Heste

(At læse med grønne øjne)

Mennesker er ikke de eneste levende væsener i folkeviserne. Der er f.eks. også heste. Danmark kan beskrives gennem dem:

 

Vi er kommet af [fra] det land,

[hvor] de store klokker ringe,

og vi er kommet af det land,

[hvor] de store heste springe.

(DgF 339, str. 6).

 

Kirkeklokker og heste udgør i denne folkevise landets identitet. I vores nationalsang fra 1819 er det bøgetræet og bølgerne. Tiderne skifter.

 

Mand og hest

En af Ecocriticism’s grundsætninger er, at ”Alt er forbundet med alt andet” (”Everything is connected to Everything Else”). Det ser det antropocentriske blik ikke. Men folkevisesangerne har set det. De har f.eks. vidst og vist, at mand og hest hører sammen fra vugge til grav. De ser det allerede i en ridderdrengs opvækst: ”Så vel han vokste, så vel han trevst [trivedes],/ sin hest kunne han vel ride” (DgF 33C, str. 9), ”Sivard hedder hans yngste søn,/ han rider sin hest allerbedst” (DgF 7A, str. 5). Den fuldvoksne mands karakter fremgår af hans forhold til hesten: ”Der red mester Hillebrand,/ han sad fast på hest” (DgF 8A, str. 22). En ridder uden hest må på skammelig vis bruge sine egne ben: ”efter løb Hveting Herfredssøn,/ for han havde ingen hest” (DgF 8A, str. 23).

Hesten er transportmidlet på landjorden. En ridder kan hverken slå ihjel, gå på jagt eller elske uden hesten, der bringer ham i kontakt med de nødvendige andre. Hvor der handles, der rides: ”Han strøg saddel af ganger grå/ og lagde på ørs [hest] hin hvide”,  lyder et fast udtryk, en såkaldt formel. ”Det var rige hr. Åge,/ rider han sig under ø” (DgF 90A, str. 2), ”Det var Ebbe Skammelsøn,/ han kom ridendes i by” (DgF 354A, str. 14), ”Venderkongen han kom der ridend’ i gård” (DgF 239B, str. 18), ”Det var Tor af Havsgård,/ rider over de grønne enge” (DgF 1, str. 1).

 

Hvis ærindet er sport, rider ridderen til dystridt, hvor den bedste får hesten eller jomfruen:

”Hvilken af Eders dannesvend’,/ som dysten kan ride albedst:/ da vil jeg med hanom [ham] ride/ om begges vor’ gode heste” (DgF 7D, str. 5), ”Da skal I Eder dysten ride,/ i hvilken den ærlig jomfru skal nyde” (DgF 390A, str. 18). I fredstid rider ridderen på jagt: ”Vi vil ride i rosenlund/ og bede [jagte] både hjort og rå” (DgF 348, str. 2), ”Hr. Hjelmer han rider i rosenslund,/ selv førte han sin høg, han førte selv sin hund” (DgF 415, str.1).

 

På vej til krig eller hævntogt kan en ridder få hjælp af familie eller venner: ”Jeg skal give dig den hest,/ som skal være dig så god:/ rid du hanem [ham] både dag og nat,/ han vorder ret aldrig mod [modløs]” (DgF 70C, str. 13). ”Så red de frem for Randersborg,/ de lod deres ganger springe’” (DgF 145 I, str. 5), ”De gjorde slagorden til hest og fod” (DgF 172A, str. 10), ”De red i den bondes gård,/ med skarpe sværd i hænde” (DgF 145G, str. 3), ”Om en søndag ad aften skured de deres spjud,/ Om en mandag ad morgen rede de så vrede ud” (DgF 288, str. 2). Et tabt slag kan beskrives sådan:

 

De fruer de sidder i højeloft,

de venter, deres herrer skulle komme:

hestene komme blodig hjem,

og sadlerne de var tomme.

(DgF 136A, str. 11).

 

Også kærlighedsviser kræver en hest: ”Hr. Peder han red sig under ø,/ han fæste stalt Ingelil så væn [smuk] en mø” (DgF 344A, str. 1). Ender visen lykkeligt, løfter ridderen sin jomfru op på hesten:

”Han slog over sin brud det skarlagen små,/ selv løfte han hende på ganger grå” (DgF 40A, str. 32), ”Han løfte hinder [hende] på sin ganger grå,/ han førte hende til sin egen gård” (DgF 412A, str. 22). Er parret på flugt, hedder det: ”Ribold han løfte stolt Guldborg til hest,/ så red de af gårde, som de kunne bedst” (DgF 82, str. 20).

 

Hesten er også med, når døden nærmer sig: ”Min kære moder, / I tager min hest,/ min kære broder, du hente mig præst” (DgF 47A, str. 21), siger hr. Oluf, da han dødsmærket kommer ridende hjem. En anden ridder når at gøre sit (mundtlige) testamente: ”Min broder giver jeg både sadel og hest,/ han bærer for mig den sorrig allermest” (DgF 328D, str. 12).

 

Anthropocentrism light

En ridder må have en hest for at agere i verden. Det særlige ved folkeviserne er, at hesten er mere end et transportmiddel. Den har selvstændige kvaliteter. Det fremgår bl.a. af de litterære greb, hvormed den skildres. Kært dyr har mange navne; i folkeviserne hedder det ”hest”, ”ganger”, ”ørs” eller ”fole” (ung hest). Hesten har dertil sin egen formel, ”ganger grå”. Hvad der er på formel er bekendt og betydningsfuldt. Hesten har også sit eget verbum: ”den springer”.Vigtigere endnu er isocolon, dvs. en gentagelsestype, der udgøres af sætninger af samme længde og samme struktur som f.eks. den ovenfor citerede strofe om klokkerne og hestene. De bidrager på hver deres måde til landets identitet, men den enslydende konstruktion gør deres bidrag ligeværdige. Heste indgår hyppigt i sådanne konstruktioner: ”Hans heste var springende,/ selv rider den herre syngende”. Hestene bidrager til helheden med den fart og energi, man kan udlede af ordet ”springende”, og manden bidrager som ”syngende” med optimisme og humør. ”Herrer rider vide,/ og strømme rinder stride” (DgF 5A, str. 6). Her er det de ridende mænd og vandløbene, der hver for sig tegner situationen.

Overordnet kan man betegne forholdet mellem mand og hest i folkeviserne som en mild form for den ideologi, der sætter mennesket i centrum (antropocentrisme). Manden bestemmer, men folkevisesangerne gør hesten til en medspiller, der ligeværdigt bidrager til fællesskabet. På forskellig vis kan dette grundlæggende forhold forskydes. Manden kan misbruge forholdet: ”Den ridder red og rendte,/sin gode ganger han sprængte” (DgF 343, str. 13). I andre tilfælde, kan hesten tage magten. Mere herom næste gang. Det kan også ske, at mand (eller kvinde) og hest tilsammen bliver overvældet af stærkere naturkræfter:

 

Hesten løb, og karmen randt

al den dag, men heden vandt.

 

Den midsommers sol hun skinner så hed,

stalt Lyborg dåner i stærkende ve.

(DgF 342, str. 18 og 19).

 

Og en lindorm tager ikke hensyn til over- og underordnet:

 

Han tog hesten under sin stjert [hale]

og manden under sin tunge.

 

Han kaste hesten for sine unger

og manden i en vrå [hjørne].

(DgF 9A, str. 6 og 7).

 

Kvinder og heste

Ridderskabets unge kvinder skal ikke udmærke sig gennem heste. De skal først og fremmest tage vare på deres jomfruære, optræde høvisk, være smukke og kunne sy. Det sidste er der en morsom vise om: ”Hvad vil du med Kirstin gøre?/ Hun kan ikke sy og slyngen røre [væve]” (DgF 131D, str. 4). Folkevisekvindernes primære aktionsrum er fruerstuen hvor de arbejder, stenstuen hvor de føder, højenloft hvor de mødes med andre, og gården, hvor de ”svøbt i mår mårskind]” tager imod gæster:

 

Så rede de til hr. Torbens gård,

ude stod hans datter, den væne mår [jomfru].

 

Ude stod hans datter, så smal som en vånd [stav, kæp],

med et guldkar på hver sin hånd.

(DgF 288, str. 8 og 9).

 

Under normale omstændigheder bliver folkevisernes kvinder redet eller kørt i vogn (”karm”), når de skal fra det ene sted til det andet. Men de mange stærke og selvstændige kvinder rider selv: ”Liden var stolt Inge,/ så ene rider hun til tinge” (DgF 222A, str. 1), ”Tovelil taler til svende to:/ I leder mig ud min ganger grå!” (DgF 122, str. 13). Det kan også gå sådan til:

 

Stalt Inger-lille ganger til stalde;

hun skuer de foler alle.

Hun skued den brune, hun skued den grå,

 

Hun skued den brune, hun skued den grå,

den bedste lagde hun guldsaddel på.

Silket det sam [svømmede] om gangerens fod.

(DgF 223A, str. 9 og 10. Hesten bliver åbenbart dækket med silke).

 

Folkevisernes kvinder synes ikke primært at være forbundet med heste. Men der er noget med mødrene, de kloge og fremsynede vel at mærke. De har selv heste, og de er meget specielle. Herom næste gang.

 

Guld

Hestene er fundamentet på folkevisernes praktiske niveau. Med de indgår også i det æstetiske.

Folkevisesangerne er glade for alt, der skinner, solen på det naturlige niveau, og guld på det kulturelle. Her hører hesten også hjemme: ”Så ledte de frem de herlige ørs, de vare med sølv og guld bestrød” (DgF 137B, str. 16), ”I leder grå ganger af stalden ud,/ lægger hannem gyldne saddel på” (DgF 178A, str. 26). Skønhedsniveauet i folkeviserne hører som hovedregel denne verden til og bliver der. Men det kan også føre andre steder hen: til religiøse, eventyrlige eller mytologiske niveauer i universet. Her er en guldindspundet ridder og hans hest på vej ind i mytologien:

 

Slig var den herres stillering

som lindeorm var vren [vredet] omkring.

[stillering: ringen i sadlen, hvor remmen til stigbøjlen hænger].

 

Slig var ridderens sadelbue,

som røde, brændende lue.

 

Slig var ridderens mile [bidsel]

som solen ganger til hvile.

 

Slig var den herre, der han udred,

som dragen, ind i bjerget skred.

(DgF 207, str. 8-11).

 

Løfter, besværgelser, bønner

Hestens praktiske og æstetiske status kombinerer folkevisesangerne med etiske dimensioner. Det ser man, når heste er noget, man kan lokke med, sværge ved, bønfalde med. Den fange hr. Karls broder tilbyder ”syv hundred sadel til heste” for at få ham fri (DgF 184A, str. 15). Løfter kan se sådan ud: ”Hvid hest og sadel/ dem vil jeg give dig” (DgF 238A, str. 14), ”Eders heste skal æde korn,/ og selv skal I drikke mjød af horn” (DgF 225A, str. 14). Dronning Dagmar siger i barselsnød til Liden Kirsten:

 

Kanst [kan du] læse, og kanstu skrive,

og kanstu løse min pine:

da skalt du slide rød skarlagen

og ride grå ganger min.

(DgF 135A, str. 4).

 

Elverkvinden, der prøver at lokke hr. Oluf, er mere vidtløftig: ”Jeg giver Eder en ganger grå,/ han går en time til Rom og frå [frem og tilbage til Rom på 1 time]” (DgF 47A, str. 8). Tyveri er noget af det usleste, et menneske kan foretage sig. Kong Valdemar afviser (uretfærdigt) sin søsters bejler:

”Det skal ikke ske, mens jeg vinder liv, [så længe jeg lever], at give min søster [til] en hestetyv”, (DgF 126A, str. 3). En blanding af løfte, besværgelse og trussel indgår i følgende udsagn:

 

I dag skal jeg ej stå fra min hest,

før jeg får den stolte jomfru fæst’

Og ikke min fod af sadelbue.

(DgF 225B).

 

Var det end to hundred mile,

did skulle jeg alligevel ride.

(DgF 210A, str. 4).

 

Da skal jeg sadle min ganger grå,

og ride skal jeg til Rom:

og aldrig skal du leve den dag,

jeg skal herefter komme [komme tilbage].

(DgF 225, str. 8).

 

Jeg vil derimod komme tilbage med flere heste. En af dem har ild i næseborene, en anden vil kun vandes af en kongesøn, en tredje kan springe over en slotsmur.

 

Kilde: billede, “Hest, heste Grå”, fra hjemmesiden Pixabay.com, https://pixabay.com/images/id-2994388/