay okay okay …

 

 

Kilde, billede: <a title=”Mohamed Ibrahim at Clker, CC0, via Wikimedia Commons” href=”https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Okay_hand_gesture.svg”><img width=”256″ alt=”Okay hand gesture” src=”https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/6/64/Okay_hand_gesture.svg/256px-Okay_hand_gesture.svg.png”></a>